Archieved

Dublin flager for Havhingsten

Published: 05/08-2007
Archieved: 31/12-2008

Ingen irer og ingen turist i Dublin kan længere være i tvivl om, at Havhingsten nærmer sig sit mål.

Skipper på Havhingsten, Carsten Hvid, har lovet at anduve Dublin i verdens længste rekonstruktion af et vikinge-krigsskib tirsdag den 14. august. Helt præcist klokken 13:30 på Custom House Quay.

Og for at gøre alle byens borgere og turister på besøg opmærksomme på skibets ankomst har myndighederne i byen de seneste dage hængt flag op i Dublin. Fra de blafrende flag vajer Havhingstens stolte logo.

Ingen ved præcist, hvor mange mennesker der vil stå på kajen og tage imod Havhingsten og skibets besætning. Nogle gæt lyder på et publikum på omkring 100.000. Uanset hvor mange, der vil finde vej til havnen i Dublin tirsdag den 14. august er det helt sikkert, at dagen bliver en meget stor fest for byen.

For Havhingsten er en rekonstruktion af et krigsskib, som blev bygget i Dublin i 1042. På sin vis er det irernes skib, som nu vender tilbage til sin hjemhavn efter næsten tusind år i eksil. De første mange år som skibsvrag på bunden af Roskilde Fjord. Og i dag som en skrøbelig udstillingsgenstand på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.


Created by Henrik Kastoft