Vikingernes Jól på Vikingeskibsmuseet

Juletræspyntning i Vikingeskibshallen
Published 26th Nov 2020

Når bådene er på land om vinteren, samles vi indendørs og fortæller historier – om guder, legender og fabeldyr, om sommerens togter og handelsrejser. Tag venner og familie med på Vikingeskibsmuseet i juledagene.

Juletræet er blevet pyntet af skolebørn fra Absalon Skole i Roskilde. Museumsbutikken er fyldt med dejlige gaver og juleting og Café Knarr har gjort vinter menuen klar.

Daglige rundvisninger i hele december

Kom og deltag i gratis rundvisning på enten dansk eller engelsk og hør historien om verdens største samlede vikingeskibsfund. De gamle skibe fortæller historien om handel, togter og udlængsel. Skibene er samtidig et af de vigtigste arkæologiske fund fra Danmark.

» Tjek kalenderen og se hvilke aktiviteter, der finder sted, den dag du besøger os.

Aktiviteter for hele familien

I vikingetiden fejrede man ikke jul, som vi gør det i dag. Dengang var juletiden en rituel offerfest, hvor dyr blev slagtet og lysets genkomst fejret. Det store årshjul blev vendt.

Der er dog ligheder, og man mødtes med familie og venner og spiste og drak i store mængder. Det gode øl blev stillet frem, historier blev fortalt omkring den levende ild, og den mørke tid blev for en stund glemt.

Fortællinger fra den nordiske mytologi i juleferien

I den mørkeste del af året var det vigtigt at holde det onde væk, det gjorde man bl.a. ved fortællinger. Dem kan man høre på museet hver dag i juleferien.

Tag plads mellem de originale vikingeskibe, hvor børn og barnlige sjæle kan glemme alt om virkeligheden og indleve sig i fortællingerne, når museets dygtige formidlere genopliver fortællekunsten. 

Udforsk vikingeskibene og få et Vikingediplom 

Gå på opdagelse rundt på museet og find ud af en masse om vikingeskibene imens I løser vikingeopgaver, både ude og inde. Efter fuldført mission får børnene udleveret et Vikingediplom.

Klips et vikingeskib

Vikingernes skibsbyggere var mestre i at skabe sødygtige fartøjer. Gå mestrene i bedene og klips dit eget vikingeskib i pap, og drøm dig ud på togt, når foråret kommer. Aktiviteten finder sted i Vikingeskibshallen.

Skriv julekort med runer

Skriv julekort med runeskrift, hvor det påtrykte runealfabet er ’nøglen’ til både afsender og modtager. De gratis go-cards udleveres i Billetsalget i Vikingeskibshallen og i Café Knarr, hvor I kan nyde frokosten eller en kop kaffe imens der skrives hilsner til familie og venner. 

» Se vintermenuen hos Café Knarr, hvor der også serveres gløgg og æbleskiver i denne søde juletid.

Find julegaver og julepynt i Museumsbutikken

Find den personlige gave, mandelgaven eller julepynten hos os. Forkæl dig selv og dine med dejlige tekstiler, brugskunst, bøger, spil eller smykker. Vi har også mange spændende 'vikinge' kolonialvarer som mjød, specialøl, sennep, krydderier og Læsø Salt.

» Find årets lune strikhue eller familiens næste arvesmykke i Museumsbutikken.

Særlige jule- og nytårsaktiviteter:
19.-23. og 26.-30. december, samt 1.-3. januar 2020


Udstillingerne har åbent fra 10.00 – 16.00

Entré: 115 kr. for voksne og børn under 18 år er gratis.

NB! Museet er lukket 24., 25. og 31. december.

Børnefortælling: kl. 13.00 - 13.30
Rundvisning på engelsk: kl. 11.00
Rundvisning på dansk: kl. 14.00 

Rundvisningerne tager ca. 45 min.

I løbet af dagen vil der være 'pop-up' formidling, hvor vores dygtige formidlere fortæller mere om våben, mad og rejser i vikingetiden.