Vikingeskibsmuseet tester: Hvor svært er det at knække en skibsplanke fra vikingetiden?

Published 05th Dec 2021

Knækker en skibsplanke fra vikingetiden nemmere end nutidens? Eller er det lige omvendt? I ny digital videoserie tester en række museer og mediet Vores Tid historien, heriblandt holdbarheden af vikingernes berømte skibe op mod nutidens savværkstræ.

Hvilken teknik ville du fæste din lid til, hvis du var du var ude på verdens syv vilde have? En moderne savteknik eller en 1000 år gammel kølveteknikr, som vikingerne benyttede, når de fremstillede planker til skibene.

I en ny video tester Vikingeskibsmuseet i Roskilde sammen med museumsmediet 'Vores Tid' holdbarheden af to træplanker – en kløvet planke, lavet med vikingernes teknik og en anden, savet på et moderne savværk.

» Resultatet kan du se i denne video på VORES TIDs YouTube kanal

Det er del af en ny videoserie, hvor flere kulturhistoriske museer i mediet Vores Tid ’tester historien’ for at få et historisk perspektiv på nutidens genstande, som vi kender fra hverdagen. For kun ved at se fortiden i aktion, forstår vi for alvor nutiden.

”Vi vil gerne formidle vores viden på forskellige måder, så vi også fanger interessen hos nogle, som ikke normalt besøger os,” siger Søren Nielsen, der er bådebygger og leder af Vikingeskibsmuseets bådeværft.

Vikingeplanke er stærkest

I videoen viser vikingeplanken sig at være stærkest.

”Det er jo overraskende, at man med en 1000 år gammel teknologi kunne fremstille noget, som er stærkere end meget af det, vi i dag producerer,” siger Søren Nielsen, ”men teknikken var jo grundlaget for, at vikingeskibene var så stærke, selvom de er fremstillet i en enkel og let konstruktion, som er meget æstetisk.”

Han håber, videoen kan inspirere flere til at interesse sig for træet som materiale og måske selv give sig i kast med håndværksprojekter.

”Jeg håber, at nogle vil se egetræet derhjemme i haven på en ny måde og måske endda prøve at kløve det med samme teknik, som vikingerne anvendte, og bruge plankerne til at bygge et flot spisebord.”

Var vikingerne klogere end os?

”De havde en forståelse for naturens materialer, der siden er gået i glemmebogen, og som vi forsøger at genopdage på Vikingeskibsmuseet. Der er vi - ligesom i videoen - nødt til at prøve os frem og teste historien på en lavpraktisk måde.”

Betyder det så, at vikingerne var klogere, end vi er i dag? Ja og nej, mener Søren Nielsen.

”Vikingerne valgte kun de fineste egetræer uden knaster og snoninger, men metoden efterlod meget spildtræ. Da træsaven bliver opfundet i middelalderen, kan man udnytte træet mere effektivt, og samtidig bruge flere af skovens træer til planker, også de grove og knastede, selvom styrken i dem er svagere.”

Hvis man saver et stærkt og lige egetræ langs ’marv-strålerne’ i træet – ligesom vikingerne flækkede det – vil det have samme styrke, afslører Søren Nielsen.

Mens vi i dag fokuserer på skovens biodiversitet og vores ressourceforbrug, var det ikke noget, vikingerne skævede til. De så skoven som en produktionsenhed med det resultat, at næsten alle de store og fine egetræer blev fældet. De sidste par hundrede år har vi dyrket skoven på en klogere måde, så der til stadighed kommer nye store egetræer, mener Søren Nielsen.

”Til gengæld kan vi måske med fordel genopdage træets anvendelighed som materiale, for eksempel når vi bygger huse,” siger han.

Kulturhistorien kan perspektivere nutiden

Videoserien er produceret af museumsmediet 'Vores Tid', der med base på Nationalmuseet, består af i alt 11 kulturhistoriske museer fra hele landet – herunder Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Museumsmediets formål er at bruge kulturhistorien til at perspektivere nutiden og formidle museernes kulturhistoriske viden og forskning til nye målgrupper, der typisk ikke kommer på de fysiske besøgssteder.

Og det er videoserien et nyt forsøg på, fortæller Jacob Frische, der er chef for Vores Tid.

”De danske kulturhistoriske museer indeholder en guldgrube af viden, som vi forsøger at formidle ud til et større publikum. I videoerne ’tester vi historien’ for på en lavpraktisk og lidt humoristisk måde at vise, at historien er dybt relevant for de udfordringer, vi som mennesker og samfund står over for i dag,” siger Jacob Frische.

Videoserie tester historien:

I videoserien 'Test historien' kan du også se om:

  • Pølsepinde med mos er bedre end toiletpapir
  • Sekstanten er at foretrække til en gps
  • En vikingebue er bedre i krig end en moderne bue
  • Danmarks ældste bil kan køre fra en fodgænger

» Alle 5 videoer kan ses her 
https://www.youtube.com/playlist?list=PLqe5rFNB65s5TB8ztQHQvorwMhUG_NLN4

Fakta om vikingernes skibe:

Vikingerne kunne tage på store togter, fordi deres skibe var smidige, elegante og stærke på samme tid, og hemmeligheden bag det var netop det kløvede træ.

Vikingerne spejlkløvede et træ i to halvdele, så i kvarte og dernæst i ottendele og sekstendedele. Når kløvningen var overstået blev plankerne derefter grov- og glathugget. Ved at kløve træet på denne måde, deler træet sig naturligt langs fibrene. Det gør hver enkelt planke stærkere og sikrer, at man kan bygge af tyndere træ.

'Test historien'-videoserien er støtttet af Slots- og Kulturstyrelsen

Videoerne er realiseret med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen, genstartspulje 2: Tilgængeliggørelse af kultur for alle - digitale tilbud til borgerne.

Fakta om museumsmediet 'Vores Tid':

Vores Tid er et medie for Danmarks kulturhistoriske museer med base på Nationalmuseet.

Museer bag 'Vores Tid':
• Dansk Jødisk Museum (København)
• Danmarks Tekniske Museum (Helsingør)
• Fiskeri- og Søfartsmuseet (Esbjerg)
• Østsjællands Museum (Faxe)
• Museum for Forsyning og Bæredygtighed (Dronninglund)
• Museum Horsens
• Museum Silkeborg
• Odense Bys Museer
• Sydvestjyske museer (Ribe)
• Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Projektejer: Nationalmuseet


Created by Rikke Tørnsø Johansen