Indvandring

Vikingernes indvandring til Irland

I tiden efter 830erne tog plyndringerne til og kulminerede omkring 845. Angrebene blev foretaget af store flåder, og det gik nu ud over større landområder. Flåder på over 100 skibe sejlede langt op ad de større floder bl.a. Shannon, Boyne og Liffey, og angreb store klostre som Armagh og Clonmacnoise.
Der blev etableret flådebaser og vikingerne anlagde deres første egentlige bosættelse i vinteren 840-841 ved søen Lough Neagh i Ulster. I Dublin og Annagassan anlagde de samme år en befæstet base. 

De 40 års fred

Med bosættelsen havde de et mere fast udgangspunkt for deres aktiviteter, men samtidig blev de et lettere mål for de irske modangreb. Mange bebyggelser og baser blev ødelagt i perioden 873-912, og mange måtte forlade landet. I 902 blev vikingerne fordrevet fra Dublin. Denne periode er noget misvisende blevet kaldt de 40 års fred, måske fordi vikingernes angreb i denne periode blev færre. Men de interne irske kampe, som vikingerne blev inddraget i, fortsatte.

Vikingerne indgik militære og ægteskabelige alliancer med irerne og de nye vikingesamfund etablerede sig som selvstændige småkongedømmer i det irske samfund, der i forvejen bestod af ca.150 små kongedømmer, også kaldet tuatha. Det irske samfunds politiske tyngdepunkt lå i disse kongedømmer, hvis konger regerede suverænt inden for sin tuath. Der fandtes en udvalgt overkonge for hele Irland, men denne havde en position, der stort set kun var symbolsk.

Nye angreb og integration

Vikingerne måtte forlade Dublin i 902, men i 908 blev slaget ved Bealach Mugna afgørende for magtbalancen i det sydlige Irland. Eoganacht dynastiet, der traditionelt havde domineret Sydirland, led nederlag til dynastierne Leinster og Uí Neill, og det benyttede vikingerne sig af i 912, hvor de vendte tilbage med store flåder.

I 917 blev Dublin genanlagt, og byen blev efterhånden et blomstrende handelscenter. Den blev også vikingernes vigtigste magtcentrum, hvorfra de øvrige bosættelser blev kontrolleret. Foruden Dublin blev der udviklet byer i bl.a. Waterford, Wexford,  Limerick og Cork, og nogle steder blev oplandet formentlig inddraget til landbrug. Under kong Olav Sigtrygsson, der regerede fra ca. 950-980, havde byen et stort opland. Men vikingernes helt afgørende interesser var international handel, plyndringer, skatter og politik.

Vikingebyerne blev integreret i det politiske system som selvstændige kongedømmer, og den politiske udvikling i Irland medførte, at vikingerne gradvist blev underkastet de irske konger. Det afgørende slag var slaget ved Tara i 980, hvor Olav led nederlag til Máel Sechnaill II, der var konge af Meath. Fra da af overtog irerne overherredømmet, og vikingerne betalte skat til dem.

Den komplicerede, irske samfundsstruktur overlevede med andre ord vikingetiden uden nævneværdige ændringer. I tiden indtil 1169 blev vikingerne for alvor integreret i det irske samfund og byen udviklede sig til et centrum for bl.a. specialiserede håndværk, handel med et veludviklet distributionssystem og med en velorganiseret administration. Dublin blev den vigtigste by og et stort økonomisk magtcenter i Vesteuropa.