Eksperimental arkæologi

Eksperimentel arkæologi

Traditionel arkæologi går ud på at bevare og udforske den materielle kulturarv. Genstande bliver udgravet, analyseret, konserveret og til sidst, udstillet på museer.

Eksperimentalarkæologi tager den proces et skridt videre: Genstandene bliver rekonstrueret i fuld skala og brugt til deres oprindelige formål. På den måde, bliver vi klogere på, hvordan tingene blev fremstillet og brugt af folk i fortiden. Denne erfaring giver os en dybere, mere nuanceret forståelse af livet gennem tiderne. 

At rekonstruere kræver et samarbejde mellem mange forskellige partnere. Arkæologer, historikere og håndværkere må arbejde sammen for at opnå det bedste resultat. Akademikere bidrager med deres viden om den udgravede genstand og dennes kulturhistoriske sammenhæng, mens håndværkere bidrager med deres praktiske kunnen og forståelse af materialer. Tilsammen kan de uddrage størst mulige viden fra de enkelte genstande, der skal rekonstrueres. 

Men man får ikke kun praktisk indsigt ved gennemførelse af arkæologiske eksperimenter. Fremstilling af rekonstruktioner kan også give os indblik i udviklingen af handelsruter og netværk, teknologiske fremskridt og møder mellem forskellige kulturer. Ved at gendanne fortidens genstande kommer vi tætter på fortidens samfund, og hvordan det blev organiseret. 

Maritim eksperimentalarkæologi

Et skibsfund er en kilde til en omfattende og kompleks kulturhistorisk viden, og det er vores opgave at aflæse så meget af denne viden som muligt med henblik på at opnå en større viden om det enkelte skibs konstruktion og udrustning. Endvidere udforsker vi skibets sejlegenskaber og belyser kulturhistoriske problemstillinger, der berører samspillet mellem fortidens skibe og samfund. Rekonstruktion og afprøvning i fuld størrelse indgår derfor som et vigtigt element i den samlede analyse af såvel arkæologiske, historiske, etnologiske som ikonografiske kilder til det undersøgte skibsfund.

Det konkrete produkt, rekonstruktionen, kan sammenlignes med en historisk fremstilling. Det repræsenterer ikke sandheden om, hvordan originalen eller virkeligheden så ud i alle detaljer, men det at frembringe billedet er en katalysator og et redskab for en proces, hvor der opstår nye problemstillinger og nye sammenhænge, som får os til at se og tolke kildematerialet med nye øjne.

1700-tals vrag med last af slibesten. Indstiksmåling af træets nedbrydning

Aflæsning af et skibsvrag

Ingen har forudsætning for alene at aflæse al den information. Aflæsningen af et skibsfund betinger derfor et samarbejde mellem mennesker med vidt forskellige kompetencer, erfaringsbaggrund og indfaldsvinkler. Måden at se og spørge på må til stadighed udvikles og raffineres af et bredt sammensat arbejdsteam, der tilsammen kan behandle et omfattende og meget forskelligartet kildemateriale, og som med helheden for øje kan tage stilling til en lang række problemstillinger. Det er processen og de spørgsmål, den bringer frem, der har betydning for analysen. Det er selvklart, at tingene ikke nødvendigvis har været sådan eller sådan - bare fordi det kan lade sig gøre. Og det er selvklart, at arbejdet ikke handler om at finde ét svar eller én løsning, men om at opstille hypoteser og indkredse mulige svar. De resultater, der opnås i den eksperimental arkæologiske proces, kan ikke sammenlignes med naturvidenskabens målinger, som fremkommer gennem forsøgsopstillinger, der principielt kan gentages i det uendelige under kontrollerede forhold. Det skibsarkæologiske eksperiment er så kompliceret og så præget af indbyrdes sammenhænge, at det ikke er muligt at udvælge, isolere og analysere en enkelt faktor på samme måde, som det kan gøres i et forsøgslaboratorium. Alligevel kan den sejlende rekonstruktion betragtes som en stor forsøgsopstilling, der giver umiddelbar tilbagemelding om alle detaljer, idet de enkelte dele ”falder ud” eller melder tilbage, når de ikke fungerer i helheden. Det kan være knæ, der springer; naglehuller, der slides påfaldende i et bestemt område af skibet; en mast, der ikke arbejder rigtigt sammen med riggen osv.


Hvis resultaterne skal have kulturhistorisk værdi, må de endvidere gennemføres under realistiske forhold. Det betyder i praksis, at forsøgssejladser må gennemføres i naturens konstant foranderlige elementer - vind, strøm og sø. Samtidig spiller det menneskelige element ind - kan vi måle os med datidens kunnen og kundskab? Med disse problemstillinger for øje, må der arbejdes med blik for helheden, og det samme forsøg må gentages mange gange og under skiftende forhold for at udlede middelværdier for f.eks. fart og krydsegenskab.

Det konkrete produkt, rekonstruktionen, kan sammenlignes med en historisk fremstilling. Det repræsenterer ikke sandheden om, hvordan originalen eller virkeligheden så ud i alle detaljer, men det at frembringe billedet er en katalysator og et redskab for en proces, hvor der opstår nye problemstillinger og nye sammenhænge, som får os til at se og tolke kildematerialet med nye øjne.