Dansk marinarkæologi står i dag som en succeshistorie i international sammenhæng. Den følgende kronik af Palle Lauring fra marts 1953 tydeliggør, at situationen var en helt anden før udgravningen af Skuldelevskibene 1957-62 ved Olaf Olsen og Ole Crumlin-Pedersen. Palle Laurings pointe, at et moderne, landbaseret samfund nemt kan tabe sin maritime fortid af syne, gælder den dag i dag.

Læs også Ole Crumlin-Pedersens kommentar fra marts 2008 "Gnisten der fængede". For ham blev nedenstående artikel til startskuddet til et livsværk.

 

"Berlingske Aftenavis’ Kronik 20. Marts 1953

Her sejles ikke – frem med Frømændene!

Af Palle Lauring

Forfatteren Palle Lauring efterlyser en Indsats for Marinearkæologien og andre undersøiske Undersøgelser. Danmark har store muligheder for at faa sin Oldtidssøfart belyst, men hidtil har Nationalmuseet været fattigt paa Gods fra Havet.

Sidste Aargang af ”Kuml” – det er Aarbogen for det nye og spillevende jydske arkæologiske Selskab – indeholdt blandt mange Artikler een, som man standsede ved med et lille Suk, en lille befriet Rettelse af Ryggen: endelig. Artiklen var af Sigvard Skov og behandlede Fundet af et middelalderligt Skibsvrag i den udtørrede Eltang Vig ved Kolding Fjord.

Man maa ikke tro, at der er gravet en hel Middelalderskude ud af den gamle Havbund, og at man kan gaa om Bord paa det gamle Egedæk og se Rigningen genrejst mod Himlen. Det var Dele af et Skib, Stavnplanker og Køl, enkelte Spanter og Bord, nok til at faa et groft Hovedindtryk af Skibets Konstruktion. Fundet er altsaa ikke det opsigtsvækkende og sensationelle, kun ret beskedent. Og dog skelsættende betydningsfuldt, fordi man forstaar, at der er blevet taget Vare paa Fundet, og at dets Dele er blevet bragt hjem og præpareret, saa de engang kan blive saa vidt samlede, at vi kan faa noget at se. Det er Sensationen, fordi det er heri, det nye ligger.

Dansk Arkæologi er ikke nogen sovende Videnskab. Tværtimod er den særdeles vaagen og aktiv, og man maa med Beundring se, hvad der bliver udrettet paa Trods af den helt skandaløse Mangel paa Penge og Mangel paa selv den enkleste Begribelse hos de bevilgende Myndigheder. Skibet fra Eltang var naturligvis nær gaaet til, fordi noget saa videnskabeligt kompetent som Varedirektoratet skulde bestemme, om der kunde bevilges Præpareringsvædsker. Man tager sig til Hovedet.

Men naar Eltang-Skuden er en Vaarbringer, er det af andre Grunde. Den danske Arkæologi er arbejdsom, men den er eensporet. For det første synes det, som om den Omstændighed, at en Dansker først udkastede Tanken om Oldtidens Tredeling, har forpligtet Arkæologien til i al Evighed at koncentrere sig om Oldtiden. Og for det andet er Arkæologerne to Ting: Specialister og Landkrabber.

Man maa have Ret til nu at nægte at læse flere Afhandlinger om Mikrolitter. Og det maa kunne forbydes flere fortræffelige unge Mennesker at skrive tykke Bøger om Oldtidsplove. Selv det jydske Selskab indledede sin Skriftrække med et af de myldrende uundgaaelige Skrifter om Plove. Danmark er et Landbrugsland. Fra yngre Stenalder og opefter er den danske Jord blevet dyrket. Men Havet har fra endnu ældre Tid slynget sig mellem de danske Øer.

