Råsejlet - dragens vinge
Det traditionelle rektangulære 'vikingesejl' hedder et 'råsejl' fordi det bæres af en bom, der kaldes en 'rå'. Den hejses op ad masten, så sejlet kommer til at ståmere eller mindre tværs over skibet alt efter vindens retning.
Hvis man sejler med vinden i ryggen står rå og sejl vinkelret tværs over skibet for at fange så meget vind som muligt. Sejler man derimod skråt op mod vinden på kryds 'brases' råen, så sejlet kommer til at stå nærmest diagonalt.
Selve sejlet har i vikingetiden været fremstillet af uld eller hør eller muligvis hamp. Alt var naturligvis håndspundet og håndvævet. Sejlet kunne være kantet med tovværk af hestehår for at opnå styrke.
Det færdige sejl blev præpareret med en fedtet substans, der f.eks. kunne være en blanding af mankefedt fra heste og okker, for at få dugen vindtæt og vandskyende.
Alt i alt krævede det næsten lige så meget arbejde at producere et sejl som at bygge båden til sejlet.
Tovværket var slået af bast fra træer, især lindebast var meget brugt. Til vanter og stag, de tov, der støtter masten på de store skibe,anvendte man gerne hvalroshud til at flette af, fordi et sådant reb var uhyre stærkt, det strakte sig ikke under pres, og det sugede ikke vand i modsætning til hampetov, der senere blev det mest almindelige til rigningstov. Hestehårstovværk var formentlig også kendt allerede i vikingetiden.
Man skal dog sejle en meget længere distance, end hvis man kunne sejle direkte mod vinden og man må også forberede sig på, at det kan tage lang tid.
1900-tallets brugsbåde med spryd- eller gaffelrig (i midten) går ca. 45-50 grader til vinden og kan have en afdrift på omkring 5 grader.
Vikingeskibene kan med deres råsejl sejle 60 grader til vinden, men da de kun har en ganske lav køl, kan de drive op til 10-15 grader af især i høj sø.
At sejle mod vinden
De fleste mennesker kan uden problemer forstå, at en sejlbåd kan sejle med vinden. Vinden blæser ind i sejlet og skubber båden fremad.
En sejlbåd kan ikke sejle lige mod vinden, fordi sejlet ikke kan stilles sådan i forhold til skroget, at vinden kan virke på det.
Kommer vinden ret forfra vil vikingeskibenes råsejl bakke og dermed presse skibet baglæns. For at komme til en destination, der ligger direkte mod vinden, må man 'sik-sakke' sig frem ved at sejle skråt mod vinden, først med den ene skibsside mod vinden og så med den anden.
Det kaldes at 'krydse' mod vinden. Man skal dog sejle en meget længere distance, end hvis man kunne sejle direkte mod vinden og man må også forberede sig på, at det kan tage lang tid.
På 'kryds' i et vikingeskib
Ikke alle sejlbåde krydser lige effektivt. En moderne sejlbåd med trekantet bermudarig og dyb finnekøl er bedst. Den kan sejle i en vinkel på ca 30 grader til vinden og næsten uden afdrift.
1900-tallets brugsbåde med spryd- eller gaffelrig går ca 45-50 grader til vinden og kan have en afdrift på omkring 5 grader.
Vikingeskibene kan med deres råsejl sejle 60 grader til vinden, men da de kun har en ganske lav køl, kan de drive op til 10-15 grader af især i høj sø.
Men de kan altså alligevel krydse med 45-50 grader i behold. Det var der ikke mange, som troede på, før Vikingeskibsmuseet begyndte på sine sejladsforsøg med rekonstruktionerne af vikingeskibe tilbage i 1974.
Men hvordan kan sejlbåde egentlig sejle fremad med vinden ind fra siden eller endda skråt forfra? For at forstå det, må vi kigge på sejlets facon.
Et sejl er syet med en vis kurve, så det set fra oven ligner en flyvinge, som da også virker på samme måde. Når vinden rammer den forreste kant af sejlet, 'forliget', tvinges luftstrømmen til at ændre retning og hastighed.
Fakta:
Ifølge Newtons tredje lov vil et legeme a (sejlet), der påvirker et legeme b (luften) med en kraft, blive påvirket af en lige stor modsat rettet kraft.
Denne kraft påvirker sejlet, og dermed båden, vinkelret på sejlet i det effektive sejlcenter, som er et punkt ca. 1/4 inde i sejlet regnet forfra, og dermed skråt fremad i forhold til bådens retning.
Opløser man denne kraft i en fremadrettet og en sideværts komposant, ser man at den bidrager noget til fremdriften, men overvejende presser sejlet sidelæns - det vil sige krænger båden og får den til at drive sidelæns.
Såsnart båden begynder at gøre fart gennem vandet ved hjælp af vindens kraftpåvirkning, får kølen det forbistrømmende vand til at ændre retning på samme måde, som sejlet påvirkede vinden, blot modsatrettet.
På denne måde udlignes det meste af den tværskibs komposant af sejlets kraft; det der er tilbage kaldes afdriften.
Afdrift og kølens betydning
Når båden ikke bare driver samme vej, som vinden blæser, skyldes det, at båden stikker ned i vandet, hvor den 'står fast' ved hjælp af skibets køl.
Man kan sige, at kølen er den kniv, der skærer skibets vej i vandet.
Vikingeskibene har en lav køl, der går fra stævn til stævn. Den lave køl gør, at skibene kan sejle på lav vand og kan trækkes op på strandene. Men den lave køl er ikke lige så effektiv til at holde skibet på 'ret kurs', som de meget dybe køle, vi i dag har på moderne lystbåde.
