Skjaldekvadenes langskibe
Skjaldekvad er digte der er lavet til at hylde konger eller andre betydningsfulde personer. Der er mange af disse kvad der senere er blevet skrevet ned, og som kan hjælpe os med at finde ud af hvordan vikingernes skibe så ud, var lavet og hvordan besætningen var. Fordi kvadene er lavet for at hylde en person er det nok ikke alt der står i dem der er sandt.
Herunder kan du læse om hvad skjaldekvadene fortæller os om vikingeskibenes konstruktion, sejlads og besætning.
Vikingetidens skjaldekvad er digte, der er komponeret til at blive fremsagt ved vikingetidens skandinaviske hoffer. De blev til som del af en mundtlig tradition, og er først blevet nedskrevet i 1100- og 1200-tallet, hvorfra de er overleveret i afskrifter fra 1200-1300-tallet, især i den islandske sagalitteratur.
Fordi kvadene blev digtet efter strenge, metriske regler, antages det at de har kunnet bevares nogenlunde i deres oprindelige form fra deres tilblivelsestidspunkt og frem til de blev fæstnet på pergament, mens der tydeligvis ofte er sket en vis redigering efter at de har forladt det talte sprog som medium og er blevet til skrevet tekst.
Skjaldekvadene omtaler ofte rejser, søslag og andre begivenheder, der er knyttet til langskibene, og er derfor en værdifuld kilde hertil. Der er flere forskere, der har arbejdet med deres maritime indhold. Det seneste og mest omfattende værk er Judith Jesch’s Ships and Men in the Late Viking Age. The Vocabulary of Runic Inscriptions and Skaldic Verse (Routledge 2001). Det følgende er baseret på hendes resultater.
Den bevarede skjaldedigtning fra vikingetiden er forholdsvis omfattende. Jesch identificerer 967 strofer eller halvstrofer, som med rimelig sikkerhed kan dateres til perioden 950-1110. Da Island var nært forbundet med Norge i vikingetid og tidlig middelalder, er de bevarede kvad især digtet til og om de norske konger og jarler. Skjalde optrådte bestemt også ved de danske og svenske hoffer, men i de bevarede digte er det først og fremmest de norske forhold, som bliver belyst.
Skjaldekvad er meget langt fra at være virkelighedstro skildringer af faktiske begivenheder og forhold. Skjaldekvadene er en kunstform, hvor hyldesten til fyrsten ikke kun bestod i lovprisningen af hans bedrifter, men også i elegancen i brugen af digtets udtryksform og i omgangen med dets regler.
Skjaldekvadene består for en stor dels vedkommende af fastlagte formularer og poetiske omskrivninger, kenninger, hvis brug gjorde det muligt at skabe en varieret digtning på trods af stramme normer for strofernes opbygning og rim. Det betød, at digtene ikke er præcise i forhold til den enkelte, skildrede begivenhed, men til gengæld ofte indeholder en mangfoldighed af forskellige omskrivninger af det enkelte begreb – og netop derigennem bliver til en værdifuld kilde til, for eksempel, datidens langskibe.
Skip er den mest generelle, men ikke hyppigste betegnelse for et fartøj, som optræder i skjaldekvadene. Det kan betyde såvel et krigsskib som et handelsskib, men optræder også i sammensætningerne herskip og kaupskip, ’hærskib’ og ’handelsskib’. Der er også enkelte eksempler på betegnelsen langskip, ’et langt skib’, eller andre sammensætninger med lang-, f.eks. kenningen langr sæmeiðr, ’det lange hav-træ’. Det er dog ingenlunde givet at der er tale om et stort krigsskib i den betydning som vi i dag tillægger termen ’langskib’.
Skeið forekommer i mindst 49 strofer og er den hyppigst forekommende skibsbetegnelse. Kun to af forekomsterne er i forbindelse med fredelige aktiviteter, de øvrige er militære. Skeiðar beskrives i forskellige sammenhænge som lange eller smalle, med en form for panser, måske skjolde, ved årehullerne, og som lastet med bevæbnede mænd. En skeið er altså tydeligvis et krigsskib; derimod er det usikkert, om der er tale om en bestemt type krigsskib.
Snekkja optræder i otte strofer, de syv af dem fra midten af 1000-tallet. I flere af dem optræder betegnelsen sammen med skeiðar, og understreger at der er tale om forskellige typer fartøjer. I et tilfælde omtales en snekkja med 30 par årer, mens det i et andet tilfælde er tydeligt at en snekkja er mindre end en skeið.
Dreki, ’drage’ optræder kun i syv strofer, og i et tilfælde om et skib, der i samme digt betegnes som en skeið, et 70 årer stort skib, der tilhører Harald Harderåde. Formodentlig er der ikke tale om en egentlig skibsbetegnelse, men en kenning på linje med ormr og naðr, der begge også anvendtes og begge betyder ’slange’. Bagved kenningen dreki skal vi formodentlig se et stort krigsskib, ligesom også kenningen ormr benyttes om det største af skjaldedigtningens langskibe, Olav Trygvassons ORMR INN LANGI.
Det er ikke meget, kvadene kan fortælle os om de materialer, krigsskibene blev bygget af, men det er påfaldende at eik, eg, ofte optræder som del af et positivt udsagn om et skib. Fura, fyr, omtales derimod sjældent.
Dette er bemærkelsesværdigt, kvadenes orientering mod Norge taget i betragtning. Her voksede egen nemlig kun i begrænset omfang i den sydlige del af landet, mens netop fyrren var det dominerende skibsbygningstræ længere nordpå. Det er således tydeligt – om end ikke overraskende – at skjaldene har været vel orienteret om kvalitetsforskellen på de to træsorter.
