Genstandskatalog

De bjærgede genstande fra de marinarkæologiske undersøgelser i Femern Bælt har givet et billede af de kræfter, der var på spil i et søslag; når kanonskyts smadrer skibssiden og træet splintres, når ilden fra en brænder når krudtkammeret og skibet eksploderer. Genstandene vidner om Torstensonfejdens voldsomheder og de menneskelige skæbner.

Men genstande og skibsmodeller kan også belyse større perspektiver som skibsbygning i 1600-tallet, kunstfærdige udsmykninger af kanoner og livet ombord på flådens skibe.

Genstandskataloget viser et udsnit af de genstande, der er udstillet i 'I Røg og Brand', og ledsages af små uddybende fortællinger, der ikke blev plads til i udstillingen.
 

Genstande

I 1963 blev der ophængt en model af krigsskibet Christianus Quintus i Skt. Jørgensbjerg Kirke i Roskilde. Modelskibet var bygget af tømrer Poul Erik Thomsen og siden skænket til kirken som kirkeskib. I 2018 besluttede kirkens menighedsråd at nedtage kirkeskibet og overdrage det til en passende modtager; Det blev Vikingeskibsmuseet.

Under Christian 5.’s tid som regent (1670-1699) blev der bygget tre store krigsskibe, der efter hinanden blev navngivet Christianus Quintus. Det første i 1666, det andet i 1683 og det tredje i 1699.

Det sidste af de tre skibe nåede kongen dog aldrig at se færdigbygget. Christian 5. døde fire måneder før skibet blev søsat, og navnet på skibet blev ændret til Fredericus Quartus, med henvisning til den nye konge.

Det var ikke den eneste ændring, som skibet gennemgik fra tegning til færdigbygget skib. På tegningen fra 1697, der er forlægget til Thomsens model, var skibet 160 fod (ca. 50,2 m) langt, og planlagt udrustet med 90 kanoner. Ved søsætningen i 1699 var skibet blevet betydeligt større: ca. 58 m langt, udrustet med 110 kanoner og en besætning på 950 mand. Fredericus Quartus var verdens største krigsskib.

Modellen er bygget yderst detaljeret i 1:50. Omfanget af billedskærerarbejdet og farvelægningen er imponerende. På agterspejlet ses Christian 5.’s valgsprog Pietate et Iustitia (med fromhed og retfærdighed). Skibsmodellen giver et fint indtryk af 1600-tallets krigsskibe og skibsbygningskunst, også selvom modellen gengiver et krigsskib, der er større, end de skibe der deltog i Torstensonfejden.

Kridtpibe fundet i vraget af det danske krigsskib Lindormen udstilles i forbindelse med særudstillingen 'I Røg og Brand' på Vikingeskibsmuseet

Christian 4. var ikke begejstret for rygning, der kom på mode i Europa i starten af 1600-tallet. Og slet ikke ombord på hans flåde: Næsten alt på et skib kunne antændes, og derfor var rygning strengt forbudt. Hvis en sømand eller officer alligevel dristede sig til at ryge pibe, var straffen kølhaling: En maritim straf, hvor den dømte blev bundet på hænder og fødder og trukket under skibet fra ræling til ræling – nogle gange med døden til følge. På trods af hård straf og risiko for ildspåsættelse ombord fandt marinarkæologerne fra Landesmuseum Schleswig-Holstein seks pibehoveder, seksten rørfragmenter og én næsten intakt kridtpibe i vraget af det danske krigsskib Lindormen. Noget tyder altså på, at skibets besætning modsatte sig kongens befalinger.

Tre af pibehovederne var indgraveret med EB, der muligvis refererer til den engelske pibemager, Edward Bird. I starten af 1600-tallet bosatte han sig i Amsterdam, hvor han blev ejer af en af byens største pibeforretninger. Birds kridtpiber var ikke kendt for deres kvalitet eller anset som moderigtigt tilbehør, men var derimod en pibe for det arbejdende folk – og måske EB-piben var almindelig blandt danske søfolk.

Den udstillede kridtpibe blev fundet i nærheden af et skelet af en af de omkomne. På røret ses et 9 cm langt blomstermotiv (fleur-de-lis), der var populært i tiden.    

Kridtpiben er venligst udlånt af Museum für Archäologie Schloss Gottorp, Landemuseum Schleswig-Holstein.

Få skibe i Christian 4.’s flåde er så velbelyste som krigsskibet Fides. Den oprindelige og udførlige byggekontrakt fra 1613, udarbejdet af kongen og den nederlandske skibsbygmester Peter Michelsen, eksisterer stadig, og fartøjet er afbildet flere gange heri.

Kongens idéer til specialisering af krigsflåden skabte en ny skibstype egnet til besejling af både floder, lavvandede kystområder og åbent hav. Heriblandt var Fides, somblev bygget og søsat i 1615 i Itzehoe i Holsten. Det kraftigt byggede fartøj var ca. 35m langt, havde usædvanlig ringe dybgang og var yderst velsejlende. Det var udstyret med seksten 18-punds kanoner på batteridækket og et antal mindre kanoner i overbygningen – i alt 28 kanoner.