Derfor sejler vikingeskibene en lille smule (10-15 grader) sidelæns, , når man sejler med vinden ind fra siden, selvom det ser ud til, at de sejler fremad.
Forskellem mellen den kurs - retning - man styrer og den kurs - retning - skibet rentfaktisk sejler kalder man for 'afdrift'. Jo hurtigere man sejler jo mindre afdrift og afdriften kan bliv ganske stor, hvis man sejle i høje bøljer eller, hvis vinden er så kraftig, at man må 'rebe' sejlet - altså gøre sejlet mindre, for ikke at kæntre.
"Skal vi ro eller sejle?"
Vikingetidens store handelsskibe blev kun drevet frem med sejlet, og brugte kun årerne til eksempelvis havnemanøvre. De mindre fiske- og brugsbåde kunne drives frem med enten årer eller sejl og krigsskibene var kendt for deres mange årer og hurtighed for sejl.
På krigsskibene kunne man altså vælge mellem to fremdrivningsformer. Valget afhang dels af vindens styrke og dels af vindens retning i forhold til den vej, man skulle.
I vindstille kunne det altid betale sig at ro. Men begyndte det at blæse lidt - og var vinden ikke imod - var det lettere at sætte sejl. Hvis vinden derimod var stik imod, var det ofte en fordel at fortsætte roningen så længe luftningen var svag, men blæste det op, så det blev for tungt at ro, måtte man til at krydse (siksakke) sig frem mod vinden for sejl.
Fakta: Forsøg med det lille langskib 'Helge Ask'
Sejladsforsøg med 'Helge Ask', rekonstruktionen af det lille krigsskib, Skuldelev 5, har vist, at det er meget vigtigt, at overveje, hvornår det kan betale sig at sejle og, hvornår årerne skal ud:
I vindstille kan 'Helge Asks' 26 årer drive skibet op på næsten 6 knob i sprint, mens gennemsnitsfarten over længere perioder vil være omkring 5 knob. (1 knob = små 2 km/t).
Under roning i mod vinden lægger man masten ned for at formindske vindmodstanden, men alligevel vil farten falde, hvis (mod)vindstyrken øges.
I jævn vind vil farten være omkring. 4 knob, mens den i hård vind vil være faldet til lige under 2 knob, ikke mindst, hvis der er høj sø.
Under sådanne omstændigheder må mast og sejl op, så der kan krydses.
Selv om 'Helge Ask' kan sejle med en fart af 6 knob skråt op mod vinden, så bliver den resulterende fart lige mod vinden kun ca. 1,5 knob, når der mås krydses for at nå fem til målet.
Det skyldes dels, at vinklen mellem vindretningen og skibets kurs ikke kan blive meget mindre end 60 grader, og dels at afdriften sidelæns på grund af den lave køl kan blive helt op til 15 grader eller mere.
I medvind går det derimod helt anderledes stærkt. Da er "Helge Ask" nemlig en af bådsamlingens hurtigste sejlere. I hård vind nås 9 knob med rebet (begrænset) sejlareal.
Med fuldt sejl oppe er en topfart på lige ved 14 knob målt i hård vind til stiv kuling.
Vendinger
Når man drejer skibet så meget i forhold til vinden, at sejlet skal skifte side, taler man om en vending. Med et råsejl kan man gøre det på to måder: Med vinden ind bagfra taler man om en kovending. Her flyttes sejlet i ro og mag med rundt, efterhånden som man drejer skibet. Sejlet står fyldt og trækker under hele manøvren, men hvis man er i færd med at krydse op mod vinden, koster den en tur med vinden rundt før man er på plads på den nye kurs.
Kovending
1. Skibet krydser sig op mod vinden som kommer ind fra styrbord (højre side i sejlretningen).
2. Skibet er drejet om til halvvind stadig med vinden ind fra styrbord.
3. Vinden kommer nu ind agterfra, og sejlet drejes langsomt rundt samtidig med at skibet stadig drejes mod bagbord (venstre side i sejlretningen).
4. Sejl og skib er nu vendt rundt, og skibet kan krydse videre, men nu med vinden ind fra bagbord.
Drejer man derimod op imod vinden, kaldes det en stagvending; man går over stag. Her drejer man skibet indtil vindøjet; når vinden kommer ret forfra. Så begynder sejlet at fyldes fra den "forkerte" side, og mens skibet drejes videre rundt til den nye kurs, svinger man sejlet rundt. Stagvendingen kræver fart i skibet og lykkes ikke altid med de langkølede vikingeskibe. Manøvren koster som regel nogle meters baglæns sejlads, mens sejlet bakker og skibet går gennem vindøjet.
Stagvending
1. Skibet krydser sig op mod vinden, der kommer ind fra styrbord.
2. Skibet ligger med forstævnen lige i vinden, og sejlet begynder at bakke, fordi vinden kommer ind i det forfra.
3. Sejlet bakker skibet, så bagbord vender mod vinden. Nu skal sejlet svinges hurtigt rundt, så vinden igen kan drive skibet fremad.
4. Sejlet er svunget rundt, og skibet krydser videre, men nu med vinden ind fra bagbord.
Uanset hvilken manøvre der bruges, taler man om at skifte halse. Halsen er det til enhver tid forreste nederste hjørne af råsejlet, og den skiftes bogstaveligt talt fra den ene side af skibet til den anden. Bagbord halse og styrbord halsebetyder, at halsen er gjort fast i den pågældende side (som er den side vinden kommer fra). Selv på moderne fartøjer, hvor man ikke bruger råsejl med en flytbar hals, bruger man udtrykkene styrbord og bagbord halse for at angive, hvordan fartøjet sejler i forhold til vindretningen.