Var der jul i vikingetiden?

Julen har i årtusinder været en af årets store højtider - hvis ikke den største i Norden.
Her i den mørkeste tid samledes man omkring bordet for at drikke for fred og spise godt.

Når vi sætter os til bords for at spise og drikke den gode julemad og juleøl, er det altså en tusindårig gammel, nordisk skik vi holder i hævd. Sådan fejrede vores forfædre i vikingetiden midvinteren.

Jul eller Kristmesse

Julen – har vi lært - er en kristen fest. Men det, at holde fester om vinteren startede længe før Danmark blev kristnet. Dengang kaldtes fejringerne for Jól.

Trods århundredres ihærdige forsøg på at få festerne omdøbt til Kristmesse, kalder vi stadig vinterens festligheder for jul.

Jul betyder fester

Men hvad betyder jul egentlig? I et kvad – digt – om den norske konge Harald Hårfager fra 900-tallet hører man om at ’drekka jól’. Digtet beretter, at han sidder på sit skib midt på havet og drikker julen ind - og glæder sig over ikke at sidde inden døre og drikke med kvinderne.

Jul eller jól er et ord, der kun findes i flertal, og kan oversættes med fester. Ordet dækker altså over en række fester og betyder en festtid eller festperiode.

Også i dag består julen ofte af flere fester, frokoster eller sammenkomster i løbet af julemåneden.

Hvornår fejrede vikingerne jul?

’Jól’ var den tid på året, hvor vinterfesterne fandt sted i løbet af i december og januar, fra vintersolhverv -21. december - til dagene igen begyndte at blive lysere i slutningen af januar.

De vigtigste af festerne lå ved ’Midvinter’. I vikingetiden regnede man tiden fra oktober til april for vinter.

Dermed lå midvinterfejringen midt i januar og markerede, at halvdelen af den mørke tid ovre - at det nu gik mod lysere tider og året blev genfødt. På den måde var julen også en fejring af frugtbarhed.

Vikingernes store julegilde  

I jólen gik vikingerne gik på besøg hos hinanden, ligesom vi gør det i dag. Man tog mad og drikke med og holdt julefester, der kunne vare flere dage. 

For vikingerne var grisen et frugtbarhedssymbol og ved julefesterne blev der derfor slagtet masser af svin, så man kan sagtens tænke sig, at traditionen med flæskesteg juleaften stammer fra vikingerne.

I juletiden blev der spist ekstra fin mad: Friskslagtet svinekød, grød og julebrød lavet med hvedemel og honning.

Juleofring

Noget, der adskiller vikingernes jul fra vores, er de mange ofringer. Araberen at-Tartuschi fortæller, hvordan man i vikingebyen Hedeby fejrede vintersolhvervet. Det gjorde man ved at ofre dyr til guderne.

Det var kvinderne, der lavede ceremonien. Også araberen Ibn Fadlan beskriver en dyreofring. Han fortæller, at når dyrene blev slagtet, så blev noget af kødet givet til de fattige, og noget blev lagt til guden. Hovedet fra de ofrede dyr blev sat på en stage. Man spiste altså kødet fra de ofrede dyr.

Skål - julen blev fejret med drikoffer

Drikofferet - det at drikke sammen for et godt år og fred med hinanden - spillede en central rolle til midvinterfesterne. hvor ønsket om fred og frugtbarhed i det kommende år stod stærkt.

I Hakon den Godes saga fortælles, at Hakon var på julebesøg hos en stormand, hvis bønder forlangte, at han skulle blote - ofre - til ’àrs ok fridar’, altså ’til år og fred’.

I sagaen berettes også om en skik, hvor høvdingen skulle bære fyldte horn rundt om ilden ved julegildet. Han skulle først vie hornet og offerkødet ved at drikke Odins horn til sejr og vælde for sin konge. Derefter skulle man drikke Njords horn og Frejs horn til "år og fred".

Juleøl

I ’Gulatingsloven’ fra 1000-tallet står der, at alle gårde skulle brygge en god stærk øl ved juletid, og at der skulle ekstra humle og honning i. Hvis man ikke bryggede rigeligt, risikerede man at få en bøde.

