Det nordiske skib - Færøbåden

Sagaer, arkæologiske fund og nordiske stednavne og låneord taler deres tydelige sprog om vikingernes aktiviteter og bosættelser i Nordatlanten. Der er mange spor fra vikingetiden på Orkneyøerne og Shetlandsøerne, Island, Grønland og så langt mod vest som Newfoundland i Nordamerika. På Færøerne har hele den færøske kultur stærke bånd til fortiden, direkte tilbage til vikingetiden. Kulturen og den barske natur har holdt fast i traditionerne bl.a. omkring de maritime håndværk. Den færøske båd er som vikingeskibene en let konstruktion, spids i begge ender, med høje stævne og et markant spring. Færøbåden er i første række udviklet som en robåd på grund af øgruppens særlige geografi. Smalle sunde med stærk strøm, dybe fjorde og stejle fjelde med risiko for kraftige kastevinde kan gøre det vanskeligt at manøvrere for sejl. 

Immateriel kulturarv

Øvelse, øvelse og atter øvelse er forudsætningen for alt godt håndværk. En bådebygger skal kunne forstå sammenhængen mellem byggematerialer, bådens funktion og det farvand, båden skal bruges i. Det er grundlaget for traditionel bådebygning og for at bevare det maritime håndværk og kulturen omkring bådene. Vikingeskibsmuseet arbejder målrettet med at bevare de maritime håndværk gennem forskellige byggeprojekter. De klinkbyggede både, der stadig bliver bygget på Færøerne, er efterkommere af vikingernes skibe. Det er håndværkene omkring bådene også. 

Bådebygning på Færøerne

På Færøerne bliver bådene stadig bygget på klamp og øjemål, det vil sige helt uden skabeloner. Bådens linjer danner bådebyggeren ved hjælp af sit øjemål. Bådens form bliver skabt over nogle faste målepunkter, som bliver afsat under bygningen. I dag bruger bådebyggeren en tommestok, i ældre tid anvendtes en målepind, en såkaldt tre-alen-stok. Bådebyggerfaget blev lært ved, at en lærling arbejdede sammen med en erfaren bådebygger. Det siges, at var han udlært efter at have bygget 10 både sammen med mesteren. 

På nær nogle få træagtige planter voksede træer og buske oprindeligt ikke på Færøerne. Hvor fik færingerne træ til deres både fra? Krumvokset drivtømmer og drivtømmer i al almindelighed kunne bruges til dele af bådenes indre opbygning, spanter, tofteknæ samt til bordplanker. Men ellers blev den færøske båd bygget af træ, der blev importeret fra Norge. Norske både blev også brugt, skønt en beskrivelse fra 1673 fortæller, at færingernes egne både var bedre. Færøbådene var nemlig tilpasset de farlige strømforhold i farvandene mellem øerne. De vanskelige landingsforhold på de færøske klippekyster havde også stor betydning for bådenes form.

De færøske bygder var afhængige af fiskeri og kontakt til omverdenen, og de lå derfor nær havet.  I gamle dage drog bådebyggeren rundt til de forskellige bygder for at bygge på bestilling. Han medbragte sit værktøj - en økse, en sav, en høvl og en toldekniv, og byggeriet foregik i det fri, tæt ved vandet.

Den færøske båd har helt frem til sidste halvdel af 1900-tallet været livsvigtig for fiskeri, grindefangst og samfærdslen mellem øerne.  De forskellige farvande stillede særlige krav til bådens egenskaber, og bådebyggerne løste opgaven ud fra hver deres erfaring. Man siger derfor, at ikke to færøske både er ens.

Færøbåden findes i flere størrelser. I løbet af 1900-tallet blev færøbåden videreudviklet til maskinbåde og kaproningsbåde.