Carsten begyndte med at lave splejsningen, ved at lave et øje i den rigtige størrelse. Så tog han rebets to kordeler, og holdt den ene over og den anden under rebet, lige under bunden af øjet. Han tog den kordel som lå over, og begyndte at lægge den på plads under øjet, så rebet blev forøget i tykkelse fra to- til tre-trådet. Da han havde splejset ca. 10 cm ned fra øjet, satte han træpinden med den resterende kordel ind under sit ben og begyndte at arbejde på selve øjet.
Øjet er fremstillet på samme måde som resten af rebet, men denne gang blev den tredje kordel lagt rundt om øjets længde, og ikke langs resten af rebet. Han fortsatte med at lægge kordelerne sammen, indtil han havde arbejdede hele vejen rundt til bunden af øjet. Så målte han længden på den resterende kordel, og skar den over, så den var ca. 30 cm lang.
Ved hjælp af et merlespiger, åbnede han et hul i bunden af øjet, og indsatte enden af kordelen. Så blev kordelen gjort tyndere ved at skære nogle af baststrimlerne væk. Resten af strimlerne blev nu lagt ind i rebet under øjet ved at bruge et merlespiger, som åbnede et mellemrum imellem kordelerne, hvilket gør det muligt at passere enderne ind igennem. Da han havde arbejdet ca. 15 cm ned fra bunden af øjet, blev de sidste fibre skåret af.
Carsten lagde mærke til, at det virkede som om laget af oksetalg, havde gjort rebet lidt nemmere at arbejde med. Han var dog hurtig til at understrege, at der ikke er etnografiske beviser fra den nordisk reblægnings-tradition for, at folk ville havde gjort det samme i fortiden. Det er hans egen forståelse af materialerne fra en håndværkers perspektiv som fører ham til dette logiske valg. Han fortalt om en oplevelse han havde med nogle lindebast ligtov på et uldsejl: Sejlet havde været behandlet med oksetalg, og det havde naturligvis fedtet af på ligtovet. Rebet, som var i kontakt med den fedtede sejl, var mere holdbart end normalt, og det virkede som om fedtet havde forhindret nedbrydelsen af fibrene.
Hvilken betydning fedtet kommer til at have i forhold til Gislingebådens rig, kan vi ikke sige noget om endnu. Men det er et andet interessant eksempel på, hvordan håndværkerens instinktive forståelse af sine materialer, og hvordan de præsterer, kan skubbe grænserne i forhold til, hvordan vi udnytter dem.
Har nogen af jer prøvet at smøre lindebastreb ind i fedt, eller en anden form for behandling?
Næste gang, færdiggørelse af forstaget ...
