I aftes ankom Havhingsten og resten af kulturfestivalen "Kongens togt" til Vordingborg, og i dag er der åbent skib for festivalens besøgende, der kan komme ombord og mærke tovværket, lugte tjæren og fornemme de lidt trange pladsforhold.
Skipper Søren melder om rigtigt mange mennesker på havnen og stor interesse, og i dag - som de fleste andre dage - er det gennemgående spørgsmål fra gæsterne: Hvor går I på toilettet?
Havhingsten har to toiletter
Havhingstens ene toilet er et lille transportabelt campingtoilet, som står under dæk ude i forskibet. Under dæk betyder bare, at der skal flyttes et par dæksplanker, for at toilettet bliver synligt/tilgængeligt.
Det andet toilet bliver opsat midtskibs, når Havhingsten ligger for anker fx til frokost. Her spændes en (lille) presenning ud fra skibets center til rælingen i bagbord side. Toilettet monteres, og her er der tale om et sæde og en spand med vand i. Efter endt "forretning" tømmes spanden ud over rælingen, og nyt, rent vand fyldes i, så der er klar til den næste.
For begge toiletter gælder det, at der er både vaskevand og sæbe samt desinfektionsvæske - så hygiejnen er i top - og så er der en vidunderlig udsigt til hav og bølger, men altså også til resten af besætningen, som sidder tæt omkring. Vi er så at sige i øjenhøjde med hinanden. ;-)
Uddrag fra logbogen i går:
14:55
Strammer styrbords vanter. Med en rig af hamp skal der strammes og strammes for at have en rig der holder masten korrekt.
16:31
Vi passerer Storstrømsbroen med 7 knob trods et reb i sejlet. Vi har været over 9 knob i dag, og skibet sejler generelt rigtig godt.
17:00
Sejlet bjærget, og vi ankrer op og drikken kaffe, inden vi skal ro ind til Vordingborg
17:35
Ankeret er bjærget, og vi ror nu ind gennem sejlrenden til Vordingborg. Det er nemmere end forventet, da vinden ikke tager så meget i skibet, som vi havde forventet/frygtet efter vejrudsigten.
19:00
Første fortøjning i land.