Vikingebyer
Her er en liste over nogle af de byer som fandtes i vikingetiden. Nogle af byerne findes stadig i dag, og andre byer kendes kun fra udgravninger.
Birkende var engang en travl vikingelandsby; de var typisk på 5-8 gårde med store træbyggede, stråtækte huse. Jorden blev dyrket med korn, og kvæget græssede i de grønne enge.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Ved kirken i Henne Kirkeby er der informationstavler om den boplads, som lå her i vikingetiden. Mellem 2003-12 har arkæologer arbejdet med at forstå den helt særlige plads ved Filsø, for den ligner ikke rigtig noget de har set andre steder i landet. Pladsen opstod med al sandsynlighed i 700-tallet, og op igennem vikingetiden udviklede den sig til en meget struktureret og højt specialiseret produktions- og omladningsplads.
Det bebyggede område var ca. 7 ha stort, men kun 10 % er arkæologisk undersøgt. Helt specielt for Henne er, at bebyggelsen har været placeret på rad og række langs en nord-syd gående vej. Tættest på vejen ligger utallige små værkstedshuse og økonomibygninger. De få, der er udgravet, har alle indeholdt vævevægte, så en stor produktion af klæde har fundet sted her.
Bebyggelsen
Mod vest ligger en næsten ubrudt række på ca. 400 m af mindst 17 langhuse helt tæt – der har kun været få indgange til bebyggelsen fra den side. Mod øst har en palisade på mindst 280 m beskyttet bebyggelsen. Vejen ender ved Filsø, som man i vikingetiden med al sandsynlighed har kunne sejle til ad Henne Mølleå – her kunne skibene ligge langt bedre sikret end ved det åbne Vesterhav.
Varer fra hele den kendte verden er kommet til Henne: glasperler fra Norge, kværnsten fra området omkring Rhinen, bjergkrystal fra Sortehavet og arabiske mønter. Hvad har de handlende ønsket sig fra Henne-borgerne? Sikkert rav, Nordens guld, som der også er fundet en del af på pladsen.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Fra Lejre mod Hornsherred passerer man Gevninge, i dag en meget stille lille landsby. Sådan var det næppe i vikingetiden, for arkæologer mener, at Gevninge den gang fungerede som knudepunkt for transport over land og vand til og fra Lejre.
Byen ligger lige ned til Lejre Å, ca. 2 km fra åens udløb i Roskilde Fjord. I dag er åen et meget beskedent vandløb, og selvom den måske har været noget mere vandførende i vikingetiden, så har man næppe kunne sejle meget længere op ad åen end til netop Gevninge, hvor åens forløb ændrer sig med mange sving og lav vanddybde. Det betyder, at besøgende til Lejre, som ankom med skib, har ankret op her og er fortsat til fods eller i vogn.
Gevninges mange fund
Talrige gange siden 1800-tallet er der dukket menneskeskeletter op af jorden i Gevninge, som er vurderet til at stamme fra vikingetiden. Da der skulle bygges nyt plejehjem i byen, fik arkæologer i 2000 mulighed for også at se nærmere på vikingetidens bygninger i Gevninge. Her fandt de en helt almindelig vikingetidsbebyggelse med to treskibede langhuse og fem grubehuse.
Beboerne har udøvet lidt håndværk, nok mest vævning af tekstil og en smule arbejde med jern, hvilket er de håndværk, man typisk ser på vikingetidens gårde. Men fundet af flere pragtgenstande viser, at Gevninge nok ikke var helt almindelig alligevel: dele af en pragthjelm, en unik guldarmring, toppen af en bronzespand og en spydspids er ikke genstande, man normalt finder på vikingetidens gårde.
