Der er omfattende spor efter den skandinaviske indflydelse og vikingernes bosættelser i hele det Nordatlantiske område. Det gælder også på Orkney og Shetland, hvor stednavnene og de arkæologiske kilder viser en næsten fuldstændig skandinavisk dominans. Nær ved 100 % af øernes stednavne er af skandinavisk oprindelse, og talrige spor efter de skandinaviske bosættelser sætter deres tydelige præg på landskabet. Sproget blev nordisk og bl.a. på Orkney og Shetland udvikledes en særlig nordisk dialekt Norn, der helt frem til 1700-tallet endnu blev talt visse steder på øerne.
Orkney var politisk og trafikalt et strategisk vigtigt område og øerne blev allerede i den tidlige vikingetid koloniseret af vikingerne. Øernes oprindelige befolkning – picterne – måtte acceptere den nordiske magtovertagelse, og fra midten af 800-tallet blev øerne ifølge de skriftlige kilder regeret af nordiske jarler. Jarlernes magtcenter lå formentlig på Birsay, men blev senere flyttet til den nuværende hovedby Kirkwall.
Christian I (1426-81) var konge af Danmark fra 1448-81 og af Norge fra 1450-81 samt af Sverige i en kortere periode fra 1457-64. Både Orkney og Shetland hørte til Kong Christian I’s besiddelser, og politisk set hørte de til Norge indtil slutningen af 1460erne.
Christian I førte mange krige og var ofte i økonomisk og politisk meget vanskelige situationer. For at styrke sin position indgik han en alliance med Skotland: I 1468 blev Christian I’s datter prinsesse Margrete gift med den skotske Kong James III. På papiret lød medgiften på 60.000 gylden (florins of the Rhine).
Den skotske konge vidste formentlig godt, at det var helt umuligt for Christian I at skaffe så stor en sum penge. I stedet kunne Christian I sætte Orkney i pant for 50.000 gylden og blot nøjes med at skaffe 10.000 gylden. Desværre nåede Christian I kun at skaffe sølle 2.000 gylden, og han måtte derfor pantsætte Shetland i 1469 for de resterende 8.000 gylden.
Den skotske konge må have været mere end godt tilfreds, fordi pantsætningen med de fremtidige indtægter øerne gav, blev en stor økonomisk gevinst. Norge derimod måtte lide under Christian I’s storpolitik, og de efterfølgende konger blev siden hen pålagt at genindløse de pantsatte besiddelser.
Men panten blev aldrig indløst, selvom forhandlinger blev indledt adskillige gange – senest i midten af 1600-tallet. Det lykkedes ikke at nå til enighed, og øerne blev aldrig indløst - Orkney og Shetland forblev på skotske hænder.
Anne-Christine Larsen, mag.art.