Gaar man en Tur gennem Nationalmuseet, faar man Indtrykket af, at Danmark ligger et Sted i det polske Lavland, langt fra Hav og Sø. I det gamle Museum var dog udstillet en Del hulede Eger og Dobbeltaarer. De er magasineret nu. Et afsides Sted under et Bord er anbragt to Kanoer, vel af Vejen, saa ingen ser dem. De duer ikke til at pløje med og er uden Interesse. I hele Oldtidsafdelingen er der ikke eet eneste Stænk af Hav, ikke eet Pust af Brise. Intet. Udover, at man pludselig skal paa Hovedet ned ad Trappen til den fantastiske Hjortspringbaad.

Selv i Vikingetiden finder man kun, naar det er meget granskende, lidt Nagler fra Ladbyskibet. Her sejles ikke.

Middelalderen det samme. Landet er Kirkeland, Bondeland og Hærland, Skuder ukendte. Et Par Ankre hænger – eller hang, for nu er de væk – i et afsides ”Studierum”, ellers sejledes der ikke i Danmarks Middelalder. Renæssance, Rokoko, den florissante Tid, Tropekolonierne, Kinaskuderne – ikke Antydning af Hav og Skib.

Det kan siges, at vi har jo Museet paa Kronborg, men Nationalmuseet er Nationens Museum, det er Museet, der skal give os selve Billedet af Danmark gennem Tiderne.

Det søkrigshistoriske Museum, der skal bygges op omkring Holmens gamle Samlinger, siges at være paa Vej. Men hvornaar det kommer, véd ingen.

Det kan siges, at vi ikke har fundet Vikingeskibe, vi har ikke store Skibsfund fra senere Tid, der er ikke noget at udstille.

Det er rigtigt. Men hvorfor? Fordi ingen har interesseret sig for Sagen.

Det danske Landbrugs Saga er for hvert Aar grundigere klarlagt, og det er godt. Vi har Rede paa højryggede Agre og paa Fosfatjord, Pollenanalyser viser os Korn og Markblomsters Indtrængen i Landet, Lerkarskaarenes Kerneaftryk fortæller ubestikkeligt korrekt om Afgrøder og Ukrudt paa Bopladsen. Knogler beretter om, hvornaar Køer og Heste, Svin, Geder, Faar, Katte og Høns kom til Landet. Lerkar vidner om Ost, Hustomter tegner Bøndernes Huse med Ildsted og Baase, og Mosefund giver os Plove og River, Agerdyrkerens Ofre og Guder. Bliver der fundet en Pind Træ, der maaske kan være en Stump af en Tand paa et Møggreb, bliver den til en Bog med Billeder og Tabeller og Analyser og lærde Rapporter. Det er godt, og det er rigtigt. Men det er ikke nok. Dansken fra Arilds Tid –

D. 18. Marts 1658 stod det danske Orlogsskib ”Snarensvend” Helsingør ind. Det kom fra Bohus i Bohuslen, der ved Freden var afstaaet til Sverige, og i Skuden var hjembragte Materialer fra den afstaaede Fæstning, Artilleri og hvad der ellers kunde være om Bord, og en Del var landsat i Kristiania, men Skibet var stadig lastet med Materiale fra de afstaaede Landskaber samt Lensmandens private Gods. Skibet blev sidste Sommer delvis tømt af Stenfiskere ved Hjælp af Staalgrabber, en ret voldsom Form for Bjærgning af værdifuldt Materiale. Kanoner, Lerkar, Planker og Tintallerkener klattede i eet Smadder paa Dækket eller udenbords.

I Køge Bugt ligger der adskillige Vrag fra diverse Søslag i Danmarkshistorien. Det oplyses, at de under første Verdenskrig blev besøgt af privat Foretagsomhed, fordi den tyske Krigsindustri var interesseret i Metalkanoner.

Det fortælles, at omkring Aarhundredskiftet fiskede en Mand ude i Øresund en lang Stavplanke med udskaaret Dyrehoved op fra Havbunden. Han bragte den Hjem og tørrede den og savede den i Stykker og puttede den i Kakkelovnen.

Før sidste Verdenskrig blev et Skibsvrag, vistnok fra tidlig Middelalder, fundet paa Bunden af Kolding Fjord. Mere er der ikke siden hørt. En dejlig Styreaare er dog kommet velbeholden paa Land, men fra et andet Vrag.