Den gode julebryg skulle også drikkes rimeligt hurtigt, for den kunne ikke holde sig. Derfor var det god skik for vikingerne at byde på rigeligt øl.

Julegaver og juleønsker

I en anden saga - Hervør og Heidriks saga - fortælles om et julegilde, hvor værten lod en stor galt/gris komme ind i salen. Det var guden Frejs hellige dyr, og ved den kunne man sværge eller aflægge løfter for det kommende år.

I sagaerne har vi også det første eksempel på ordet ’julegave’. I en beskrivelse af Norges kong Håkon, der var konge fra 1093 til 1095, fortælles det, at Håkon ikke opkrævede de traditionelle afgifter fra bønderne, herunder julegaver - jólagjafir’ – til kongen.

Andre steder i sagaerne kan man læse om julegaver, der minder mere om det vi kender i dag. Stormændene gav gaver til vigtige personer omkring årsskiftet, og med tiden blev disse gaver knyttet til julefesten.

Nisser er virkelig gammel

Alle ved, hvordan en nisse ser ud - rød tophue og gråt tøj.
 vikingetiden blev nissen kaldt for gårdboen. Han var som regel en god fyr, der hjalp med at passe kvæg og heste. Hans belønning var et stort fad grød med smørklat til jul. Nissen lavede sjov med gårdens folk.

Men hvis han blev drillet, hævnede han sig frygteligt. I vikingetiden sørgede man for at holde sig gode venner med nissen, ellers kunne den sørge for, at ens dyr blev syge eller huset brændte. Nissen var altså ikke altid så sød. Vikingerne satte derfor mad til nissen hver dag i hele julen.

Fra jól til jul

Overgangen til den nye, kristne tro omkring år 950, betød i virkeligheden meget lidt for den jul, vi stadig kender så godt.

Da gamle traditioner fra vinterfesterne blev ført videre i fejringen af Jesu fødsel - også selvom højdepunktet for festlighederne blev flyttet far midt i januar til 25. december.

Mange holdt dog fast i de gamle nordiske guder og blev ved med at ofre dyr til guderne, selv om det egentlig var blevet forbudt.

Det blev engang fejret Jól i hele Europa

Når både konge og kirke ønskede en kristen fest, er det bemærkelsesværdigt, at vi her i Norden stadig kalder vinterfesterne for jul.

Ordet ’Jól’ var tidligere udbredt i hele Europa, men der er ordet nu næsten helt forsvundet andre steder. I England lykkedes det at indføre Kristmesse-ordet, hvor det nu hedder Christmas - men de bruger faktisk indimellem de gamle ord ’Yule’ og ’Yuletide’.

Julen er evig foranderlig

Med tiden forsvandt også ofringerne og troen på de nordiske guder, men mange juletraditioner blev bevaret. Vi kan nok takke vikingerne for både den rigelige mad og den gode øl, og gæster, fester og gaver.

Og måske kan vi se på vikingernes jul og lære, at trods forandringer, så forsvinder traditionerne omkring vinterens fester nok aldrig helt - selv om de tilpasses nye tider.

Hvorfor kalder vi det jul?

Ordet jul stammer fra det hedenske og oldnordiske ord jól.

Vikingernes jól var en fejring af lysets tilbagekomst og en tid for at aflægge løfter.  Det var en mindetid for afdøde slægtninge, og en tid hvor man samledes til mad og fest. Sidst men ikke mindst var det en anledning til at ofre til guderne og skåle ”til år og fred”.

I vikingetiden var festen ikke den 24. december, men midt på vinteren. Det hedenske vinterhalvår begyndte omkring den 13. oktober og varede frem til den 14. april. Skriftlige kilder fortæller, at vikingerne omkring den 13. januar havde en fest, hvor der blev holdt gilde og ofret til guderne. De fejrede, at midten af vinterperioden var nået, og man gik lysere tider i møde.