Det kunne tyde på, at Lejre-kongen har haft en mand udstationeret i Gevninge, som har fungeret som vagtpost og overvågning af hvem, der fik adgang til de hellige haller – han er blevet belønnet for sin loyalitet med helt unikke og kostbare genstande, som dem der siden blev fundet. I dag er de udstillet på Lejre Museum.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Hedeby ligger overfor byen Slesvig i det nuværende Tyskland, men for 1000 år siden var det en dansk vikingeby. Ifølge Frankiske rigsannaler (en slags årbøger) ødelagde den danske kong Godfred i 808 Hedebys konkurrent, den slaviske handelsplads Reric, og flyttede købmændene til Hedeby. De næste 250 år var Hedeby en af de mest centrale og største handelsbyer i Vikingetiden.
Byens placering og udseende
Byen lå ved en bæk nær fjorden Slien. Vikingerne fra byen havde sat træplanker op langs bækkens sider, så de kunne kontrollere dens løb og retning. Byens gader lå langs bækken og flere af gaderne var opbygget af træplanker og de havde stort set alle retning mod havnen. Langs gaderne lå små husgrunde med husene gavlvendt mod gaden. Husene var meget forskellige, men de bliver større, jo tættere på havnen man kommer.
Man kunne nemt sejle og rejse over land til Hedeby. Både fra øst og vest og var derfor en vigtig handelsby for den nordeuropæiske handel. Fra øst kom man op af den 40 km lange og smalle fjord Slien. Herfra var blot 16 km til de sejlbare floder Ejderen og Treene så man kunne nå Vesterhavet. Tæt ved byen gik desuden Jyllands nord-syd gående hovedvej, senere kendt som Hærvejen.
I midten af 900-årene blev der opført en 1300 meter lang vold omkring byen, der nogle steder er op til 10-11 meter høj. Volden blev senere forbundet med Danevirke, og blev forstærket flere gange, bl.a. med en ydre vold og flere spidsbundede voldgrave.
Hedebys havneanlæg har været meget vigtigt for byen, både som handelsplads og som samlingssted for flåden. Havneanlæget har derfor også været udbygget og afspærret på bedste vis. Havnen havde på et tidspunkt op til 60 m lange anløbsbroer. Nogle af disse broer var så stærkt bygget, at der lå lagerbygninger eller stalde og salgsboder ovenpå dem. Byvolden fortsatte ud i havnebassinet, og her er også fundet nedhamrede pæle som yderligere afspærring for fjendtlige skibe.
Arkæologiske og historiske kilder til Hedeby
Hedeby var en af de vigtigste byer i vikingetidens Skandinavien og derfor også en af de mest undersøgte vikingebyer. Det meste af vores viden stammer fra de spor, som byen og dens indbyggere har efterladt sig i jorden. På grund af en vandstigning på 120 cm siden vikingetiden er bevaringsforholdene utroligt gode for træ og andet organisk materiale, som bevares bedst i fugtige iltfattige omgivelser.
De arkæologiske fund vidner om, at byen havde mange håndværkere. Heriblandt smede, bronzestøbere, kam- og benmagere, lædermagere, smykkesmede, ravslibere, pottemagere og glasmagere. I to kilder nævner vikingerne Ottar og Wulfstan begge Hedeby som mål for handelstogter. De beskriver for eksempel, hvorledes det tog fem dage at sejle fra Kaupang i Norge til Hedeby.
Fakta: Skriftlige kilder omtaler byen flere gange, og selvom den ofte kaldes Slisswich (Slesvig), Hædum og Haithabu, må vi gå ud fra, at det blot er den frankiske, angelsaksiske og norske betegnelse for Hedeby.
Den første gang byen nævnes i de frankiske rigsannaler, er da den danske konge i 804 samlede hær og flåde i Hedeby. Sidste gang byen nævnes, er i forbindelse med byens undergang. Vi ved dog ikke meget om hvorfor Hedeby forsvandt. Nogle skriftlige kilder fortæller, at byen i 1066 blev ødelagt af en slavisk hær. Andre beretter om den norske kong Harald Hårderådes angreb og nedbrænding af Hedeby i 1060. Arkæologiske fund vidner også om, at byen er brændt ned i anden halvdel af 1000-tallet. Herefter ser det ud til at den miste sin betydning.