Yderligere to skibe af samme type blev bygget i årene efter - Neldebladet (1618) og Svanen (1624).

Fides deltog både i slaget ved Kolberger Heide og i det skæbnesvangre søslag i Femern Bælt i 1644, hvor skibets besætning måtte overgive sig til svenskerne.

Frem til 1659 sejlede skibet under svensk flag, indtil det udtjent blev sænket og brugt som del af brokonstruktion ved mastekranen i Stockholm.

Ud fra byggekontrakten lykkedes det marinehistoriker Niels M. Probst at konstruere tegninger af Fides i 1993. Det er disse tegninger, Køge Maritime Modelbyggerlaug har anvendt ved bygning af modellen i 1:20.

Modellen af Fides er venligst udlånt af Køge Maritime Modelbyggerlaug.

I vraget af det danske krigsskib Delmenhorst fandt marinarkæologerne flere usædvanlige genstande. Heriblandt en messingskive på størrelse med en nutidig, dansk femkrone, der ved første øjekast ligner en almindelig mønt. Det er dog ikke tilfældet. Der er derimod tale om en regnepenning – en slags jeton, der gør det muligt at regne med romertal på en let og hurtig måde.

Regnepenningen blev brugt på et regnebord eller -bræt med linjer for enere, tiere, hundreder og tusinder samt mellemrum for femmere, halvtredsere mv. Regnepenningene var et af de tidligste hjælpemidler til regning og er nært beslægtet med den gammeldags kugleramme. Når tal skulle lægges sammen, skubbedes regnepenningene hen ad linjerne. Selve teknikken hedder ’at regne på linjer’, og det var forholdsvist simpelt. Det blev straks mere indviklet, når der skulle trækkes fra, ganges og divideres. Den teknik kunne bedst læres ved at læse i de regnebøger, som blev trykt rundt om i Europa.

Det giver god mening at medbringe en regnepenning til søs, da den især blev anvendt til udregning af toldsatser, afgifter mv.

Ligesom denne regnepenning er næsten alle ’mønter at regne med’ fremstillet i den sydtyske by, Nürnberg, der både i middelalderen og i nyere tid var centrum for europæisk kobberhandel. Det anslås, at regnepenninge har været brugt som regnemetode i Danmark fra midten af 1400-tallet til ind i 1800-tallet.

Ud over deres egentlige formål – at hjælpe med regneoperationerne – spillede motiverne på regnepenningene en rolle i udbredelsen af tidens idéer: De mest populære motiver var scener fra antikke myter samt 1600- og 1700-århundredets franske konger. Det er også tilfældet ved regnepenningen fra Delmenhorst, der er smukt præget med et motiv af Louis XIII af Frankrig. Netop denne type regnepenning blev fremstillet i perioden fra 1610 til 1643.

Det var et smukt syn der mødte marinarkæologerne, da de i 2020 skulle undersøge bunden af Femern Bælt tæt ved Lollands kyst: En havbund spækket af kanonfragmenter i bronze, der glimtede som guld mellem de forkullede vragdele af krigsskibet Delmenhorst. Hver især fortæller fragmenterne historien om den voldsomme begivenhed, der førte til skibets forlis i Slaget i Femern Bælt i 1644.

Marinarkæologerne fandt blandt andet en ’Delfin’; en af de to løftehanke, der sad øverst på en kanon. Den er smukt udformet som en delfin eller et andet ’havmonster’. Herudover blev der fundet et fænghulsdæksel – en bronzeklap, der beskytter det hul, hvorfra kanonen antændes. Et stykke af bronzekanonens munding samt en såkaldt ’drue’, som er bagenden af en kanon, var også at finde mellem ballaststen og skibstømmer. 

Det kan tydeligt ses på kanonfragmenternes overfladiske skader og deformationer, at de har været udsat for ekstrem varme. De tegner således et ildevarslende billede af Delmonhorsts skæbne: I slagets sidste timer satte besætningen Delmenhorst på grund og søgte dække under et strandbatteri – en vold eller en skanse med kanoner anlagt ved Lollands kyst. Svenskerne havde ikke mulighed for at komme på skudvidde uden at risikere selv at blive ramt. For at forårsage mest mulig skade sendte svenskerne brænderen Lille Delfin – et skib sat i brand -mod kysten for at antænde Delmenhorst. Og det danske skib brød derpå ud i en voldsom og ødelæggende brand.

Findestederne for de smeltede bronzefragmenter viser desuden, hvor kanonerne oprindeligt var placeret i skibet. Og netop placeringen og antallet af bronzekanoner var en vigtig ledetråd, da skibsvraget skulle identificeres. Der findes nøje optegnelser af, hvor mange bronzekanonner skibene i den danske flåde var bestykket med og hvor i skibet, de var placeret.

Kanonfragmenterne tilhører Vikingeskibsmuseet i Roskilde.