Interessant er det også at ask, askr, som ellers indgår i engelske og irske kilder om danskernes skibe og krigere, og hvis brug er arkæologisk belagt i Skuldelev, ikke optræder som skibsbygningsmateriale i sagadigtningen.
Der er mange ord som betegner dele af skibene, f.eks. borð, ’planke’, eller skarar, ’samlinger’. De fleste af dem er trivielle og ikke specifikke for langskibene, men der er nogle få omtaler, der har stor kildemæssig værdi for vores forståelse af, hvordan vikingetidens krigsskibe så ud og blev brugt. En skjaldrim, ’skjoldrem’, omtales to gange og supplerer dermed det sparsomme arkæologiske materiale der viser os, hvordan skjoldene blev anbragt langs rælingen.
Termen hlýða, ’skvætbord’, som var en løs forhøjelse af rælingen, der kunne gøre skibet mere sødygtigt, optræder to gange, men noget vi slet ikke kender til arkæologisk. I en enkelt beskrivelse af søslaget ved Svold fortælles det, hvordan krigerne faldt over þoptur, ’tofterne’, da de kæmpende trak sig tilbage gennem skibet.
Det er den eneste omtale af tofter i skjaldekvadene, men de bekræfter den arkæologiske observation at langskibene, i modsætning til de ældre skibe fra Oseberg og Gokstad, havde faste tofter i form af tværbjælker til at sidde på. Skjaldekvadene giver os også flere eksempler på at skibene kunne være ”smukt malede”, steini fagrdrifin.
Særligt oplysende er det forhold, at flere af de beskrivende adjektiver, der bliver brugt om langskibene – i positiv betydning – henviser til deres smidighed: mjór og mæ, som begge kan oversættes med ’smækker’, eller kløkkr og þíðr, bøjelig. Dette er i god overensstemmelse med omtalen af de store krigsskibe som slanger og drager. Ordet barð, som vi på en enkelt runesten formodentlig ser brugt som betegnelse for et krigsskib, optræder i skjaldedigtningen som en del af stævnen på et skib, samt som navnet på Erik Jarls skib.
Rigningen er et af de områder, der er allerdårligst belyst af det arkæologiske materiale – men desværre giver skjaldedigtningen kun få konkrete oplysninger herom.
Et enkelt sent, anonymt digt, omtaler at et skib tilhørende den norske kong Magnús berfœttr (1093-1103) har en mast på ikke mindre end 70 fod – omkring 21 m – hvilket kan sammenlignes med Skuldelev 2-rekonstruktionen HAVHINGSTENS mastelængde på 15 m. Mastetoppen var, ligesom stævnen, en del af skibet som fik særlig opmærksomhed i digtningen.
Den blev betegnet med ordet húnn, som også har betydningen ’spillebrik’ – formodentlig en henvisning til dens ofte terningagtige form. En leder kunne være en som ’binder mastetoppen ret’, bindr hún beinan, og han kunne være ’den som sender mastetoppens ild’, hyrsendir húna.
Sidstnævnte eksempel indikerer at mastetoppen kunne være forgyldt. En omtale af at sejlet laver støj ved at slå mod staget, rýndu við stag er én af flere, der viser at stag blev brugt til at sikre masten. En anden viser, at sejlene var forsynet med reb, rif, så deres størrelse kunne formindskes.
Skjaldekvadenes beskrivelse af selve sejladserne er hyppige, men ikke detaljerede. Årer og roning omtales med vægt på det imponerende i åreslagene, der for Harald Hårderådes storskib blev sammenlignet med ørnens vingeslag: es sem líti innan arnar væng.
Udstrakt roning, eller roning i hårdt vejr blev fremholdt som en bedrift, og det samme gjorde sejlads i storm - hvilket måske også fortæller os, at ingen af delene var den normale måde at bruge langskibene på. At sejle bidevind, beita, eller med rebede sejl, vefja, fremhæves også som særligt krævende.
I de tilfælde, hvor der omtales skjolde på skibene – som ’pansring’ – ligger de stille eller omtalen er allegorisk. Skjaldekvadene modsiger altså ikke den praktiske iagttagelse fra de arkæologiske fund, at skjoldene ikke kan have været monteret under roning, og næppe under sejlads heller.
En lille række af eksempler viser, at krigsskibene kunne trækkes op på land. Således Knud den Store, der i England renndi langskipum útan at eyrar grunni, ’lod sine skibe løbe op på grunden af grus/sand’.
Måske fordi de er skrevet til at prise fyrsterne, nævner skjaldedigtningen stort set ikke noget om organisationen ombord i skibene eller af flåden som sådan, bortset fra at fyrstens rolle som leder naturligvis altid fremhæves.
I skjaldedigtningen kan besætningen på et skib kaldes for skipun, sogn og sókn, hvoraf det første korresponderer til runestenenes brug af skiparar. Sogn er blot en ’samling af mennesker’, mens sókn er en ’søgning’ og også kan betyde et slag eller et angreb – altså en samling af mennesker som vil gennemføre noget i fællesskab.
Betegnelsen lið er en samling af krigere, og dermed også krigere ombord på et langskib, men det kan også betegne en flåde af krigsskibe. Store grupper af krigsskibe betegnes som flotar, flåder, men en floti kan også betegne alle mændene på en flåde. Leiðangr optræder i fem tilfælde i skjaldekvadene, og synes i alle fem blot at betegne en flåde, og ikke noget bagvedliggende organisationssystem.