Udenrigspolitik i vikingetiden

I vikingetiden og middelalderen var den kristne kirke meget magtfuld. Vikingerne kendte til kristendommen fra rejser i udlandet og fra munke der missionerede om den i Norden. Men årsagen til, at Harald Blåtand, som den første danske konge, lod sig døbe, er nok snarere politisk. 

Truslen fra Frankerriget

Danmarks største problem i vikingetiden var Frankerriget mod syd, og senere, efter Frankerrigets deling, det Tysk-Romerske Kejserrige. De forsøgte mange gange gennem tiden at blande sig i interne danske forhold; både verdslige (den materielle, ikkereligiøse del af virkeligheden) som religiøse. Især det danske hedenskab var et problem for vores sydlige naboer og erobringer af danske områder blev opfattet som moralsk acceptabelt, hvis formålet var at kristne indbyggerne. 

Det danske folk normalt meget modvillige overfor missionærerne. Munkene blev opfattet som spioner og uromagere, der skabte ustabilitet i landet. De få skriftlige skandinaviske kilder, der omtaler missionærerne, beretter i hvert fald, at de mødte stor modstand fra høvdinge og konger.

Som et militært værn mod syd byggede danskerne grænsevolden Dannevirke. Første del er fra 737, og den blev forstærket og udbygget flere gange i løbet af vikingetiden. Også Harald Blåtands dåb ca. 965 kan tolkes som et ”religiøst” eller politisk værn mod tyskerne. Ved at lade sig døbe og erklære Danmark kristent, fratog han effektivt den tysk-romerske kejser undskyldningen for at blande sig i Danmarks indenrigspolitik eller endda i at invadere landet.

Den tyske kirke fortsatte dog med at blande sig. Både i 965 og 988 besluttede man fra tysk side, at bisperne i Danmark ikke skulle betale skat til den danske konge.

England som forbillede

I de følgende århundreder forsøgte den danske kirke at frigøre sig yderligere fra den tyske indflydelse. Ærkebispesædet i Hamborg-Bremen havde oprindeligt fået Norden som missionsområde og havde i slutningen af vikingetiden overhøjhed (politisk magt) over den danske kirke. De danske konger forsøgte i stedet at knytte den danske kirke stærkere til den engelske kirke – hvilket forekom naturligt da England var på danske hænder fra 1013 til 1042. Der var i øvrigt nære forbindelser gennem hele vikingetiden mellem Danmark og England. Biskopper og præster blev hentet til Danmark fra England, og engelsk byggeskik var fremtrædende i de danske stenkirker på dette tidspunkt. Også Svend Estridsen (1047-74) gjorde hvad han kunne for at gøre den danske kirke uafhængig af Hamborg-Bremen. Men først under Erik Ejegod (1095-1103) lykkedes det at skabe et dansk ærkebispesæde.

Formodentlig har mange vikinger blot indsat den kristne Gud, Hvidekrist, i den hedenske gudeverden. Man har ikke villet opgive forfædrenes tro og de stærke traditioner og måske ikke haft forståelse for den kristne monoteisme. (Betyder at der kun var én gud). Mange er sikkert fortsat med at dyrke forfædrenes guder i smug efter den officielle kristning af Danmark. På Island ved vi, at det var Altinget (stormændenes råd), der besluttede at man skulle være kristne. Men samtidig blev det vedtaget, at det stadig var tilladt at tro på og dyrke de gamle guder, blot det ikke var offentligt.

» Da danerne blev kristne

» Kongemagt og samfund

» Nordens guder