Dronningen og hendes følge fik en eksklusiv rundvisning af museets formidlingschef Merete Ettrup, der blandt andet kunne fortælle at det var Anne-Maries far kong Frederik IX, som i 1969 åbnede Vikingeskibshallen.
Der blev også tid til et besøg ombord på Havhingsten, som ligger fortøjet i Museumshavnen. Det var nu ikke første gang dronningen satte fod på skibet.
Mødte Havhingsten i Sydnorge
I sommeren 2007 var Havhingsten på vej til Dublin i den mest regnfulde sommer i mands minde. I næsten 14 dage lå skibet i Sydnorge og ventede på god vind til turen over Nordsøen.
Samtidig var et andet af Danmarks fornemme skibe også i området. Kongeskibet Dannebrog med dronning Margrethe, prins Henrik og dronning Anne-Marie ombord. De var på kongeligt besøg hos den norske dronning Sonja i forbindelse med hendes 70 års fødselsdag.
Dronning Margrethe døbte Havhingsten i 2004 og gensynet med langskibet vakte glæde hos dronningen og hendes følge. Havhingsten skipper Carsten Hvid benyttede chancen til at tilbyde Margrethe, Anne-Marie og prins Henrik et lift fra havnen i Båly og ud til Dannebrog, som lå for anker udfor kysten.