Enigt bedømmelsesudvalg indstiller Vibeke Bischoff til ph.d.-grad.

Skibsrekonstuktør og ph.d. Vibeke Bischoff (i midten af billedet) om bord på rekonstruktionen af Osebergskibet ' Saga Oseberg' i 2015, da skibet var på besøg i Roskilde for at gennemføre en række indsejlingstests.
Published 11th Dec 2020

Efter dagens overbevisende forsvar af sin ph.d.-afhandling om rekonstruktion af det berømte vikingeskib, Osebergskibet, er skibsrekonstruktør på Vikingeskibsmuseet, Vibeke Bischoff, blevet indstillet til ph.d.-grad for sin forskningsindsats.

Vibeke Bischoff har i dag bevist, at arbejdet med at rekonstruere arkæologiske skibsfund så de kan genskabes og afprøves, som den tese, et rekonstrueret skib er, og sætte resultaterne ind i en eksperimentel arkæologisk kontekst, er en forskningsdisciplin, der fortjener den højeste anerkendelse. 

Efter en meget spændende fremlæggelse af afhandlingens konklusioner og efterfølgende forsvar, hvor bedømmelsesudvalget inden de uddybende spørgsmål, alle indledte med at udtrykke stor anerkendelse for hele afhandlingens systematik, metode og konklusioner, var det et enigt udvalg, der indstillede Vibeke Bischoff til ph.d.-graden for sin afhandling: ’Rekonstruktion af Osebergskibet - form, konstruktion og funktion’.

Et fyldt ’auditorium’

Forsvaret blev afholdt on-line, og der var stor interesse for at følge med. Hele 127 tilhørere kunne tælles på 'Zoom' og efterfølgende blev der åbnet for lykønskninger i chatten.

Her skrev Dr. Philos. Knut Paasche, leder af arkæologisk afdeling ved Norsk Institut for Kulturminneforskning efterfølgende:
”Vel blåst Vibeke, dette var en flott prestasjon. En spennende avhandling og et godt forsvar. Gratulerer fra Norge. Vi gleder oss til å ha deg med i den videre diskusjonen om de norske og nordiske skipene”.

Foredrag på Web-TV og baggrundsartikler

Dagens ph.d.-forsvar kan ikke genses, men der er en række tilgængelige, tidligere foredrag med Vibeke Bischoff om emnet på Vikingeskibsmuseets filmkanal, ligesom der også ligger en baggrundsartikel om arbejdet med rekonstruktionen af Osebergskibets skrogform på hjemmesiden.

For at gøre det let at finde, er der herunder indsat direkte links til foredrag og artikel:

»  Tryk her for at se foredrag fra 2016 om arbejdet med at rekonstruere Osebergskibet

» Her kan du læse mere om rekonstruktionsarbejdet med Osebergskibets skrogform fra 2006-2010

» Tryk her for at se foredrag om rekonstruktionen 'Saga Oseberg', del 1

» Tryk her for at se foredrag om rekonstruktionen 'Saga Oseberg', del 2

» Tryk her for se film om byggeriet af 'Saga Oseberg med bådebygger Thomas Finderup​​

Resumé af Vibeke Bischoffs ph.d.-afhandling

Rekonstruktion af Osebergskibet – Form, konstruktion og funktion.

Osebergskibet fra 820 e. Kr. fremstår velbevaret i udstillingen på Vikingskipshuset i Oslo, men det var betydeligt medtaget efter opholdet i gravhøjen, da det blev udgravet i 1904. Det må derfor have været en krævende opgave at genopstille og udstille skibet i en samlet form.

I 1987 blev en fuldskalarekonstruktion, Dronningen, bygget efter tegninger af det udstillede skib. Skibet forliste under de første afprøvende sejladser, hvilket gav anledning til mange spørgsmål om skibets oprindelige form og sødygtighed.

Dette forskningsprojekts formål har været at rekonstruere Osebergskibets form og konstruktion for at kunne udlede skibets oprindelige funktion og sejlegenskaber. 

I nærværende arbejde er Osebergskibets skrogform rekonstrueret i en model, hvor der er taget højde for alle revner, flækker og deformationer. Arbejdet har vist, at Osebergskibet er udstillet med mange afgørende deformationer i form og konstruktion, hvilket der ikke var kompenseret for i de tegninger, der blev anvendt til bygningen af Dronningen.

Den nye rekonstruktion har ført til væsentlige ændringer i skrogformen. Skibet har oprindeligt været bredere over vandlinjen og fyldigere i undervandsskroget. En hydrodynamisk undersøgelse af en model af den nye rekonstruktion og en model af Dronningen viste, at den nye skrogform har større stabilitet og bedre sejlegenskaber end Dronningen.

I 2012 blev Saga Oseberg bygget efter nye rekonstruktionstegninger af Osebergskibet. Den første afprøvning for sejl blev gennemført efter samme retningslinjer, som traditionelle norske råsejlsriggede Nordlandsbåde og Åfjordsbåde anvender. Saga Oseberg manøvrerede dårligt, og der blev sat spørgsmålstegn ved den nye rekonstruktions troværdighed.

Skibet blev derefter afprøvet med en anden indgangsvinkel, hvor de bevarede rigspor og konstruktionsdetaljer blev anvendt analytisk til at udlede, hvordan skibet blev sejlet oprindelig. Denne metode førte til betydelig bedre sejlegenskaber.

De forskellige resultater fra afprøvningerne tydeliggjorde, at indgangsvinkel og forforståelse påvirker resultatet. Dette er afgørende for, hvordan rekonstruktionen evalueres, og i sidste ende for hvordan det arkæologiske fund tolkes.

Nærværende forskningsprojekt har påvist, at Osebergskibet i modsætning til tidligere tolkninger var teknisk avanceret og yderst sødygtigt.

» Afhandlingens bind 1 kan læses online her: https://issuu.com/kadk/docs/rekonstruktion_af_osebergskibet_bind_1

Bedømmelsesudvalget:

Bedømmelsesudvalg:
Jan Bill: Professor, Arkeologisk seksjon, Universitetet i Oslo/Kulturhistorisk Museum, Norge
Henriette Syrach Lyngstrøm: Lektor, Arkæologi, Etnologi, Historie og Græsk og Latin, Saxo-Instituttet, København S
Søren Vadstrup: Lektor, Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering, Formand

Leder af forsvarshandlingen:
Henrik Oxvig: Ph.d.-skoleleder, Lektor, Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering


Created by Rikke Tørnsø Johansen