HTX-elever kobler teori og håndværk på Vikingeskibsmuseet

Published: 07/11-2025

HTX-elever fra Roskilde besøgte Vikingeskibsmuseet i september for at kombinere teori med praktisk håndværk. Forløbet, kaldet praksisfaglighed, giver eleverne kropslige erfaringer med træ og sejlads. Fagbladet Gymnasieskolen har fulgt projektet og udgivet en artikel om læring i kulturel kontekst.

I september havde vi besøg af en klasse 3.g-elever fra HTX i Roskilde. Besøget var starten på et samarbejde om at bygge bro mellem den teoretiske viden fra skolebænken og de praktiske håndværkstraditioner.
Det kaldes praksisfaglighed, og hos Gymnasieskolen mener man, at praksisfaglighed er et begreb, der med den kommende gymnasiereform vil få endnu mere fokus.

På Vikingeskibsmuseet bidrager vi gerne med vores faglighed til de lokale uddannelsesinstitutioner. Eleverne får mulighed for at afprøve forskellige forarbejdningsmetoder med økser og får et indblik i træet som materiale og dets styrker. De oplever også træet i en kontekst, når de deltager i sejladser. Her får de en kropslig og sanselig erfaring med materialet, som supplerer deres arbejde med træet ved at sætte det ind i en helhed.

Gymnasieskolen har fulgt forløbet og har for nylig udgivet en artikel om, hvad den kulturelle kontekst betyder for læringen.

Læs hele artiklen fra Gymnasieskolen her.