Da Claus Christiansen, der er uddannet revisor og leder, i efteråret 1999 blev ansat som økonomi- og personalechef på Vikingeskibsmuseet, fik han sin daglige gang et sted i Roskilde, han i forvejen kendte bedre end de fleste:
”Siden jeg var en ung knægt, har jeg befundet mig meget ved Roskilde Havn. I en del år har jeg både roet konkurrence-roning i Roskilde Roklub og sejlet med forskellige kapsejlads-både; Ballade, Kaskelot, og andre af mere ubestemmelig karakter. Jeg sejler stadig de tirsdage, jeg har tid – nu fra Veddelev Havn lidt nord for Roskilde i en Omega 30. Jeg har deltaget i bl.a. Sjælland Rundt i 1980’erne og har deltaget i flere kapsejladser,” fortæller Claus.
Og så har han kastet sin kærlighed på et af Vikingeskibsmuseets smukkeste både:
”Da jeg blev ansat på Vikingeskibsmuseet, begyndte jeg også at sejle med Kraka, (rekonstruktion af Skuldelev 6, red.), som jeg i dag er skipper på. Og ind i mellem springer jeg også til, hvis der skal sejles med turister i forskellige af museets både”.
Bare rolig… øllene er sikret
Claus deltager på andel del af Havhingstens historiske togt til Dublin. Havde han sagt ja til at sejle med på første del også, kunne det have udløst en katastrofe på årets udgave af Roskilde Festival:
”Jeg kan desværre ikke deltage i togtets første halvdel, for i min fritid er jeg er frivillig medarbejder for Roskilde Festival. På Festivalen er jeg sektionsleder fra al drikkevarehandel og festivalen begynder samme dag, som Havhingsten sejler; søndag den 1. juli. Tænk hvis jeg ikke var på festivalen, hvad ville Roskilde Festival være uden øl”.
Er du økonomichef, når du sejler med til Dublin?
”Nej, jeg prøver så godt jeg kan, at skille de to opgaver fra hinanden. Jeg frivillig på togtet på lige fod med alle andre og bruger min afspadsering på at sejle med, da min deltagelse som økonomichef ikke er nødvendig for at gennemføre togtet i modsætning til skipper, styrmænd og bådebyggere”.
Millionerne ruller
Havhingsten er uden sammenligning Vikingeskibsmuseets største projekt nogensinde. Og det kan ses på tallene i regnskabet. Når vi taler om Havhingsten, ruller millionerne hurtigt. Og der er nok at se til for Claus.
Bygningen af skibet kostede cirka 10 millioner kroner, som TuborgFonden ene og alene donerede. Projektsekretariatet, som har ansvaret for at planlægge forsøgssejladsen til Dublin, har et budget på cirka 2,6 millioner kroner. Heraf har forskellige offentlige kasser givet tilskud på godt halvdelen.
Selve sejladsen har et budget på ca. 10,3 millioner kroner. De tungeste poster på dette budget er følgebådene, dernæst sikkerhedsudstyr såsom overlevelsesdragter, redningsflåder, redningsveste, og navigationsudstyr. Og sidst, men ikke mindst er der mandskabsudgifter som forsikring af besætningen, rejser, mad og overnatning. Forskellige fonde og firmaer har doneret cirka 4 millioner kroner til sejladsen.
Udover budgettet til sejladsen bruger museet også godt 5 millioner kroner til formidling og udstilling, heraf har forskellige fonde og offentlige kasser bidraget med lidt over en million kroner.
”Samlet set har hele projektet et budget på cirka 28,4 millioner kroner og museet har fået donationer og tilskud på cirka 16,7 millioner kroner,” forklarer økonomi- og personalechefen.
Museum med lille statsstøtte
Hvordan ser økonomien på Vikingeskibsmuseet generelt ud?
”Museet har et årligt budget på ca. 32 millioner kroner. En tredjedel af budgettet kommer fra de offentlige kasser, hvilket er usædvanligt lavt. De fleste museer på Vikingeskibsmuseets niveau har tilskud fra det offentlige på 70-90 procent af deres budget. Men vi har på Vikingeskibsmuseet gennem de seneste år været gode til at omlægge driften, så vi tjener en større del af vores penge selv eller får dem doneret af fonde og firmaer. Vikingeskibsmuseet har gennem en årrække haft et besøgstal på omkring 150.000, men i de seneste 2-3 år er det faldet til 120.000-130.000. Jeg tror ikke, det er fordi, der kommer færre gæster på besøg, vi får dem ”bare” ikke igennem billetsalget. Vi har flere og flere aktiviteter på museumsøen og i havnen, som de besøgende kan komme til at opleve uden at de skal betale entré – det er et stort problem for vores økonomi..