Det engelske Orlogsskib ”The Crescent”, der sank ved den nordlige jydske Vestkyst, blev gennemsøgt af private Dykkere, men med paaskønnelsesværdig Sans for andet end Salgbare ting. Resultatet er at se i et Lokalmuseum deroppe, og det er værd at se, men en systematisk Optagning af Tingene havde sikkert været en Fordel.

Norge møder med sine verdensberømte Vikingeskibe fra Tune, Gokstad og Oseberg. Sverige har sine Baadgrave, der har leveret fortrinligt Materiale til Studiet af Oldtidens Baadbygning. Der foreligger et Skibsfund fra selve Strömmen i Stockholm og fra de senere Aar det omfattende Fund af mange Vrag fra Vigen ved Kalmar. Fra Kalmarsund er i øvrigt bjærget væsentlige Dele af Agterstavnen fra ”Kravellen” Elefanten, der var bygget efter Gustav Vasas egen Anvisning. Nu at se paa Statens Sjöhistoriska Museum i Stockholm.

Danmark møder med Hjortspringbaaden og med Baaden fra Nydam, der nu er i Slesvig, men stammer fra Sundeved. Og saa med en række beskedne og tidsmæssigt usikre hulede Eger fra Oldtid og Middelalder. De er blevet lavet helt op til vor Tid. Men det er alt sammen tilfældige Fund, der er taget med, fordi de kom af sig selv. Den Tanke at gaa paa Jagt efter Spor fra vor Søfart, er ikke tænkt. Ogsaa Kronborgmuseet arbejder med beskedne Midler, og Udgravninger er der ikke økonomisk Mening i at tænke paa, saa lidt som Undersøgelser under aaben Vandflade.

Og dog har Danmark to Ting: Masser af uløste søhistoriske Spørgsmaal og – Muligherne for at løse dem.

Vi ved praktisk taget intet om Oldtidens Søfart. Vi ved, at der maa være sejlet mellem England og Danmark, mellem Danmark og Norge og mellem Jylland og Svenskekysten. Men hvordan? Hvad sejlede man i? ingen skal bilde os ind, at man skvalpede tværs over Vesterhavet i en hul Egekævle. Og lad saa den Mulighed staa aaben, at en rabiat dansk Thor Heyerdahl en Dag beviser Muligheden ved at gøre det, saa skal ingen fortælle os, at den Folkeudvandring, som Fund og Storstensgrave fortæller os om, fra Jylland til Götland paa den Tid, da de nye Folk rykker op i Jylland, at den Udvandring er foregaaet i Flaader af Kævlekanoer.

Vi kender Skibsbilleder fra Bronzealderens Helleristninger, fra smaa Baadmodeller af Guld og fra Stensætninger i Skibsform. Men selvom vi mener, at nogle af Formerne kan svare til Hjortspringbaaden, saa er den ikke noget søgaaende Fartøj, den er ikke Svaret paa Bronzealderens virkelig havgaaende Trafik.

Vi kender Nydambaaden. Men dels ved vi ikke, om den er nordisk i snævrere Forstand, eller om den er taget fra Invasionsraid – saa lidt som vi klart kan sige, hvor den saa er kommet fra. Baaden er heller ikke saa klart søgaaende, at vi er helt tilfredse med den som Svar paa Spørgsmaalet om Folkevandringstidens Havsejlads, men selvom den mangler egentlig Køl, er den maaske lige saa sødygtig som de til Dels sammenflikkede Skuder, Ægyptere og kretiske Søfarere tullede Middelhavet rundt med, selvom det er umenneskeligt at bilde sig ind, at de har kunnet gøre det ”uforfærdet”, som vore Historikere skriver.

