
Svælget 2: Verdens største kogge
På bunden af Øresund gjorde marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet tilbage i vinteren 2021 et bemærkelsesværdigt fund. De var i gang med at undersøge havbunden i sejlrenden Svælget mellem Amager og Saltholm forud for anlægsarbejdet til Københavns nye bydel Lynetteholm, da en svag antydning af et skibsvrag vakte deres interesse.
Allerede ved første dyk stod det klart, at de havde fat i noget meget sjældent: Et stort skibsvrag fra middelalderen.
Sensationen i dybet
I sommeren 2023 gik marinarkæologerne i gang med en omfattende undervandsudgravning tæt ved indsejlingen til København.
Skibet lå på 13 meters dybde, begravet under århundreders sand og dynd. Efterhånden som arkæologerne forsigtigt afdækkede skibstømmeret, trådte konturerne af en sensation frem. Det var ikke blot et skibsvrag, men en kogge, en af datidens mest avancerede skibstyper og rygraden i den middelalderlige handel.
I løbet af fire måneder gennemførte arkæologerne en kompleks undervandsudgravning. Lag for lag blev vraget blotlagt, dokumenteret og opmålt, inden det blev bjærget stykke for stykke. Hver del blev nummereret, pakket og transporteret til Vikingeskibsmuseet i Roskilde, hvor alle skibsdele blev dokumenteret, fotograferet og 3D-scannet for at registrere selv de mindste detaljer som værktøjsspor, samlinger og slidmærker.
Inden skibsdelene konserveres, har arkæologerne opbygget en rekonstruktionsmodel af de bevarede skibsdele i skala 1:10, baseret på 3D-print af alle de originale fragmenter. Modellen giver et visuelt overblik over skibets form og gør det muligt at bestemme skibets størrelse.
Nu, efter mere end tre års arbejde med skibsfundet, kan Vikingeskibsmuseets marinarkæologer afsløre konklusionen: Skibet har haft en længde på cirka 28 meter, en bredde på op til 9 meter og en højde på 6 meter. Beregninger viser, at skibet har kunnet laste omkring 300 tons.
Dermed er skibet den største kogge, der nogensinde er fundet. Det er verdens største kogge.
Middelalderens superskib
Koggen var middelalderens superskib. Den blev udviklet i Nordsøområdet og gjorde det muligt at fragte store mængder varer effektivt og billigt. Skibstypen var central for den økonomiske udvikling i 1300- og 1400-tallet, og med sin enorme lasteevne ændrede den handelsmønstrene. Hvor langdistancehandel tidligere kun omfattede luksusvarer, kunne man nu transportere dagligvarer over store afstande.
Koggen var en effektiv skibstype, der kunne sejles af en ganske lille besætning, selv når den var tungt lastet. De store kogger blev bygget til at sejle den farefulde tur rundt om Skagen fra det nuværende Holland og videre til Øresund og Østersøens handelsbyer. Svælget 2 peger direkte på de omfattende handelsstrukturer, der bandt Nordeuropa sammen i 1400-tallet.

Fakta om Svælget 2: Verdens største kogge
- Skibstype: Kogge
- Datering: ca. 1410
- Længde: ca. 28 meter
- Bredde: ca. 9 meter
- Højde: ca. 6 meter
- Byggested: Holland (skibstømmer også fra Polen)
- Lasteevne: ca. 300 tons
- Fundsted: Øresund i sejlløbet Svælget
- Bevarede detaljer: Styrbords side fra køl til ræling, rigningsdetaljer med 16 jomfruer, kabys, spor af kasteller
- Personlige genstande: Bronzegryder og keramik, sko, kamme, rosenkransperler, bemalede træskåle
- Proviantspor: Tøndestave, knogler fra fisk og pattedyr
- Skibsdelene er nu i konservering på Nationalmuseet i Brede
- Udgravningen er finansieret af By & Havn som led i anlægsarbejdet ved Lynetteholm
Internationale forbindelser
Nøglen til at fastslå skibets alder har været dendrokronologi, en metode hvor forskere analyserer træets årringe. Når træer vokser, dannes der hvert år en ny ring, og bredden varierer med klimaet. Det skaber et mønster, som fungerer som en slags stregkode. Ved at sammenligne mønstre i skibets tømmer med kendte referencer kan forskerne både datere skibstømmeret og fastslå, hvor træet har vokset.
Analysen viser, at skibet blev bygget omkring år 1410. Tømmeret stammer fra to forskellige områder: Pommern, det der i dag er Polen, og Nederlandene. Undersøgelserne afslører også et mønster i skibets konstruktion. Plankerne er lavet af tømmer fra Pommern, mens spanttømmeret – skibets ribben – kom fra Nederlandene.
Det peger på et komplekst handelsnetværk, hvor tungt gods som tømmer blev transporteret over lange afstande. Tømmeret er sendt fra Pommern til Nederlandene, og det er i Nederlandene, at skibet er bygget.