I 900-tallet blev midvinterfesten slået sammen med de kristnes fejring af Jesu fødsel. Snorre fortæller i Håkon den Godes Saga, at det var den norske Kong Håkon, der bestemte, at festen skulle rykkes til d.24. december.

Hvad betyder ordet jól?

Oprindeligt betyder jól festerne. I juletiden var der ikke kun én fest men flere, hvor vikingerne samledes og holdt gilde eller blót. Nogle mener, at jul har forbindelse til ordet hjul, og dermed hentyder til årets gang.Islandsk: jól
Dansk, Svensk og Norsk: jul
Engelsk: yule

Juleritualer

Løfter for det nye år

Et juleritual bestod i at lukke en stor vildsvineorne ind i den hal, hvor vikingerne festede. De modigste af hallens mænd skulle aflægge løfter for særlige bedrifter, de ville opnå inden næste jul. Løftet skulle aflægges med hånden på ornens stride rygbørster. Løfterne kunne handle om erobringer - af land eller af kvinder.

Grisen var et vigtigt symbol. Guderne Frej og Freja, der var frugtbarhedsguder, havde grise som ridedyr. De to vildsvineorner, de red på, hed Gyllenbørste og Stridssvin. I vikingetiden var vildsvinet et symbol for konger og høvdinger.

Gudernes skål

I Håkon den Godes saga, fortælles der om et midvinterblót. Mændene der deltog i ofreceremonien, lod et drikkehorn gå på omgang mellem sig. Af hornet drak de mjød, mens de skålede for Odin, Njord og Frej.

Fik vikingerne julegaver?

 I vikingetiden gav man blandt andet gaver for at skabe venskaber.

I Viga-Glúms Saga berettes om et julegilde hos den norske høvding Vigfús. På hans gård samledes mange mennesker, og der var kamp om, hvem der skulle sidde ved siden af hans skønne datter, Astrid. Derfor blev der trukket lod blandt de unge mænd. Ved gildets afslutning ”…var hun givet som passer sig for en stormand og menneskene med gaver bort-løstes”. Astrid var blevet lovet bort til giftermål, og alle gæsterne blev sendt hjem med julegaver.

Fra de nordiske guder til Jesus

Mødet mellem den hedenske jul og kristendommen forløb ikke uden problemer. Olav den Hellige var konge over Norge fra 1015-1028. Han var kristen og ønskede, at julen i Norge skulle fejres efter de nye, kristne traditioner. Derfor blev der slået hårdt ned på tolv storbønder, der havde blótet for de gamle, nordiske guder ved juletid. Én mistede livet, andre blev lemlæstet, og resten fik konfiskeret deres jord og dømt fredløse. På denne måde fik kongen sat en blodig stopper for den hedenske jul i Trøndelag i Norge.

Nisser i vikingetien?

Ingen jul uden nisser. I vikingetidens folketro eksisterede nogle beslægtede væsner; vætterne. De foretrak tøj i grålige nuancer. Vætterne bosatte sig under menneskenes boliger, og ved juletid ofrede vikingerne til deres gård-vætte. Der kunne opstå venskaber mellem menneskene og vætterne.  Men de kunne også være tyvagtige, og det blev fortalt, at de kunne gøre sig selv usynlige.

En fejring af lysets genkomst

 Langt de fleste mennesker i vikingetiden var bønder. De var afhængige af, at markerne gav en god høst. Og derfor var solen  vigtig. 
I begyndelsen af 500-tallet – før vikingetiden – blev det skandinaviske område beskrevet af den romerske historieskriver Procopius.
Han fortæller, at menneskene nordpå var rædselsslagne for at solen midt i den mørkeste vinter aldrig ville vende tilbage på himlen.
Derfor holdt de en stor fest, når det atter vendte mod lysere tider.
Det var også lysets tilbagekomst, vikingerne fejrede ved midvinter.  

Havde vikingerne juletræer?

Juletræet har kun været i de danske julestuer i godt 200 år. Traditionen med juletræet kom fra Tyskland. Det første juletræ i Danmark stod på godset Holsteinsborg på Sydsjælland i 1808. Juletræet blev først almindelig i alle danske hjem omkring år 1900.