Dagen før selveste 50-års dagen for de udgravninger, som gav genklang verden over, da Olaf Olsen, Ole Crumlin og to lokale dykkere fandt ikke et, men fem vikingeskibe på bunden af Roskilde Fjord ud for stranden ved Skuldelev.
Det er på alle måder en bemærkelsesværdig og lidt højstemt dag. Og hvad går en gast om bord på Havhingsten så og funderer over, dagen inden han bliver en lillebitte brik i et kæmpestort eksperiment, som vil skrive sig ind i historiebøger?
For mit vedkommende: Mad.
Jeg har besluttet, at mit sidste måltid inden togtet skal være ren og skær forkælelse. Nye danske kartofler smurt ind i smør, jordbær der svømmer i fløde og hvidvin der perler på tungen... i så store mængder at jeg bliver en smule beruset. Men dog ikke mere, end at jeg kan stille til vagt i morgen ædru og udhvilet.
Ud på lavtrykkenes motorvej
I går spurgte min kæreste, om rejsefeberen var begyndt at ulme? Næh, egentlig ikke. Men hun ramte plet, da hun spurgte, om jeg havde sommerfugle i maven. I den grad!
Jeg er spændt. Ser med store forventninger frem til lette og dovne sommerdage i land med vidunderligt smukke naturscenerier rundt om skibet og mig. Og med endnu flere forventninger ser jeg frem til at møde hårdt vejr, som kræver det yderste af skibet, mig og resten af besætningen. Ser frem til at stå ansigt til ansigt med naturkæfter, der er meget stærkere end mig og skibet. Kræfter der er så stærke, at det kræver en begavet og erfaren besætning at komme frem til sit mål i god behold.
Havhingsten har - desværre - været forfulgt af dårligt vejr, siden skibet blev søsat i september 2004: Alt for meget sol, alt for lidt vind. Den slags højtryksvejr som mennesker i land nyder og kalder godt vejr, men som ikke er til megen gavn for et sejlskib. Når ret skal være ret, har Havhingsten dog en formidabel evne til altid at få den smule vind, der er, i ryggen. Så det alligevel er lykkedes os at komme frem.
Og det med vinden i ryggen ser ud til at holde stik. Udsigten for søndag lover vind fra sydlige retninger - ude i Kattegat med 5-10 sekundmeter. Nok til at bringe os godt på vej nordpå på sejladsens første dag.
Og noget tyder på, at jeg får mit ønske om lidt hårdere sejlvejr opfyldt: Lavtrykkene står nærmest i kø ude i Atlanterhavet og bare venter på at rulle ind over de irske kyster, videre over Nordsøen med kurs mod Danmark. Ruten som meteorologer kalder 'lavtrykkenes motorvej'. I morgen begynder vi vores rejse den stik modsatte vej. I et sejlskib uden hjælpemotor.
Styr på tingene
Sammen med familien var jeg i formiddag på Vikingeskibsmuseet for at mærke stemningen omkring skibet. Og det slog mig, at den var forbavsende afslappet. 10-15 besætningsmedlemmer var i færd med at pakke skibets grej; slæbetrosse, vanddunke, værktøjskasser og den slags. I morgen bliver det sikkert et tabernakkel af den anden verden, når 65 mennesker og deres bagage skal finde plads, hvor der ingen plads er.
Børnene vendte nu hurtigt ryggen til Havhingsten. De var mere interesserede i 'Lokes Frimænd' og deres drabelige kampe med økser, sværd og skjolde. Og jeg forstår dem godt. Jeg kunne mærke mine muskler spænde og øjnene knibe sammen, når de kæmpende for frem mod hinanden med et højt brøl og hævede våben. En flok gæve gutter med et herligt uhøjtideligt glimt i øjet. Og ikke alene blev jeg underholdt, jeg blev også en smule klogere; en frimand var i vikingetiden betegnelsen for en person med ret til at bære våben, fortalte en af krigerne mig.
Kære læsere; jeg vil hver dag under togtet vende tilbage med historier fra skibet og min egen lille verden på vores fælles færd mod Dublin. Men nu vil forlade tasterne for en stund og pakke sejlersækken. Og nyde det sidste døgn i familiens skød.