På jubilæumstogt med Havhingsten

I 2012 kunne Vikingeskibsmuseet fejre 50-året for udgravningen af vikingeskibene fra Skuldelev. Som en del af festlighederne sejlede 'Havhingsten fra Glendalough' på jubilæumstogt ud i det danske sommerland. Det 30 meter lange vikingeskib med dets 60-mand store besætning er en ultimativ drøm, der blev virkelighed gennem 50 års arbejde med vikingernes skibe.
 

Skuldelevskibene 1962 - 2012

I sommeren 1962 udgravede arkæologer fem skibe fra fundstedet midt i Roskilde Fjord. Med nedrammede metalplader tørlagde man fjordbunden og skabte en kunstig ø. Skibsdelene blev optaget i tusinder af brudstykker og efter en langvarig konservering og en minutiøs rekonstruktionsproces kunne det næste 1000 år gamle skibstømmer samles på ny.
Fundet omfatter fem forskellige skibstyper, der tilsammen giver et godt indtryk af vikingetidens samfund og spændvidden i vikingetidens skibsbygningskunst. Skibene repræsenterer vikingetidens absolutte højteknologi, hvor design og form er nøje tilpasset skibets funktion. De fem Skuldelevskibe røber historier om krig og togter, om handel og rejser til fjerne egne, og om livet ved og med havet i tiden, hvor Danmark blev til. Og skibe var forudsætningen for de store forandringer, der kendetegner vikingetiden: Byernes opståen i Norden, rigets samling og erobringen af nyt land.
Vikingeskibene skabte grundlaget for museets eksistens og udgangspunktet for museets arbejde og forskning gennem de seneste 50 år – og i fremtiden. De skabte drømmen om udforskning og formidling af vikingetidens maritime kultur. Det enestående fund har haft afgørende betydning for bevaringen af vores marinarkæologiske kulturarv, og at dansk marinarkæologi hører til blandt de fremmeste på verdensplan.
 

Havhingsten sejler igen

Med jubilæumstogtet blev 'Havhingsten' et markant omdrejningspunkt i fejringen af 50-års jubilæet. Med om bord på verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib var 60 frivillige besætningsmedlemmer og en masse fortællinger om vikingeskibene. Få har sejlet med før, for de fleste var det først togt med 'Havhingsten'. Langskibet havde nemlig ikke været på togt siden sejladsen til Irland og retur i 2007 – 2008. Dengang blev det kun til få besøg i danske havne, jubilæumsåret var derfor en enestående mulighed for at sende skibet ud i Sommer-Danmark.
”Vi pakker en del af Vikingeskibsmuseet ned om bord og sejler oplevelserne ud i det danske sommerland” fortalte Rikke Johansen, kommunikationskoordinator på Vikingeskibsmuseet. ”Hvor Havhingsten kommer frem, vil besætningen invitere til ‘åbent skib’. Publikum får mulighed for at komme helt tæt på livet om bord og opleve det skib, der i 2007-08 gjorde den dramatiske sejlads til Dublin i Irland og retur. Skibet medbringer desuden en mobiludstilling, spændende foredrag og en række prøv-selv vikingeaktiviteter for børn.