Solskin, kærlighed og fem bryllupper: En uforglemmelig dag i museumshavnen

Årets største kærlighedsfest lørdag den 13. september 2025, hvor fem par sagde deres livs vigtigste ’ja’ ombord på verdens største, genskabte vikingeskib, Havhingsten fra Glendalough.
Fem brudepar sagde ja til hinanden ombord på vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough.
Published: 13/09-2025

Lørdag den 13. september blev Museumshavnen ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde forvandlet til en levende kærlighedsscene, da fem par blev viet ombord på verdens største rekonstruktion af et vikingeskib, Havhingsten fra Glendalough.

En stemningsfuld ceremoni midt i havnen

Under høj sol og med fjorden som bagtæppe blev vielserne en smuk og stemningsfuld oplevelse med rørende taler og levende musik. 

Vikingeskibsmuseet indlede Den Store Dag med at byde velkommen til brudepar, gæster og tilskuere. Jesper Stub Johnsen, der er chef for museumsfagligafdeling på museet, sagde blandt andet:

"I dag fejrer vi ikke bare jer, der siger "ja" til hinanden – vi fejrer kærligheden og ægteskabet. Golden Days har åbnet dørene til en kærlighedsfest på tværs af museer, historier og generationer. Det minder os om, at kærlighed ikke kun hører privatlivet til, men er noget vi skaber og deler i fællesskab. Kærligheden er også kulturarv".

Kærlighed i et større perspektiv

Herefter ankom de fem brudepar i en smuk procession, anført af DNA-forsker Eske Willerslev og Roskildes borgmester, Tomas Breddam. Parrene gik over broen – en symbolsk overgang til deres nye liv som ægtefolk – og ned ombord på Havhingsten. Skibet blev derefter trukket langsomt ud midt i museumshavnen, hvor det lå smukt og roligt, så de mange mennesker, der fulgte ceremonien fra kajen og broerne, kunne overvære parrenes store dag.

Ceremonien blev indledt med en personlig og tankevækkende tale af Eske Willerslev, der med afsæt i sin forskning i menneskets genetiske historie satte kærligheden i et større perspektiv. Parrene blev derefter viet ét for ét af Roskildes borgmester, Tomas Breddam, ombord på det imponerende vikingeskib. Efter vielserne blev der skålet for parrenes fælles fremtid med mjød – en gestus, der bandt nutidens kærlighed sammen med fortidens ritualer.

Musik og magisk stemning

Musikgruppen Virelai skabte en magisk stemning med deres levende fortolkninger af nordisk middelalder- og vikingemusik. Tonerne fra drejelire, fløjter og trommer fyldte havnen og forstærkede den historiske atmosfære, hvor fortid og nutid smeltede sammen i kærlighedens navn.

Scenen kunne ikke have været smukkere, og Havhingsten imponerede i den grad Eske Willerslev som ramme om vielserne:
Det kan ikke blive smukkere. Selv ikke Peterkirken kan leve op til det her,” sagde ceremonimesteren efter vielserne var veloverstået.

Fejring og folkefest

Efter vielserne blev der ønsket tillykke, krammet og danset på Strandengen, og stemningen var tæt af glæde, varme og nærvær. Det var første gang, der blev afholdt vielser på Havhingsten, og ritualet blev et smukt eksempel på, hvordan kultur og historie kan danne ramme om moderne kærlighedsritualer.

Med Havhingsten som ceremoniens centrum blev Den Store Dag en folkefest, hvor fortid og nutid mødtes i kærlighedens navn.

En del af Golden Days Festival

Over 500 gæster deltog i festlighederne, som begyndte allerede kl. 10 med gratis aktiviteter på Strandengen. Arrangementet var en del af Golden Days Festival, der i år har temaet Kærlighed – en festival om det største af alt.

Vikingeskibsmuseets tale til brudeparrene

Kære brudepar, kære gæster – og kære kærlighed.

Vi står i dag på et helt særligt sted. 
Havhingsten er ikke bare et enormt flot vikingeskib – Det er et vidnesbyrd om drømme, rejser, mod og fællesskab.

Et skib bygget ved hjælp af vikingetidens håndværkstraditioner, båret af vikingernes drømme og deres mod til at søge mod det ukendte. I dag er det ikke havets bølger, der bærer jer mod ukendte kyster – men kærligheden.

I vikingetiden var ægteskabet først og fremmest en praktisk aftale mellem familier. Det handlede om jord, arv og alliancer. Men hvis man tror, at vikingerne ikke dyrkede kærligheden, tager vi fejl. For i sagaerne møder vi også længslen, lidenskaben og de stærke følelser, der kunne ryste hele slægter.

I Laxdæla sagaen kan vi læse, at Guðrún og Kjartan er forelskede, men politiske og familiemæssige spændinger gør, at de ikke får hinanden. Kjartan gifter sig med en anden, og Guðrún gifter sig sidenhen med hans fjende. Historien ender på tragisk vis med Kjartans død – og en Guðrún, der på sit dødsleje siger, at af alle de mænd, hun elskede, elskede hun Kjartan mest.

Man giftede sig for slægtens skyld – men man elskede på trods. Nogle gange lykkedes det endda, at praktikken og passionen gik hånd i hånd.
Og måske er det netop det, ægteskabet også er i dag: en blanding af det jordnære og det storladne. At stå med fødderne solidt plantet – og samtidig turde kaste sig ud på rejsen uden at kende alle bølgerne på forhånd.

I dag fejrer vi ikke bare jer, der siger "ja" til hinanden – vi fejrer kærligheden og ægteskabet. Golden Days har åbnet dørene til en kærlighedsfest på tværs af museer, historier og generationer. Det minder os om, at kærlighed ikke kun hører privatlivet til, men er noget vi skaber og deler i fællesskab. Kærligheden er også kulturarv.

Så lad os glæde os over, at I brudepar i dag tager mod til jer – ligesom vikingerne, der satte sejl mod det ukendte. At sige "ja" er ikke at kende alle svarene på forhånd, men at vælge at rejse sammen.
Kære brudepar: Må jeres skib sejle stærkt. Må det bære jer trygt, når stormene raser. Og må det altid have plads til både kærlighed, latter, fællesskab – og fest.

For i dag er ikke bare en bryllupsdag. Det er en kærlighedsfest – og vi er alle inviteret.

Tillykke – og lad rejsen begynde.


Created by Rikke Tørnsø Johansen