Bayeux tapetet
Bayeux tapetet er en af de mest enestående billedkilder vi har fra europæisk middelalder. Det skildrer begivenhederne op til og under hertug Vilhelms erobring af England i 1066, og består af en 50 cm høj og 70 m lang, broderet dug. Bayeux tapetet indeholder mange billeder af skibe, men der er også billeder af bådebyggernes redskaber og besætningens opgaver.
Handlingen udspiller sig i tapetets brede midterfrise, hvor de enkelte begivenheder også kommenteres på latin. For oven og for neden løber to smalle friser, hvis billeder ofte er uddybninger af hovedfrisens indhold.
Oprindelsen
Bayeux tapetets oprindelse er omdiskuteret. Den dominerende teori i dag er, at det er blevet til i Kent i England på foranledning af biskop Odo, Vilhelm Erobrerens halvbror, i løbet af 1070'erne.
Argumenterne herfor er først og fremmest at katedralen i Bayeux, som tapetet vides at have tilhørt allerede i 1476, netop blev bygget af biskop Odo kort efter invasionen, samt at tre af Odo's følge optræder og er navngivne på tapetet. Odo fik efter invasionen omfattende besiddelser i Kent, og visse angelsaksiske træk i den latinske tekst på tapetet tyder på, at den kan være forfattet der.
Endvidere svarer tapetets farver og fremstillingsmåde til samtidigt engelsk broderi, som var meget populært blandt de europæiske fyrster i 1000-tallet.
Andre teorier nævner Vilhelms hustru, dronning Matilda af Flandern, eller Edward Bekenderens hustru, dronning Edith af Wessex, som mulige ophavskvinder til værket. Under alle omstændigheder kan det fastslås at tapetets indhold må være blevet til kort efter invasionen i 1066, og at indholdet er blevet dikteret af personer med et endog meget godt kendskab til begivenhedernes gang.
Detajlerigdom
Dette kan ses i det væld af detaljer der er i skildringen, detaljer som er uden betydning for fortællingens historiske budskab, men som lader sig bekræfte af andre, samtidige kilder. Eksempelvis pryder en helt enestående figur agterstævnen på hertug Vilhelms skib: En menneskeskikkelse, der blæser i et horn og peger fremad med en lanse i hånden.
I "Vilhelm Erobrerens skibsliste", der antages at være blevet til umiddelbart efter invasionen, kan vi læse om hertugens skib, at det var en gave fra hans hustru Matilda, og at hun havde ladet dets stævn udsmykke med en gylden barnefigur, hvis højre hånd pegede mod England, og som med den venstre hånd pressede et horn af elfenben mod sine læber.
Bayeux tapetet som kilde
Selvom Bayeux tapetet er en fremragende billedkilde, er den ikke uden faldgruber. Fremstillingsteknikken, de enkelte kunstneres talent, og formodentlig også et vist tidspres for at få den store opgave afsluttet, har sat grænser for detaljernes rigdom og troværdighed.
De enkelte skibsbilleder skal ikke ses som naturalistiske gengivelser, men derimod som symboler. Dette kommer tydeligt til udtryk allerede i de første skibsscener på tapetet, hvor den engelske Harold Godwinson krydser kanalen og lander på den franske kyst. Harolds skib vises fire gange, men med varierende antal bordgange i skibssiden, varierende farver på skrog og sejl og varierende stævnudsmykninger.
Færre detaljer
I tapetets forløb er det også muligt at se, hvordan detaljerigdommen i skibsafbildningerne gradvist aftager. Rigningen er et godt eksempel herpå. Engelske Harold jarls skib er det første, der bliver vist under sejl. Her er sejlet vist tilnærmelsesvis firkantet, livagtige folder markerer dets bevægelser i vinden, begge skøder er vist og masten er støttet af såvel for- og agterstang samt fire vanter eller fald.
På det næste billede vises, ligeledes livagtigt, hvordan sejlet sænkes ved faldet, og bjerges indenbords af ivrige hænder. Men allerede det næste billede med sejl - hvor Harold vender hjem til England - er væsentligt forenklet. Der er fortsat folder i sejlet og seks støttetove til masten, men sejlet, der også her er ved at blive bjerget, vises nu i en karakteristisk, trekantet form, som danner mønster for resten af tapetets sejlafbildninger.
Et stykke længere henne i tapetet vises et engelsk skib, der bringer bud til Vilhelm om Harolds kroning til konge. Dette skib er det sidste, der vises med andet end stiliserede folder i sejlet. På den næste - og sidste - serie sejladsbilleder er det invasionsflåden som vises, men nu med meget forenklede, trekantede sejl, og med rigningen reduceret til to, tre eller fire støttetove - kun Vilhelms flagskib har fortsat seks vanter og stag.
