Vikingeskib på forsøgsrejse i Grønland sender vindstille hilsen til de gamle nordboere

Skjoldungen ved Qaqortoq, Sydvestgrønland 2016. Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto / Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Skjoldungen ved Qaqortoq, Sydvestgrønland 2016. Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto / Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Published 28th Jul 2016

Det lille vikingeskib Skjoldungen har nu sejlet i de isfyldte farvande langs Grønlands sydvestkyst i godt tre uger. Besætningen, der således er mere end halvvejs igennem forsøgsrejsen, er undervejs blevet en hel del klogere på de gamle vikingers rejsevilkår ad søvejen, og det kalder især på én stærk følelse: Respekt.

De otte frivillige ombord på Skjoldungen er draget ud for at sejle 600 km i Nordboernes kølvand i en rekonstruktion af et af datidens skibe, for at afklare hvor let – eller svært – det har været for de gamle vikinger at bevæge sig ad søvejen mellem de små afsidesliggende bosættelser. De har mærket på deres egen krop, hvordan det må have været at sejle fra bygd til bygd for de nordboere, der for mere end 1000 år siden fulgte Erik den Røde til landet, han havde døbt Grønland.

Styrke - Der skal arbejdes ved årerne

Den største overraskelse for besætningen har været, at der stort set aldrig rør sig en vind. Forventningen om at kunne komme frem for sejl er blevet gjort til skamme, og de otte frivillige har måttet ro sig frem.
”Vi har roet og roet og roet - mange dage otte timer i stræk – og vi er ærligt lidt slidte”, siger skipper ombord på Skjoldungen Ole Sand, som leder forsøgsejladsen. ”Det er ikke meget, vi haft gavn af vores sejl, og det kommer faktisk lidt bag på os, at det stort set aldrig blæser heroppe om sommeren, hvor vandende er til at besejle”.

Vikingeskibet Skjoldungen har plads til 14 mand ved årerne, men på den igangværende forsøgssejlads er blot otte mand ombord. Det har stor betydning for, hvor hurtigt skibet kan sejle, og hvor anstrengende det er, at drive skibet frem.

”Vi arbejder hårdere og i længere tid ad gangen, end hvis skibet var fuldt besat ved årerne”, siger Ole Sand og tilføjer, ”så måske bliver vi hurtigere slidt end de gjorde dengang. Vores læring er i alle tilfælde, at det krævede kræfter og viljestyrke, at trække i de årer dag ind og dag ud. Respekt for dem, som rent faktisk gjorde netop det”.

Vovemod - Naturen er lunefuld

Både tidevandet og de kraftige fjordvinde er to andre erfaringer, som har gjort stort indtryk på skipper:

”Hele tiden skal vi være på forkant med naturen heroppe, for vores sikkerhed afhænger af det”, fortæller Ole Sand. ”Det kræver en vis portion vovemod at acceptere, at man sådan er underlagt naturens luner. Her kan de heftige fjordvinde rejse sig lynhurtigt, og de er så stærke, at vi ikke kan ro op imod dem. De vinde har allerede tvunget os til at søge nødhavn et par gange. Det samme gælder tidevandet, som med sine tre meters forskel kan være både voldsomt og uberegneligt, og hvis man er uheldig, kan det knuse et skib, der ligger for anker”.

Mental styrke - Skibet er lille, men dælens dygtigt håndværk

Skjoldungen er et lille skib på bare 11 meter, og de otte besætningsmedlemmer lever tæt ombord. Tre uger med slidsom roning, afbrudt nattesøvn for at holde skibsvagt og udfordrende sejlads mellem isflager, fjordvinde og tidevand kræver stor mental styrke at overkomme. Selv om de otte ombord også mærker træthedstegnene nu, er de dog stadig glade for hinandens selskab og nyder turen.

”Vores erfaringer fra denne forsøgssejlads gør os fyldt med respekt for de gamle nordboere, som ud over fysisk udholdenhed også må have haft et stort mentalt overskud og en pæn portion vovemod”, siger Ole Sand. ”Og så er vi til stadighed benovet over deres evner som bådebyggere”.

Skjoldungen, der er en rekonstruktion af et af vikingetidens fiskerbåde, som har været brugt til sejlads i Grønland, har vist sig at være et særdeles velsejlende skib, der ligger godt i vandet, tåler høj sø og tackler søer på tværs. I det hele taget opfører det sig rigtig pænt.

”Vi kan mærke, at skibet er bygget til denne form for sejlads”, siger Ole Sand og smiler. ”Faconen af undervandsskroget og måden, konstruktionen giver opdrift i forskibet gør, at vi ligger rigtigt fint og stabilt. Det er dælens godt håndværk”.

Info:
  • Besætningen har en 15/45-minutters turnus ved årerne. Seks mand ror, to mand holder pause, og der skiftes hvert kvarter. Således får hvert besætningsmedlem lov at ro i 45 minutter for derefter at få 15 minuttes pause.
  • Besætningen har erfaret, at tidevandet i fjordene kan variere med op til en time fra de officielle tidevandstabeller. I stedet for tabeller aflæser de vandstanden på klipperne i forhold til tang- og græsgrænser og bestemmer derudfra, om det er flod eller ebbe.
  • Som en del af det eksperimentalarkæologiske projekt er Skjoldungen udstyret med tovværk af forskellige materialer. Besætningen har erfaret at tov af tjæret hamp bliver stift og svært at arbejde med, mens reb af hestehår eller sælskind forbliver blødt og nemt at håndtere.
  • Projektet er eksperimentalarkæologisk, hvor besætningen afprøver nordboernes rejsevilkår ad søvejen i praksis.
  • De otte ombord er alle frivillige fra Vikingeskibsmuseets bådelaug.
  • Udfordringerne med tidevand og fjordvinde har tvunget besætningen til at indkøbe en påhængsmotor af sikkerhedsmæssige årsager, så de kan komme forbi og videre fra potentielt farlige situationer. De strækninger, der tilbagelægges for motor, vil blive trukket ud af resultaterne fra forsøgsrejsen.
  • Grønlandstogtet sker i samarbejde med forskere fra Vikingeskibsmuseet og Nationalmuseet i Grønland. Forskerne forventer, at få – ikke alene værdifuld, men også ekstremt svært tilgængelig - viden om, hvordan hverdagslivet var for nordboerne. Besætningen skal blandt andet undersøge og dokumentere sejltider og distancer for sejl og årer i forhold til vind, tidevand, is mm.
  • Vikingeskibet Skjoldungen, som er museets rekonstruktion af det arkæologiske skibsfund, Skuldelev 6.  En 11 meter lang rejse- og fiskebåd, oprindeligt bygget i Vestnorge omkring år 1030, og en bådtype som nordboerne sandsynligvis har anvendt til lokal sejlads, såvel som til fangst og fiskeri i Grønland.

Sejladsen kan i perioden 3. juli – 10. august følges på Vikingeskibsmuseets hjemmeside, hvor Skjoldungens position opdateres hver time og meldinger fra besætningen lægges op dagligt på: <link internal-link internal link in current>www.vikingeskibsmuseet.dk/fagligt/skibenes-togter/skjoldungens-groenlandstogt-2016/.

Projektet er finansieret af:
•    Aase og Jørgen Münters Fond
•    Tryg-Fonden, Oticon Fonden
•    15. Juni Fonden
•    Ernest B. Sund Fonden
•    Kong Christian den Tiendes Fond
•    Royal Arctic Line.


Created by Lisbeth Weichel