Til at begynde med gik det slet ikke godt med at krydse. Saga Oseberg var lidt "tung i rumpen", og det var svært at få det store skib til at udføre vendingerne. Efter en række mislykkede forsøg, blev skibet lagt for anker i fjorden, og skipper Vibeke Bischoff kaldte til rådslagning.
Det blev besluttet at flytte cirka 500 kg af skibets ballaststen fra agterskibet til rummet lige bag masten i midtskib, for at forsøge med et andet tyngdepunkt. Og det hjalp! Resten af dagen krydsede skibet som en drøm, og besætningen fik mulighed for at lære rutinerne omkring håndtering af det 80 kvadratmeter store og 150 kilo tunge uldsejl.
Hver dag i denne uge vil Saga Oseberg sejle testsejladser cirka mellem kl. 10 og 16. Resten af tiden ligger skibet i Museumshavnen, hvor museets besøgende kan komme ombord og beundre detaljerne på det smukke skib.