Skibenes størrelser
Et andet sted, hvor tapetets begrænsninger som kilde er tydelig, er i skibenes størrelse. Skibene bliver fremstillet som forholdsvis korte og høje, og det største antal årehuller, der kan tælles i et enkelt skib er 18 på det skib, der bringer Harold jarl tilbage til England.
Skibet er fremstillet uden årehuller på det midterste parti, hvor der måske ville have været plads til yderligere seks årepar; men alligevel er antallet ikke stort, når man tænker på at Harold var svoger til Englands konge, Edward Bekenderen, og dermed en af Englands mægtigste mænd. Og samtlige andre langskibe er vist med færre årehuller, i det omfang disse overhovedet er vist.
Der er formodentlig flere grunde til at tapetets kunstnere har valgt at fremstille skibene kortere end de i virkeligheden har været. Det har først og fremmest været vigtigt for dem at vise personerne, der da også konsekvent er overdrevet i størrelse i forhold til ting som træer, huse og skibe.
Det har næppe heller været ønskeligt at vise skibene i deres rette proportioner, fordi det ville gøre tapetet meget længere og menneskeskikkelserne mindre fremtrædende. Og endeligt har der været grænser for, hvor små detaljer, man kunne vise, hvis de fortsat skulle kunne ses når tapetet var hængt op, måske i en dårligt oplyst kirke.
Oplysninger
På trods af disse problemer er der alligevel mange oplysninger at hente i Bayeux tapetet for den der interesserer sig for vikingetidens langskibe. Harald Godwinsons langskib var tydeligvis anderledes end de normanniske, fordi det på samtlige gengivelser er vist uden årer og en bordgang lavere på det midterste parti.
Hvad det skal betyde, ved vi ikke, men det er sandsynligt at det afspejler en faktisk, konstruktiv forskel, måske endda mellem angelsaksiske og normanniske storskibe. Skjoldene på stævnene af nogle af skibene, og lanternen i MORA's mastetop fortæller os om, hvordan man kommunikerede, når en stor flåde skulle holdes i orden under et angreb.
Udsmykningen af skibene
- både i form af de farvelagte bordgange og stævnprydelserne - er givetvis også genkendelige træk fra virkelighedens verden, og det samme gælder skikken med at fjerne stævnprydelserne når skibene ikke er ude at sejle, som vi ser det på tapetets sidste skibsafbildning, hvor hullerne til fastgørelse af dyrehovederne ligefrem er vist på den opankrede og nedriggede invasionsflådes stævne.
Af andre, overraskende virkelighedsnære detaljer, er værktøjerne, som bådebyggerne anvender i skibsbygningsscenen, og som omfatter økse, bredbil og skebor, eller ankeret, som bliver lagt fra Haralds skib - det er gengivelser, som i detaljer modsvarer de arkæologiske fund fra perioden.
Skjoldene
Et interessant spørgsmål knytter sig til den måde, skjoldene bliver vist på, både på Haralds skib og i invasionsflåden. De hænger nemlig ikke bag en skjoldliste på ydersiden af rælingen, sådan som det er arkæologisk belagt fra vikingeskibsfundet Skuldelev 5, men ser i stedet ud til at sidde på indersiden. På Haralds skib kan vi se at de sidder fast, og ikke blot bliver holdt af besætningen, da denne her er travlt optaget af at tage sejlet ned.
På Skuldelev 2 rekonstruktionen er det endnu ikke lykkedes at finde en tilfredsstillende måde at gøre skjoldene fast på, fordi spante afstanden er for lille - og vikingetidens skjolde for store - til at en udvendig skjoldliste kan fungere. Skal vi i stedet tænke på en indvendig løsning?
Transport af heste
Et af de mere overraskende elementer i billedfremstillingen er, at transporten af hærens heste ser ud til at ske i langskibe. Det er vanskeligt at forestille sig at et større antal heste skulle blive transporteret på denne måde, mens det omvendt er givet, at der var mange heste med - rytteriet var en vigtig del af Vilhelms hær.
I betragtning af at en stor del af invasionsflådens skibe med al sandsynlighed blev leveret af havnebyerne på den normanniske kyst, er det sandsynligt at der ingen mangel var på fragtskibe til at transportere både heste og den træborg i samlesæt, som Vilhelm førte med sig - men at tapetets skabere har koncentreret sig om at fremstille de mere strålende og ærefrygtindgydende krigsskibe.
Når alt kommer til alt, var det jo ikke deres mål at forsyne os med et præcist kildemateriale, men at skabe et udødeligt værk, der kunne prise Vilhelm og hans vasallers store bedrift!