Det er med et muntert Blink i Øjet, man paa det ovennævnte, i øvrigt dejlige Sjöhistoriska Museet i Stockholm beskuer et stort og meget fint Kort, der angiver Skibsbyggeriets Initiativ-Centrer paa forskellige Stadier af Europas Historie. For Aarhundrederne før og under Vikingetiden ligger dette Center til vor maabende Overraskelse ved Stockholm, med tydelige Pile til Elevomraaderne Danmark og Norge. Dette sagt uden Malice, lige saa muntre Eksempler paa national Galop præsterer vi selv jævnligt. Man aner intet om Stedet for Initiativet til den forbløffende Udvikling, Skibsbygningen naar frem til i Nordens Vikingetid, og dette Problem er værd at styrte sig ud i, for det er Overlegenheden til Søs, der er den væsentlige Baggrund for hele den nordiske Ekspansion mod Øst, Vest og Nord, eller i alt Fald kan det siges saadan, et det er den tekniske Udvikling, der gør Udfaldene mulige, selv om Ekspansionen ogsaa har virket sporende tilbage paa Skibenes tekniske Fuldkommengørelse.

Vi er temmelig uvidende om Overgangen fra Vikingeskibet til de tungere, men mere lastende Middelalderskuder. Og dog blev Vandet i de danske Sunde sejlet tyndt ogsaa i de Aar. Fra alle Kyster stod Baade og Skuder ud til Havs efter Fisk, efter Rov, efter Varer.

Det er Danmarks Historie, Danmarks Liv, Danmarks Næring og Eksistens. Men København vendte Ryggen til Havet. Fra Aarhus kan man endnu se ud over Kattegat. Skal vi flytte vore Haabs Lys derover? Det er naturligvis lige meget, om Initiativet kommer fra Nationalmuseet, fra det virkelig eksisterende Fiskerimuseum – ved De, hvor det ligger? – fra Kronborg eller Aarhus eller Rønne (der just moderniserer sin Søfartsafdeling paa det fortræffelige Museum). Hovedsagen er, at et stort, rigt og fængslende Felt ligger aabent og venter.

Naar det siges, at vi ikke har store Chancer for at gøre Fund svarende til de norske Skibe, der var højsat med et saa ødselt overdaadigt Udstyr – i alt fald Osebergskibet – at det er rimeligt at tale om et nordisk Tutankhamonfund, skal der dertil svares, at Skibet ved Ladby, det danske højsatte Vikingskib, dog blev fundet. Noget andet er, at bortset fra et Par smaa populære Meddelelser er dette enestaaende Fund, der blev gjort 1935, endnu i 1953 ikke publiceret. Det er snart tyve Aar om at faa skrevet en anstændig Beretning om Fundet. Krigen kan ikke være Skyld i alt mellem Himmel og Jord.

Vi har ingen Marinearkæologer. Der er ingen, der søger, ingen, der ”skal”. Men vi har i Virkeligheden hundrede Gange flere Chancer end baade Sverige og Norge, vi mangler kun at tage fat.

Vi har Danmarks lavvandede Havstrækninger, hvor Norge maaler sit Hav i Kilometerdybder. Vi har de hundreder af allerede inddæmmede og tilgroede Vige og Fjordbunde, henliggende som Enge og Moser, gode til at holde Træ fugtigt og i Form, lette at grave i. Og vi har hundredevis af halvt tilmudrede Vige med det bløde, brune Dynd, hvor Træ holder sig fortrinligt mange Gange længere end de Aartusinder, Danmark har været isfrit. Vi har tilgroede Søer, vi har Aaløb og Aamundinger, vi har utallige Muligheder. Det kan ikke med Bestemthed siges, at Gaaden ved Stenalderens søgaaende Fartøjer aldrig bliver løst. Det kan ikke siges, at vi aldrig finder det virkelig antagelige Skib fra Bronzealder eller Jernalder. Naturligvis ikke uskadt og sødygtigt, men saa vidt bevaret, at vi faar Svar. Det kan ikke siges, at vi aldrig faar Lov at kæle for Flankerne paa Vikingeskuder som de norske. Det kan siges med Sikkerhed, at det afhænger af eet eneste: om vi vil.

