Som mange sikkert har bemærket, er Havhingsten på sin færd til Dublin forsynet med et ekstra bord placeret oven på øverste bordgang. Er der belæg for det? Svaret er ja. Under sejlads i frisk vejr og på havet kunne et langskib som Skuldelev 2 ifølge oplysninger i den norrøne litteratur og her bl.a. i samtidige skjaldekvad forsynes med et ekstra og aftageligt bord (skvæt- eller stænkbord) til at opfange røgvand og søskvæt. Konstruktivt har dette bord ligget udenfor skibets egentlige opbygning med bundstokke, spanter, biter, tofter, knæ og bord.
Denne var som løsning et svar på en problemstilling, der i princippet også kan følges på senere nordiske råsejlbåde med aftagelige skvætbord. Skroghøjden, og dermed vindfanget, har i særlig grad betydning ved roning og romanøvre (med nedlagt sejl) og må som udgangspunkt ikke være større end nødvendigt. Andre forhold har også haft indflydelse, men spørgsmålet om vindfanget har været centralt. Vi ved naturligvis ikke i detaljer hvordan en hlyða på Skuldelev 2 har været opbygget og monteret.
På Havhingsten er dette løst så praktisk og funktionelt som muligt, og som en variation over hvad der kan iagttages på ældre råsejlbåde med skvætbord. Havhingstens hlyða står på den øverste bordgangsessing. Er trukket lidt tilbage fra øverste bords yderkant og er opdelt i flere stykker. Disse har rundjern monteret på bagsiden, der som lange tapper stikker ned i lodrette udborede huller i essingen og holder hlyða’en på plads.
Erik Andersen
Litteratur:
Falk, Hjalmar 1912: Altnordisches Seewesen. Oversat til svensk og kommenteret i Fornordisk Sjöfart af Bo Varenius 1995: s. 21-22 Båtdokgruppen Skärhamn.
Jesch, Judith 2001: Ships and Men in the late Viking Age s. 141 – 143. The Boydell Press, Woodbridge.