En stemningsfuld ceremoni midt i havnen
Under høj sol og med fjorden som bagtæppe blev vielserne en smuk og stemningsfuld oplevelse med rørende taler og levende musik.
Vikingeskibsmuseet indledte Den Store Dag med at byde velkommen til brudepar, gæster og tilskuere. Jesper Stub Johnsen, der er chef for museumsfagligafdeling på museet, sagde blandt andet:
"I dag fejrer vi ikke bare jer, der siger "ja" til hinanden – vi fejrer kærligheden og ægteskabet. Golden Days har åbnet dørene til en kærlighedsfest på tværs af museer, historier og generationer. Det minder os om, at kærlighed ikke kun hører privatlivet til, men er noget vi skaber og deler i fællesskab. Kærligheden er også kulturarv".
Kærlighed i et større perspektiv
Herefter ankom de fem brudepar i en smuk procession, anført af DNA-forsker Eske Willerslev og Roskildes borgmester, Tomas Breddam. Parrene gik over broen – en symbolsk overgang til deres nye liv som ægtefolk – og ned ombord på Havhingsten. Skibet blev derefter trukket langsomt ud midt i museumshavnen, hvor det lå smukt og roligt, så de mange mennesker, der fulgte ceremonien fra kajen og broerne, kunne overvære parrenes store dag.
Ceremonien blev indledt med en personlig og tankevækkende tale af Eske Willerslev, der med afsæt i sin forskning i menneskets genetiske historie satte kærligheden i et større perspektiv. Parrene blev derefter viet ét for ét af Roskildes borgmester, Tomas Breddam, ombord på det imponerende vikingeskib. Efter vielserne blev der skålet for parrenes fælles fremtid med mjød – en gestus, der bandt nutidens kærlighed sammen med fortidens ritualer.
Musik og magisk stemning
Musikgruppen Virelai skabte en magisk stemning med deres levende fortolkninger af nordisk middelalder- og vikingemusik. Tonerne fra drejelire, fløjter og trommer fyldte havnen og forstærkede den historiske atmosfære, hvor fortid og nutid smeltede sammen i kærlighedens navn.
Scenen kunne ikke have været smukkere, og Havhingsten imponerede i den grad Eske Willerslev som ramme om vielserne:
“Det kan ikke blive smukkere. Selv ikke Peterskirken kan leve op til det her,” sagde ceremonimesteren efter vielserne var veloverstået.
Fejring og folkefest
Efter vielserne blev der ønsket tillykke, krammet og danset på Strandengen, og stemningen var tæt af glæde, varme og nærvær. Det var første gang, der blev afholdt vielser på Havhingsten, og ritualet blev et smukt eksempel på, hvordan kultur og historie kan danne ramme om moderne kærlighedsritualer.
Med Havhingsten som ceremoniens centrum blev Den Store Dag en folkefest, hvor fortid og nutid mødtes i kærlighedens navn.
En del af Golden Days Festival
Over 500 gæster deltog i festlighederne, som begyndte allerede kl. 10 med gratis aktiviteter på Strandengen. Arrangementet var en del af Golden Days Festival, der i år har temaet Kærlighed – en festival om det største af alt.
Eske Willerslevs tale til brudeparrene
Kære brudepar og par, der igen siger ja til hinanden
Først og fremmest: Tillykke!
I har gjort noget usædvanligt: I har fundet hinanden – og I har valgt hinanden. Frivilligt. Og nogle af jer viser i dag, at I bliver ved med at gøre det.
Og det er faktisk ret utroligt, når man kigger på pardannelse i mange kulturer og historisk. Det er også utroligt, at I står her – ikke mindst, hvis man kigger på det med biologiens øjne.
