Trediveårskrigen og Torstenssonfejden i europæisk perspektiv 1618-48

Af Cand. mag. Hans Christian Bjerg, militærhistoriker

I 1618 kunne en komet ses over hele Europa i 30 dage. Det blev senere opfattet som et varsel om, at kontinentet ville blive hærget af krig i 30 år. En kendsgerning er det imidlertid, at begivenheder i 1618 blev indledningen til en række af krige, der dels overlappede hinanden, dels førtes adskilt, og som hærgede Europa gennem 30 år. Man kan betragte denne mere eller mindre sammenhængende krigsperiode frem til 1648, hvor der blev sat en foreløbig stopper for krigshandlingerne, som den første større europæiske krig, af nogle historikere da også betegnet som den første "verdenskrig".

Anledning og årsag

I krigshistorisk forskning skelner man mellem anledning og årsag. Ofte ser man i den almindelige bevidsthed, at disse begreber omfattes under ét. Men det er væsentligt for at forstå, hvordan krige opstår og udvikler sig, at være vidende om disse to begreber. Når der udbryder krig, er det altid som følge af, at der er en dybereliggende årsag til denne, og som oftest blot venter på en anledning til at bryde frem. Man har sammenlignet det med en krudttønde, hvor lunten er anledningen og krudtet i tønden er årsagen.

Disse begreber træder tydeligt frem, når man undersøger Trediveårskrigen. Anledningen var begrundet i religiøse spændinger, mellem katolicisme og protestantisme, som formelt var blevet bilagt ved den såkaldte augsburgske fred i 1555. Ved denne bestemtes det, at det var fyrsten, der bestemte landets religion. Men under overfladen lurede den religiøse spænding fordi, der samtidig sideløbende eksisterede politiske, magtmæssige og arveretlige problemer rundt omkring i Europa. De verdslige forhold involverede i flere tilfælde de religiøse. Der var således spændinger mellem Frankrig og habsburgerne, der i realiteten udgjorde den tysk-romerske kejsermagt. Der var spændinger mellem Spanien og de forenede Nederlande, i øvrigt i høj grad begrundet i religiøse modsætninger. Endvidere var der spændinger i Norden mellem Danmark-Norge og Sverige-Finland i forbindelse med kampen om herredømmet i Norden som sådan og i Østersøen. Begge disse magter var endvidere nervøse for, i hvilket omfang den tysk-romerske kejser ville udvide sit magtområde mod nord. Begge havde de interesser i Nordtyskland og kunne derved hurtigt blive en del af en europæisk storkrig. Alt dette medførte da også, at den sidste halvdel af Trediveårskrigen var en ren interessekrig, der ikke længere havde nogen religiøs forbindelse eller undertone. Et eksempel på dette forhold er den såkaldte Torstenssonfejde 1643-45, hvor de to protestantiske lande Danmark og Sverige bekrigede hinanden for at vinde dominans i Norden.

Krigens fire faser

For at skabe oversigt over de talrige begivenheder, der udspillede sig i løbet af de 30 år er det praktisk at inddele krigen i forskellige faser. Den bøhmiske fase 1618-23, den danske fase 1625-29, den svenske fase 1630-35 og den fransk-svenske fase 1635-1642.

Der var således meget krudt i tønden, som udgjorde årsagerne til en krig. En anledning til krig kunne komme hvert øjeblik.

Anledning blev udviklingen i Bøhmen. I 1618 gjorde Bøhmens protestantiske stænder oprør mod deres katolske konge Ferdinand 2. af Habsburg, og gjorde i stedet den protestantiske kurfyrste af Pfalz Frederik 5. til Bøhmens konge. I 1619 blev Ferdinand 2. valgt til tysk-romersk kejser og han forsøgte nu sammen med forbundsfæller at tilbageerobre Bøhmen og genindføre katolicismen. Oprørerne blev slået og denne fase af krigen sluttede i 1623. Alliancen omkring den tysk-romerske kejser benyttede nu lejligheden til at gå ind i andre tyske områder, der overvejende var protestantiske. En række tyske stater frygtede derfor, at katolicismen med magt ville blive gennemført i hele det tyske område.

Kong Christian 4. på banen

På denne baggrund meldte den protestantiske danske konge Christian 4. sig pludselig på banen. Som tysk fyrste med interesser i Nordtyskland følte han sig utvivlsomt kaldet til at komme de protestantiske stater til undsætning. Det danske rigsråd støttede ikke denne plan, og han måtte derfor skaffe midler til et felttog i Tyskland fra andre stater, bl.a. England. Overraskende nok stillede også det katolske Frankrig midler til rådighed.

Den danske konges felttog endte dog brat i 1626, hvor hans hær blev slået ved Lutter am Barenberg af kejserlige tropper, der efterfølgende besatte hele Jylland. Der blev sluttet fred i 1629, og Christian 4. måtte forpligte sig til ikke senere at blande sig i det europæiske opgør. Danmark-Norge stod efter dette svækket, også i forbindelse med den fortsatte kamp om herredømmet i Norden.

Nu overtog den svenske konge Gustav 2. Adolf den opgave, som Christian 4. ellers havde påtaget sig. Utvivlsomt til den danske konges store ærgrelse. I 1630 ankom svenske tropper til Nordtyskland og bevægede sig sejrrigt sydpå. Gustav 2. Adolf faldt imidlertid i et slag i 1632, og hans rigskansler Axel Oxenstierne overtog den svenske ledelse. Den specielle svenske indsats ebbede ud i 1635. Derefter fortsatte krigen nu med fransk ledelse i kampene mod kejseren. Der var ikke længere tale om en religionskrig. Svenskerne var dog fortsat med på sidelinjen. Det er denne fase, der betegnes som den fransk-svenske. I 1642 påbegyndtes fredsforhandlinger mellem de stridende parter, der endte med de endelige fredsaftaler i Westphalen 1648.  Krigen ebbede således ud i begyndelsen af 1640’erne. Axel Oxenstierna rådede dog fortsat over en stor intakt hær, der nu ikke længere var brug for.

Denne situation udnyttede Oxenstierna sammen med generalen Torstensson til overraskende at føre krig mod Danmark. Formelt kan man sige, at denne krig, Torstenssonfejden, der strakte sig over to år 1643-45, var en del af Trediveårskrigen, men den var også en helt selvstændig nordisk krig.       

Jylland blev atter besat, men den danske flåde reddede Danmark fra en total svensk besættelse. Nederlandene kom svenskerne til hjælp med flådestyrker og efter et par søslag led den dansk-norske flåde det største nederlag i sin historie, i slaget ved Femern Bælt 13. oktober 1644. I 1645 måtte der indgås en ydmygende fred i Brømsebro.

Trediveårskrigen fik således katastrofale følger for Danmark-Norge. Resultatet blev, at Sverige fik overherredømmet i Norden og oplevede en periode som europæisk stormagt frem til begyndelsen af 1700-tallet.

Læs mere

Bjerg, H.C. & O.L. Frantzen 2005. Danmark i krig. Politikens Forlag.  

Jensen, G. (red) 2006. Trediveårskrigen. Europa i brand 1618-48. Oversættelse og dansk bearbejdning Hans Christian Bjerg. Politikens Forlag.