”Guuud… har du set, hvor mange unge piger der er om bord?
En midaldrende kvinde sætter forskrækket hånden til munden, mens store øjne suger billedet til sig. Sammen med sin mand står hun en tidlig morgen på kajen i Thyborøn og ser ned i Havhingsten, hvor det meste af besætningen er drattet omkuld efter et døgns sejlads over Nordsøen og Skagerrak.
Tovværk, menneskekroppe og soveposer er viklet sammen i et virvar, der mest af alt minder om en snorkende maritim sigøjnerlejr. Ikke et passende sted for unge kvinder, hvis man skal oversætte det vestjyske ansigtsudtryk.
En af de unge kvinder var Puk.
”Ja, jeg må indrømme, at det er lidt fedt at chokere folk, ved at jeg som kvinde også kan sejle vikingeskib. Det regner de færreste med,” siger Puk Faxe Sabinsky, der læser til biolog, når hun ikke er gast i Havhingstens forskib.
Læretid på skoleskib
I dag er Puk gast på verdens største rekonstruktion af et vikingeskib, men allerede i 2004 stod hun til søs. Dengang med skoleskibet Danmark på et togt fra Frederikshavn – Lissabon – Athen – Algeciras – Brixham – Frederikshavn.
Det var samme år, Havhingsten blev søsat.
”Jeg er opvokset i Roskilde, så jeg havde læst lidt om projektet i lokale aviser og hørt om det fra min mor, som sejler med Helge Ask (rekonstruktion af Skuldelev 5, red.). Da jeg kom hjem fra skoleskibet, var interessen for at sejle vakt. Et år senere kom min veninde Laura og jeg med på Havhingsten… og så var der ingen vej tilbage – vi havde fået blod på tænderne til mere,” fortæller Puk.
”Jeg er vild med at sejle og hele tiden forbedre mig. Og så er det jo fedt med Havhingsten at få lov til at prøve et nyt skib af, og at der er historisk forskning i, at vi gør det. Det giver nogle fantastiske oplevelser, og jeg får prøvet nogle af mine grænser af… både fysisk og psykisk. At sejle med Havhingsten er et pusterum fra den travle hverdag som studerende”.
Listige vikinger i skærgård
”Et højdepunkt fra sommerens testsejlads til Norge var indsejlingen til Bassholmen i Sverige. Midt om natten listede vi os ind gennem den svenske skærgård. Sejladsen fungerede godt, selv om der næsten ingen vind var. Der var stille om bord og alligevel en stærk stemning – nu kommer vikingerne”.
Hvad er det værste ved at sejle med Havhingsten?
”Det er folk, der fylder for meget. En person som kræver mere, end han eller hun giver igen. Det kan for eksempel være folk, som tror, de kan det meste, men i praksis ikke kan. Jeg kan også blive irriteret på folk, der brokker sig meget over irrelevante ting – og på dem der ikke selv vil hjælpe, men som altid forventer en håndsrækning fra andre. Men jeg har nu ikke følt mig modløs på noget tidspunkt… selv ikke da jeg var søsyg, for jeg ved, det går over igen efter et par dage”.
Puk glæder sig ligefrem til lidt ruskvejr på sejladsen til Dublin, så hun og skib kan blive udfordret.
”Det jeg frygter mest, er nok det samme, som flertallet af søfolk frygter: At falde over bord under en storm, høje bølger eller kraftig vind. At skibet bryder i brand. At skibet kæntrer. Alle store ulykker”.
Opbakning derhjemme
Og Puk kan roligt kaste sig ud på et af sit livs helt store eventyr, for der er fuld opbakning hos kæresten i land:
”Han synes, det er fedt, at jeg går så højt op i at sejle med Havhingsten. Det er hårdt og man savner… derfor er det også helt fantastisk, at han støtter mig i det, jeg gør. Og så er jeg glad for, at jeg inviterede nogle veninder med om bord, da Vikingeskibsmuseet for nylig holdt et arrangement for besætningens pårørende – for nu har de fået en langt større forståelse for, hvad jeg render rundt og bruger så meget tid og så mange kræfter på. Jeg tror faktisk, en af veninderne faldt så meget for vikingeskibene, at hun nu skal prøve at sejle med Ottar (rekonstruktion af Skuldelev1, red.),” fortæller Puk glædesstrålende.
Hvad er du egentlig mest stolt af ved Havhingsten?
”Det hele. Det er bare et smukt skib og et fedt projekt”.