Men Hedeby nåede dog at spille en vigtig rolle omkring kristendommens indtog i Danmark. Det fortælles i Ansgars levned om Kong Horik II:
Citat: - i en søstad i hans rige, som var meget skikket dertil?, Slesvig er dens navn, hvor købmænd kom til fra alle kanter, tillod han ham (Ansgar) at bygge en kirke, indrømmede ham et sted, hvor præsten kunne bo, og gav tillige den tilladelse: at hvem i hans rige der ville måtte blive en kristen.
Kristendommen i Hedeby
Ikke alle overgav sig dog frivilligt til kristendommen i Hedeby. Den kristne præst blev faktisk jaget ud af byen og kirken blev lukket. Den genåbnede i 854, men kristendommen måtte leve side om side med andre religioner i mange år frem. I Hedeby har man fundet en støbeform, hvori kan støbes både kors og torshamre. Og i 965 beskriver en arabisk købmand og diplomat, Al-Tartûschi, rædselsvækkende hvordan indbyggerne i Slesvig tilbeder hedenske guder, og at de kaster deres nyfødte børn i havet for at spare udgifterne.
Der er ingen tvivl om, at Hedeby havde en stor betydning for vikingetidens handel og var særdeles vigtig for kongemagtens samling og konsolidering i Danmark. Byen var gentagne gange udsat for angreb og var i korte perioder på fremmede hænder. Kampen om Hedeby viser, hvor vigtig en brik den var i de store politiske spil i Norden og Mellemeuropa i vikingetiden. Da den forsvandt, blev dens funktion og betydning overtaget af den by, som også overtog et af dens navne: Slesvig, der ligger på den anden side af fjorden.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Her har vikingerne boet på en sikker position lidt inde i landet, men med fordel af adgangen til fjorden og nærheden til kongemagten i Lejre. Den romanske frådstenskirke er en af de ældste kirker på Sjælland fra omkring år 1100. Den ligger på det højeste punkt i området (43 m.o.h.), og indtil parcelhusene skød op midt i 1960’erne, lå den helt ensomt.
Det er gravhøjen ved kirkegårdsmuren mod nord, som fanger øjet, og selvom den er meget ældre end vikingetiden, så er den nok årsag til, at vikingerne i dette område anlagde deres begravelsesplads her. I år 2000 udgravede arkæologer fra Roskilde Museum stedet, og det gav anledning til nogle nye interessante observationer om vikingernes gravskik. De fleste forestiller sig måske, at alle vikinger blev begravet i eller under et skib fyldt med prægtige gravgaver, dækket af en gravhøj. Men sådan forholdt det sig nok i virkeligheden kun for de særligt udvalgte.
Hvad gravene gemte
En begravelsesplads for den helt almindelige viking er fundet på Kirkebakken i Kirke Hyllinge. Her gravlagde vikingerne deres døde efter nogle af de samme mønstre, som ses mange andre steder i vikingernes verden: på et højtbeliggende sted, som har været benyttet til gravlæggelse igennem 1000 år. Ca. 80 % af gravene lå i nord-syd-retning – tidligere sagde man, at så var de hedenske, men meget tyder på, at det mere var spørgsmål om en bestemt regional tradition. I alt fandt arkæologerne 28 grave – 24 enkeltgrave, 2 dobbeltgrave, 1 grav med tre personer og 1 grav med fire personer.
De er på baggrund af gravgaverne dateret til perioden midt i 700-tallet og frem til begyndelsen af 900-tallet. De døde havde fået gravgaver med i form af knive, tenvægte, hvæssesten, remspænder eller glasperler. Der fandtes også dyreknogler, som nok har været madofringer til den døde. Kun meget få lå begravet i en kiste – begravelser i vognfadinger, skibe og kammergrave var forbeholdt samfundets øverste.