For det første: I eksisterer. Det lyder banalt, men det er det slet ikke. De fleste arter, der nogensinde har levet, er uddøde. Millioner af livsformer kom aldrig så langt, at de kunne føre deres gener videre. Og ikke nok med at I eksisterer: I blev ikke en bregne. Ikke en blæksprutte. Ikke en egetræsplanke i et vikingeskib. I blev mennesker! Og jeres forfædre – de klarede den. I tusindvis af generationer overlevede de istider, sult, sygdomme og krige. Alt sammen for at bringe jer hertil. Det er evolutionens helt store kærlighedskædebrev.
Og som mennesker er I født med noget helt særligt: Evnen til at knytte jer dybt og varigt til et andet menneske. Ikke bare for at overleve – men for at elske og høre til. At vælge hinanden. Det handler om kærlighed.
Den tåler alt, udholder alt, overvinder alt. Vi mærker den i små øjeblikke og på de største dage. Dens veje er uransagelige, men at den får verden til at snurre rundt, er der vist ingen tvivl om. I kan kalde det lige, hvad I vil. Vi kalder det kærlighed.
I dyreverdenen mødes hanner og hunner som regel kun kortvarigt for at parre sig.
Alligevel findes der arter, der danner langvarige parforhold – nogle endda for livet. Hos fugle er det faktisk udbredt, for eksempel hos svaner, ørne og albatrosser, hvor begge forældre ruger æg og fodrer ungerne. Livslange par ses også hos nogle søheste.
Blandt pattedyr er det sjældnere, men det ses hos fx ulve, bævere, gibbonsaber og nogle flagermus. Hos nogle varer båndet hele livet, hos andre kun én ynglesæson. Fælles for dem er, at det fælles ansvar for afkommet øger chancen for succes.
Og det forstod vores forfædre også.
I vikingetiden var ægteskabet ofte en aftale mellem familier – men det betød ikke, at kærlighed var fraværende. Tværtimod. Sagaerne fortæller om mænd og kvinder, der længtes, digtede, fulgte deres hjerte – og satte alt på spil for den, de elskede.
De havde endda et særligt udtryk for den stærkeste form for tiltrækning: inn mátki munr – den mægtige længsel. Et udtryk, som rummer både begær og hjerte.
Det beskriver ikke bare lyst, men den dybe, indre kraft, der trækker ét menneske mod et andet – en kærlighed, som bæres af mod, af vilje og af gensidig genkendelse.
Munr betyder længsel eller dragning, både erotisk og sjælelig. Og mátki – mægtig – fortæller os, at det her ikke er en stille fornemmelse, men en drivkraft. Noget, man ikke blot føler, men må følge. Noget, man vælger – også når det koster.
Vikingerne vidste, at kærlighed ikke altid var nem. Men de vidste også, at den var værd at kæmpe for.
Ikke kun vikingerne beskrev kærligheden med store ord, nyere forskning i biologisk antropologi beskriver romantisk kærlighed som en af de stærkeste drivkræfter, vi har, og hjernescanninger har vist, at forelskelse aktiverer samme belønningscentre som kokain. Det forklarer måske noget. Og det er ikke tilfældigt: Det er evolutionens måde at få os til at fokusere intenst på ét andet menneske – længe nok til at skabe tilknytning, og i bedste fald: et trygt, bæredygtigt fundament for et liv sammen og for at føre slægten videre.
Det er netop det, I fejrer i dag: Ikke bare lyst, ikke bare forelskelse – men ønsket om tilknytning. Den dybe, trygge forbundethed, som kan bære et livsforløb.
Men kærlighed handler selvfølgelig ikke bare om statisk tryghed, og ægteskab er ikke kun en juridisk status. Kærlighed og ægteskab er i høj grad en proces, der kræver, at I bliver ved med at være nysgerrige på hinanden. Ikke bare nu, men også down-the-line. Og her er det godt at tænke på evolutionen: Det handler ikke om at være perfekt – men om at være tilpasningsdygtig. Det er dem, der kan ændre sig, tilpasse sig, og finde nye måder at være sammen på, som overlever – og blomstrer. Jeg vil sige, at et godt ægteskab udvikler sig. Det muterer, det justerer sig, det lærer. Og nogle gange går det igennem små kriser, som faktisk er nødvendige for, at noget nyt og stærkere kan vokse frem. Min personlige erfaring er, at kriser går over, og at man, selv om man måske ikke tror det i situationen, finder hinanden igen.
