Trim, ballast og bagage

Udgivet 07/07-2007

Målsætningen for arbejdet med trimrapporten er at undersøge, hvordan vægtfordelingen i båden virker på skrogets langskibstrim, som har betydning for styring og manøvrering, samt dets bevægelser i vandet.

Før afgang fra Roskilde blev Havhingsten pakket med alt det nødvendie udstyr, proviant, vand og personlig bagage.

Det er vigtigt for skibets trim og balance og dermed dets sejlegenskaber, at vægten fordeles i skibet, så den største vægtkoncentration ligger i området omkring masten og agten for denne, hvor skibet har den største bæring. Hermed opnås samtidig et optimalt drejemoment.

Før afgang tog vi sten-ballast ud af skibet svarende til vægten af det udstyr og den bagage, som blev lagt i.

Da vi sejlede med skibet på testsejladsen fra Roskilde til Norge og retur i 2006, havde vi problemer med for stor vægt i enderne af skibet, hvor skroget vred sig meget, specielt i stor sø. Dette vurderede vi, var en for stor belastning for skroget og vi har derfor i år forsøgt at flytte vægtkoncentrationen mod midten af skibet.

Vand og redningsflåder erstatter stenballast i forlængelse af de rum i midtskibet, som er helt fyldt med sten.Tovværk og ankre, som naturligt hører til i forskibet, er pakket så langt agterud som muligt og lettere ting som forskibs-besætningens personlige bagage og fendere fremme i skibet.

Helt agter i skibet hos skipper og styrmænd står kasserne med navigationsudstyr, hvilket er en helt logisk placering.

Køkkenfunktionen er af flere hensyn blevet placeret i den agterste del af skibet. Dels er pakning af proviant under dørken hævet højere over bundvandet i dette område. Dels er det et roligt og tørt område i skibet, og i disse rum er der ingen arbejdsområder for manøvrering med skibet.

Vi har under pakning været opmærksom på langskibs-timmet, så skroget balancerer under sejlads uden at være hverken læ- eller luvgerrig.

Samtidig er det vigtigt, at skibet får den vægt om bord, som gør, at det får en dybgang, der giver skroget en tilstrækkelig stabilitet og greb i vandet.

Skibet skal være så let som muligt for at opnå stor fart, men ikke så let, at det ikke har greb i vandet eller krænger for meget, så sejlet må rebes for tidligt. Kræfter fra sejlet og vægten i skroget skal passe sammen, så fart og sikkerhed følges ad.

Under sejladsen til Dublin føres løbende kontrol med de såkaldte flygtige vægte som vand, og mad samt ændringerne i vægten af dette.

Der føres ligeledes kontrol med ændring af vægte i forbindelse med, at udstyr flyttes enten af funktionsmsæssige årsager eller af trimmæssige hensyn.

Vægte, placering og eventuelle ændringer af disse føres løbende ind i en dagbog for trim af de ansvarlige for dette område. Forskningsoplysningerne skal senere bruges til dokumentation af langskibets trim og sejlegenskaber.


Oprettet af Vibeke Bischoff