Klokken tre i eftermiddag var der pandekagefest i Båtmothorsens tomme lokale ved kajen i Båly havn. Grønne styrbords-pandekager og røde bagbords-pandekager. Lidt trylleri og tre styk frugtfarve i hver portion… så var den hjemme.
Og der var musik til maden. Danske Klaus Olesen, som har boet i Norge i 23 år, spillede for på sin lirekasse, en Cocchi, Bacigalupo & Graffigna bygget i Berlin i 1892. Klaus fortalte mig, at det i Berlin dengang var sådan, at fattigfolk kunne låne en lirekasse og gå på gaden for at tjene lidt småpenge til livets ophold. Lidt lige som når hjemløse i dag sælger deres avis, Hus Forbi, og kan stikke overskuddet i egen lomme.
Men det er ikke kun dagens musikalske indslag, Havhingstens besætning kan takke Klaus for. Han er involveret i arbejdet på Bragdøya, hvor Havhingsten lagde til efter den forrygende sejlads fra Roskilde til Kristiansand. Han nåede ikke at møde os på Bragdøya, men da han hørte, at vi var på vej til Spangereid for at møde kongeskibene, sørgede han for, at der stod et tomt loft klar til os, så vi kunne blive indkvarteret her.
Det luner på en råkold sommerdag at mærke den varme gæstfrihed, som møder os gaster på Havhingsten.
Fyret på Lindesnes
Med udsigt til flere dages landlov på grund af vejret, er jeg begyndt at se mig omkring efter spændende udflugtsmål. Og øverst på ønskesedlen står Lindesnes fyr.
Klaus, der er stærkt involveret i det lokale arbejde for at bevare kulturminder og formidle deres historie, kunne fortælle, at Lindesnes var det første fyr, der blev bygget i Norge. Det stammer helt tilbage fra 1656 og er placeret på sydspidsen af det norske fastland. Farvandet ud for fyret er forræderisk med stærk strøm fra øst og hård vind fra vest. En ”modbydelig farlig kyst,” som Klaus siger.
I gamle dage i sejlskibenes tid, var det almindeligt at sejle forholdsvis tæt på den norske kyst, for at undgå den stærke strøm ved Jammerbugten i Nordjylland. Dengang var der i virkeligheden to fyr ved Lindesnes, så skibene kunne kende forskel på Skagen i Danmark og Lindesnes i Norge. Af samme grund blev der opført hele tre fyr ved det nærliggende Lister i Norge.
Det siger en hel del om datidens navigation, at fyrtårne nødvendigvis måtte markeres på denne måde for at give navigatørerne en chance for at finde vej i nattens mulm og mørke. Med nutidens moderne hjælpemidler vil kun de færreste navigatører være i tvivl om, hvorvidt de nærmer sig Skagen i Danmark eller Lindesnes i Norge. Hvilke barske vilkår fortidens søfolk har sejlet under, er næsten umuligt at begribe.
Konkurrerende lodsning
Klaus kunne også fortælle, at der på hver en knold i den norske skærgård var lokale lodser – ofte fiskere – som, så snart de så et skib dukke op i horisonten, fór ud på havet. De roede som gale for at komme først, for dengang var der såkaldt ’konkurrence-lodsning’. Princippet var enkelt; først til mølle får først malet. Konkurrence-lodsningen fortsatte helt op til 1800, hvor myndighederne tog over.
Sydspidsen af Norge har haft en historie, lige så længe som der har været skibsfart til. Også helt tilbage til vikingetid.
Udover kanalen ved Spangereid, en kanal som stammer tilbage fra år 700, er der fundet spor fra adskillige anløbspladser. Ifølge Klaus er det ganske naturligt, at området har spillet en vigtig rolle i skibsfarten, selv om kysten har udgjort en alvorlig fare.
Klaus forklarer det med, at den norske skærgård byder på et utal af naturhavne, som til alle tider har været et stærkt kort på sømandens hånd. Selv i en brutal storm med 10 meter høje bølger kunne sømanden søge i ly bag de yderste skær og snart efter lægge til i smult vande og fladt vand i en naturhavn.
Bærer stadig kul til fyret
I gamle dage – mere præcist 1725-1822 – var Lindesnes fyr oplyst ved hjælp af brændende kul i store støbejernskurve, hvor de stod på højdedragene og oste til advarsel for søfarende.
På Lindesnes blev der hvert år brugt 110.000 kilo kul. Dengang blev kullene båret op til fyret i sække på 75 kilo. Selv om sækkene i dag er væsentlig lettere, er det fortsat en tradition, at besøgende bærer en lille pose op til fyret. Således også de kongelige, da de var på beøg i går.
Prins Henrik fik også lejlighed til at spille på Klaus’ lirekasse under besøget i går.
I dag er kulfyret ikke længere i brug. Første skridt i den retning kom, da en franskmand opfandt linsesystemet, som gjorde det muligt at sende lys med forskellig styrke og længde ud over havet, så søfolk ikke længere kunne være i tvivl om, lige præcis hvilket fyr, de nærmede sig.
I dag er alle fyrtårne i Norge fuldt automatiserede. I alt er der over 200 fyrtårne – de 88 af dem er fredede. Kun fyret i Lindesnes er bemandet. Og det skyldes alene, at fyret er museum for denne del af Norges søfartshistorie.