Hvis man hele tiden prøver at holde fast i det, som var, visner det mellem hænderne på en, men hvis man tør lade forholdet forandre sig – ligesom alt liv omkring os – så kan det vokse sig større og dybere, end I måske forestiller jer i dag.
Forskning viser, at det ikke er mangel på kærlighed, der får forhold til at kollapse - men mangel på venlighed, opmærksomhed og evnen til at reparere efter konflikt. Og her er videnskaben også vigtig. Fra John Gottman, der i en livsalder har forsket i parforhold – har jeg lært, at der er én ting, som kendetegner langtidsholdbare forhold: De har fem gange så mange positive interaktioner som negative. Fem til én. Det er regnestykket! Husk det, når hverdagen rammer.
Så lad mig slutte med det vigtigste:
Husk at passe på hinanden og blive ved med at vælge hinanden, som nogle af jer præcis også gør i dag – gør det også, når ting er svære, så får I en partner, der kender jer bedre end nogen anden, og som er der, både når ting i livet går godt og dårligt.
Endnu engang: Tillykke med kærligheden!
Vikingeskibsmuseets tale til brudeparrene
Kære brudepar, kære gæster – og kære kærlighed.
Vi står i dag på et helt særligt sted.
Havhingsten er ikke bare et enormt flot vikingeskib – Det er et vidnesbyrd om drømme, rejser, mod og fællesskab.
Et skib bygget ved hjælp af vikingetidens håndværkstraditioner, båret af vikingernes drømme og deres mod til at søge mod det ukendte. I dag er det ikke havets bølger, der bærer jer mod ukendte kyster – men kærligheden.
I vikingetiden var ægteskabet først og fremmest en praktisk aftale mellem familier. Det handlede om jord, arv og alliancer. Men hvis man tror, at vikingerne ikke dyrkede kærligheden, tager vi fejl. For i sagaerne møder vi også længslen, lidenskaben og de stærke følelser, der kunne ryste hele slægter.
I Laxdæla sagaen kan vi læse, at Guðrún og Kjartan er forelskede, men politiske og familiemæssige spændinger gør, at de ikke får hinanden. Kjartan gifter sig med en anden, og Guðrún gifter sig sidenhen med hans fjende. Historien ender på tragisk vis med Kjartans død – og en Guðrún, der på sit dødsleje siger, at af alle de mænd, hun elskede, elskede hun Kjartan mest.
Man giftede sig for slægtens skyld – men man elskede på trods. Nogle gange lykkedes det endda, at praktikken og passionen gik hånd i hånd.
Og måske er det netop det, ægteskabet også er i dag: en blanding af det jordnære og det storladne. At stå med fødderne solidt plantet – og samtidig turde kaste sig ud på rejsen uden at kende alle bølgerne på forhånd.
I dag fejrer vi ikke bare jer, der siger "ja" til hinanden – vi fejrer kærligheden og ægteskabet. Golden Days har åbnet dørene til en kærlighedsfest på tværs af museer, historier og generationer. Det minder os om, at kærlighed ikke kun hører privatlivet til, men er noget vi skaber og deler i fællesskab. Kærligheden er også kulturarv.
Så lad os glæde os over, at I brudepar i dag tager mod til jer – ligesom vikingerne, der satte sejl mod det ukendte. At sige "ja" er ikke at kende alle svarene på forhånd, men at vælge at rejse sammen.
Kære brudepar: Må jeres skib sejle stærkt. Må det bære jer trygt, når stormene raser. Og må det altid have plads til både kærlighed, latter, fællesskab – og fest.
For i dag er ikke bare en bryllupsdag. Det er en kærlighedsfest – og vi er alle inviteret.
Tillykke – og lad rejsen begynde.
