Kirker og Klostre
Kristendommens indførelse i Irland skete allerede i 400-tallet med de første missionærer, der kom til landet. I tiden for vikingernes første angreb i slutningen af 700-tallet, fandtes der talrige kirker og klostre omkring Dublin, hvoraf de vigtigste var Tallaght, Clondalkin og Finglas. Flere irske kirker er tilegnet irske helgener bl.a. St. Patrick´s Cathedral i Dublin, efter Patrick, der grundlagde flere kirker.
Klostre
Klostrene var i kraft af deres rigdom på jord og ædelmetal politiske og økonomiske magtcentre. De tiltrak dygtige håndværkere og kunstnere og blev efterhånden også kulturelle og kunstneriske centre. Klostrene blev hjemsted for udfærdigelse af de imponerende illuminerede værker – de kunstfærdigt udførte håndskrifter som Book of Kells, Book of Durrow og Ulster annalerne.
Klostrenes overskud fra bl.a. landbruget kunne brødføde mange mennesker og efterhånden udviklede de største af klostrene sig til regulære klosterbyer, med huse og veje. I nogle af klosterbyerne var der mange indbyggere - således var indbyggerantallet i eksempelvis Clonmacnoise formentlig på omkring 1.500 – 2000 i tiden for vikingerne invasion af Irland. Før vikingernes invasion fandtes der ingen regulære byer, og klostrerne kunne på mange måder sammenlignes med de senere byer med specialiseret håndværk og handelslignende forhold.
Klostrenes stigende magt gjorde dem attraktive ikke mindst for de mange irske konger. Nogle af kongerne forsøgte således at overtage embedet som abbed og dermed ledelsen af klostrerne.
Irske klostre er blevet forbundet med 8. århundredes ”Guldalder”, hvor billedkunst, metalarbejde og illuminering af skrifter nåede højdepunkter i raffinement. I praksis var klostrene rige på ressourcer og havde råd til at være værter for kunsten.
Fund fra kirkelige steder
Antallet af arkæologiske udgravninger på kirkelige steder har ikke været så stor som udgravninger på verdslige pladser. Smykker såsom nåle og kamme kan ikke skelnes fra smykker, som er fundet på verdslige steder. De genstande, der er lavet af metal, ben, tak og glas viser, at der blev fremstillet såvel verdslige som kirkelige genstande.
Et håndværk, som udelukkende blev udført i kirkeligt regi, var billedhuggerens, og der blev udhugget stenkors og gravtavler fra slutningen af det 7. århundrede.
Relikvier
Ærefrygten for personer og effekter forbundet med helgener og hellige personer kan spores næsten helt tilbage til kirkens grundlæggelse. I Irland blev der lagt stor vægt på genstande med forbindelse til helgener. Der var hovedsageligt tale om bispestave, klokker og bøger. En del af disse havde oprindeligt funktion som kirkelige effekter, men blev med tiden anset som relikvier, fordi de havde tilhørt den ældre tids kultur. Man troede, at mange af genstandene rent faktisk havde været brugt af de tidlige helgener, og de fik derfor særlige navne. De blev bevaret af bestemte familier, som var arvemæssige forpagtere af jord, der tilhørte kirken, og derfor fik overgivet genstandene i deres varetægt for at kunne sørge for deres sikkerhed.
Book of Kells
Book of Kells, der er skrevet ca. 800 e.Kr., indeholder bl.a. de fire evangelier i en latinsk tekst. Senere i 12. århundrede er der på hidtil blanke sider tilføjet fundatser på irsk vedrørende klostret i Kells. Manuskriptet adskiller sig fra andre vestlige evangeliebøger ved, at næsten hver side fremviser en uendelig opfindsom række af små dekorerede initialer og skæmt i margenen, der ofte har forbindelse til teksten. Der er anvendt en omfattende række af farver, og foruden jerngalleblæk (sulfat af jern og egegalæbler med gummi og vand) er der bl.a. også brugt sort kulstofblæk (sod og kønrøg).
Book of Kells er omtalt første gang i 1007 i Ulster Annalerne, der skildrer tyveriet af den fra kirken i Kells, grevskabet Meath. Den er formentlig skrevet i klostret på Iona eller i Colomba´s (en af hovedfigurerne i den irske kristendomshistorie) kloster i Kells, og den blev i middelalderen æret som Columba´s store evangeliebog.