Forhåbentligt kan projektet med Havhingsten være med til at øge bevidstheden om, at det vi gør på museet er til gavn både for Roskilde by og for Danmark, så vi kan få øget vores offentlige tilskud. På den måde vil vi ikke være så afhængige af den høje entré indtægt og kan lade de besøgende benytte øen og havnen, som de vil uden at betale,” fortæller Claus og fortsætter:
”Selvom vi har meget stor pressedækning af sejladsen, har det desværre endnu ikke vist sig på besøgstallene. Men jeg tror, at det i stedet har en langtidseffekt på besøgstallet. Cirka 60 procent af vores gæster er fra udlandet, og fra de ser Vikingeskibsmuseet i deres lokale fjernsyn eller læser om os i deres avis går der nok nogen tid, før de får planlagt en ferie til Danmark for at se det fantastiske vikingeskibsmuseum i Roskilde. Så mon ikke at der kommer flere besøgende i løbet af de næste år?”.
Måske sidste store projekt
Har Vikingeskibsmuseets indtægtskilder ændret sig i den tid, du har arbejdet for museet?
”Ja, det må man sige. Indenfor de seneste 10 år er museet mere en fordoblet – både med antal ansatte (sidste år var vi 126 ansatte omregnet til 52 årsværk) og økonomisk. Vi er blevet bedre til at tjene vores penge selv, men det koster… Vi er blevet mere sårbare ved udsving i blandt andet besøgstallene og i de opgaver museet kan tjene penge på – for eksempel salg af både fra værftet, publikumssejladser, butiks- og cafésalg og marinarkæologiske arbejdsopgaver,” fortæller økonomi- og personalechefen.
Og Claus ser ikke alt for lyst på fremtiden, når det gælder store projekter som Havhingsten:
”Det er desværre nok kun denne ene gang i museets historie, at vi kan bruge så mange af egne midler til ét enkelt projekt. At det har kunnet lade sig gøre skyldes ene og alene, at vi gennem en årrække har vidst, at projektet var under opsejling og at det ville kræve rigtig mange midler at gennemføre. . Det er også enestående at få fat på en så stor frivillig og engageret besætning. Med de tendenser der er i samfundet lige nu, så tror jeg ikke, vi kan forvente, at der vil være et lige så stort frivillige engagement i fremtiden – folk vil have penge for alt det, de laver”.
Ser frem til det ekstreme og afslappende
Som nævnt er Claus selv et af de frivillige besætningsmedlemmer. Og når man spørger ham, hvorfor han giver sig i kast med at sejle et vikingeskib sammen med 64 andre, lyder svaret:
”Jeg har længe haft med vand at gøre, og jeg kan alligevel ikke sidde stille. Jeg skal have et eller andet ’skørt’ projekt at tage mig til eller træne frem mod, så var det meget nærliggende at kombinere denne trang med Havhingsten-projektet, som jeg alligevel er involveret i som en del af mit arbejde. Jeg syntes også, at det er et meget spændende projekt, som giver mig nogle gode oplevelser og muligheden for at møde andre mennesker end dem, jeg normalt omgås”.
”Jeg ser frem til en sejlads, der forhåbentlig er en kombinationen af noget hårdt og ekstremt, der kræver mange ressourcer både fysisk og psykisk – og så noget der nemt, afslappende og giver en god oplevelse fra tilskuere f.eks. i forbindelse med anløb til havne”.
Hvad er din største udfordring som formand i forskibet?
”Det må være at få et frivilligt mandskab til fungere på ’deres egne præmisser’ og samtidig få os alle til at indordne os under de regler og ønsker, som museet har. Der skal til stadighed tages hensyn til den enkelte person og måden han/hun er på. Vi er meget forskellige personer med hvert vores billede af verden – den forskellighed skal tackles på en god måde og det er nok den største opgave for os formænd”.
Økonomichefer i vikingetiden
Claus er sikker på, at når forskerne skal tolke resultaterne af sommerens forsøgssejlads, vil også økonomi være i deres tanker:
”Ja, det tror jeg, men det skal nok ikke opgøres på samme måde som et traditionelt regnskab. Jeg tror snarere, at ting skal omregnes til værdier på anden vis, f.eks. hvor stor status en stormand i vikingetiden skulle have, for at kunne bygge og udruste et skib til krigsførelse”.
Tror du, at vikingerne har haft økonomichefer til at holde styr på økonomien i store bygge- og sejladsprojekter?
”Ja, helt sikkert. De hed nok ikke økonomichefer, men måske kassemestre, for med alt det, der skulle til for at bygge og udruste skibene, har det været nødvendige at hente og købe varer fra mange forskellige steder for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Og hvem andre end en kassemester kan holde styr på det?”
Hvordan tror du, vikingerne finansierede så store skibe, besætninger og sejladser?
”Det var måske på det tidspunkt, man opfandt de første partsrederier, hvor flere rige vikingehøvdinge gik sammen og byggede og udrustede en hær, der kunne tage ud og plyndre sig til et stort bytte. Besætningen fik nok en andel, alt efter hvor meget der kom hjem i kassen, men det meste gik nok til de rige, der sad trygt og godt derhjemme og ventede på byttet – det var måske derfor, at mange af de almindelige vikinger blev og bosatte sig i udlandet – hvem ved…?”