Fra starten havde vi planlagt at Gidslingebåden skulle have hørsejl. Det er der et antal grunde til:
- Museet har allerede produceret adskillige håndvævede uldsejl til forskellige af de eksisterende rekonstruktioner, så vi havde en god basis af information op imod at teste en hørsejl.
- Mens der er ingen overlevede fragmenter fra sejldug lavet af hør fra arkæologiske udgravninger, er der gode beviser på storstilet produktion af hør til tekstiler fra fund, såsom fra Næs på Sjælland, Frydenlund på Fyn og Skansø i nord Jylland.
- Der er en masse potentielle data, der skal indhøstes fra rekonstruktioner og sammenlignende tests af hør- versus uld-sejl i form af, hvor godt de præsterer og hvor lang holdbarhed de har.
Sejlet skal være 10 m2 og laves af fem enkelte baner på hver 65 cm bredde, som syes sammen. Før vævning og syning kan begynde, skal hør-fibrene først bearbejdes.
Hørplanterne er klar til at blive høstet i august. Traditionelt blev de høstet i hånden, så længden af stænglen blev så langt som muligt, og dermed også gav så lange fibre som muligt. Første step går ud på at fjerne frø fra stænglerne, for at de kan bruges til såning det efterfølgende år. Dette gøres ved at benytte en knevle - en slags kam med tænder for hver 0,5 til 1 cm mellemrum.
Hørren skal herefter rødnes. En metode der benyttes er, at hørren lægges i et tyndt lag på en eng, og vendes hver anden dag. Ved rødningen angribes hørren af bakterier, der nedbryder marven i stænglen. De yderste lag af hørren - barken om du vil - indeholder fibre og marven skal svækkes for at kunne skille dem fra hinanden. Processen tager 3-5 uger, afhængig af vejret. Du kan også rødne ved at lægge hørren i vand, men det vigtigste her er, at det er rindende vand. Bakterierne som processen genererer, er giftige, så stillestående vand vil hurtig blive en trussel mod både husdyr og vilde dyr.
Efter rødning skal fibrene tørres igen. Du kan enten lade dem tørre naturligt i solen, eller du kan bruge en lerovn til at fremskynde processen: Fibrene blev lagt på en vævet fletmåtte, som spændtes ud over ilden. Dette var en risikabel proces, da du risikerede at miste det hele hvis varmen ikke blev ordentligt reguleret.
Når hørren er helt tør, var det tid til at bryde den. Den svækkede marv skal ødelægges for at dele den fra hørfibrene. To stumpe knivblade sættes i hver sin modsatte rille i bryden. Du løfter ganske enkelt håndtaget og lægger stråene ind. Herefter slår du dem ned igen og igen, indtil strænglerne begynder at bryde. På den måde brydes marven ned i stykker af ca 1 til 3 cm lange, uden at fibrene skades.
Når det er gjort, skal fibrene skættes. Dette er i det væsentligste en plade fastgjort til en fod, som man står på for at sikre den. Hørfibrene lægges på pladen og rives gentagende gange med skættesværdet. Sværdet bruges ikke til at bryde hørren, men derimod en nedadgående fejende bevægelse langs med fibrene, så marven fejes væk.
Når al marv er fjernet, er du kommet til den sidste del af processen, og fibrene skal hegles. En hegle er en kam på højkant med tænder gjort fast i et stykke træ, som kan fastgøres til en bordplade. Anna bruger fire forskellige hegler med forskellig størrelse mellemrum mellem tænderne. Hun begynder med en grov type 1 cm mellemrum mellem tænderne. Hun trækker fibrene gennem tænderne, og fjerner de sidste fragmenter af marv. Denne proces hjælper også med at filtrere de groveste fibre fra, så man til sidst står tilbage med rene, brugbare fibre som nu er klare til at blive spundet.
Anna samler fibrene rundt om et rokke-hoved og bruger derefter en håndten til at spinde fibrene i en tråd. Sejlet til Gislingebåden er af høj kvalitet, så trådende må ikke være for grove.
Når alle trådene er spundet, er de klar til at blive sat op i væven, og væveproceseen kan begynde.