Materialet er der, det er det eneste garanterede. Der mangler Arkæologer, der holder af Saltvand i Ansigtet. Paa en Forespørgsel har man engang faaet at vide, at samtlige danske Arkæologer er Bondesønner. Er der dog ikke blandt de unge et Par Stykker, der tør staa til Søs og gøre dansk Arkæologi større, og – tilgiv Formasteligheden, da den er velment: en Anelse festligere.

Een Hage har Sagen: Marinearkæologi, hvad enten den skal hente sit Materiale fra vandsivende Enge eller fra blanke, sommerblaa Fjorde, er en dyr Sport. Det er store Udgravninger, hvis Fundet er der. Det er vanskeligt at arbejde med store, vaade og bløde Træstykker, der skal op fra Vand og Mudder. Præpareringen af de store Tingester er hverken let eller billig, men Opgaven er ikke uoverkommelig. Den ligger lige for og skal bare løses. Foreløbig er der Vrag nok i de danske Farvande, og dertil kommer det skjulte.

Men sagen har økonomisk formildende Omstændigheder. Selve Tragedien med ”Snarensvend” fostrede den Tanke, at vore Dykkerelever fik Lov at træne en Smule ved at gaa paa arkæologisk Skattejagt i lovende Vrag. Og dertil kommer, at Uddannelsen af de Frømænd, der nu har militære Opgaver, meget let kan omfatte lidt Øvelser paa gamle Vrag og Eftersøgninger af lavvandede Vige, for med selve Frømands-Begrebet er en helt ny Mulighed skabt i Eftersøgningen af Havbundens historiske Souvenirs. Selv om man næppe ved første Dyk finder den Sølvskat, Esbern Snare forliste i Storebælt, eller den Guldkæde, Kristian den Anden tabte Syd for Sønderborg, saa er der dejlige og fængslende Chancer.

De lovgivende Myndigheder, der i disse Aar ofrer Milliarder paa Forsvaret af vor Kultur, vil forhaabentlig begribe, at saa maa der fornuftigvis ogsaa ofres paa, at vi har en Kultur at forsvare.

Vore Skibsredere synker sammen i deres Stole, dybt rødmende af bundløs Skam, naar man minder dem om, at Danmarks bedste Samling af Galionsfigurer fra Skagens Hotel blev kapret til Sverige af en svensk Rigmand, uden at dansk Redning var paa Stedet i rette Tid. Tabet er i Dag helt uopretteligt, og nu har tilmed ”Mathilde”, den bedste Galionsfigur i Danmark, forladt Christiansø og har paa underfuld Vis forlagt Residensen til Museet i Kalmar. Skibsrederne brister i Graad, naar vi priser den stoiske Ro, hvormed de saa Verdens sidste Brig ”Tjalfe” – Verdens sidste Brig – sejle til Helsingør Værft og blive hugget til Pindebrænde. Men overfor en nyskabt dansk Marinearkæologis fuldt videnskabeligt betryggende Indsats vil de vide at vise, at Dansken alligevel ikke helt har glemt, at Vand er noget, man sejler i. Noget, man drukner i. Noget, man tjener Penge paa. Noget, der faar os til at drømme og le. Noget, der kommer os ved, saavel som den fede danske Jord, fordi Jord og Vand var Recepten paa vor Livseliksir, fra Landet engang i Fyrreskovstiden sank et Par Meter, saa de danske Sunde skød Armene ind alle Vegne og kildede de danske Skovjægere i Nakken, lokkende, med et frisk Skvæt i Ansigtet. Danmarks Arkæologi er kun den halve Undersøgelse af Danmarks Historie, saa længe den kun ved om Plov og Harve, Korn og Jord.

Unge Arkæologer behøver ikke træde hinanden over Tæerne, for Marinearkæologien er endda kun eet af udyrkede Felter, men det mest presserende og mest lokkende. Frømandstræning hører med til Uddannelsen. Festlige Aar bliver Lønnen. For os andre festlige Beretninger og mange Ting at se."