På pladsen blev der også fundet en offergrube med en ubrændt menneskefod. I gravfyldet omkring de døde fandt arkæologerne små ben fra dyr og mennesker. Det kan forklares som en reminiscens af skikken med ligbrænding, som var påbudt ifølge Odins Lov og var fremherskende i den tidlige del af vikingetiden. Fund fra Kirke Hyllinge er udstillet på Roskilde Museum.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Lønborg ligger ca. 15 km nordøst for Bork ved Skjern Ås udmunding i Ringkøbing Fjord, hvor åen danner Danmarks eneste floddelta. Stedet var i vikingetiden ramme om en bosættelse på skråningen ned mod åen. Fra bakketoppen har man på en klar dag et godt udsyn over landskabet: Skjern Ådal, Ringkøbing Fjord og Vesterhavsklitter – det er ikke svært at leve sig ind i vikingetidens færdsel til lands og til vands herfra. Strategisk lå Lønborg godt placeret for sejlads, for i middelalderen havde Skjern Å sin munding lige nedenfor kirken – faktisk hed Skjern Å dengang Lønborg Å.
En dyb hulvej fører ned til et overfartssted, brugt siden jernalderen og til dels afdækket ved arkæologiske udgravninger i forbindelse med genopretningen af Skjern Å i 1990’erne. Der er ikke fundet spor efter broer, kun stenlagte vadesteder, så måske har en færge hjulpet de rejsende tørskoet over åen. Den oplevelse kan man stadig få på nutidens trækfærger ude i deltaet. Lønborg Kirke fra 1100-tallet ligger markant hævet over landskabet på toppen af bakken. Den er viet til Sankt Knud, og dyrkelsen af den sidste vikingekonge, Knud den Hellige, knytter sig også til både den nærliggende helligkilde, der bærer hans navn, og grav højen 500 m øst for kirken, som kaldes Knudshøj.
Fundene
Der er bl.a. fundet frankiske smykker, et bronzevægtlod og en bronzenøgle på markerne omkring kirken. I middelalderen blev et voldsted, Borgvold, bygget vest for kirken. Borgvold er siden sløjfet; en vej fra 1960’erne gennemskærer anlægget, og grusgravning har ødelagt de sidste muligheder for arkæologiske undersøgelser og drømmen om at finde Borgvolds vikingetidsforgænger.
Kontrol med trafikken i Vestjylland var dog kun en af flere vigtige grunde til Lønborgs eksistens; fiskeri var en anden med stor betydning. Det omtales allerede i kilder fra omkring 1100, og i 1200-tallet bruges laks som afgift fra Lønborg. Da deltaet senere rykkede længere mod vest, mistede stedet sin betydning.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Omkring Lovns Sø, som man muligvis kunne sejle ind i, var der en betydelig aktivitet i vikingetiden. Her er fundet langhuse og grubehuse, som vidner om produktion og handel. Der er gjort mange fund med metaldetektor her, også en møntskat, der formentlig blev gravet ned, da den norske kong Harald Hårderåde i 1050’erne hærgede i Limfjorden.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Lindholm Høje er kendt for sine mange grave og stensætninger. I dag ligger der et museum. Gravpladsen består af næsten 700 grave, men der kan have været mange flere. Gennem tiden er mange sten blevet fjernet. I 1800-tallet blev mange sten for eksempel slået til skærver til vejfyld. Ødelæggelserne gik hårdest ud over det område, hvor der lå vikingetidsgrave, og der er næsten ingen tilbage. Langt de fleste af de 700 grave, der stadig eksisterer, er fra slutningen af jernalderen - altså lige før vikingetiden. Hvor mange grave, der er ødelagt, er ikke til at vide.
I nærheden af gravpladsen er også fundet et par landsbyer fra vikingetiden. Her har arkæologer fundet mange genstande; både dagligdags genstande som hvæssesten, gryder og øser samt mere luksuriøse varer som drikkeglas og ædelsten. Måske er de rigeste fra landsbyerne taget til Ålborg for at købe varer som disse. Fund af arabiske sølvmønter fortæller i hvert fald om Lindholm Højes internationale handelsforbindelser.
Vi ved ikke, om folk i Ålborg blev begravet på gravpladsen på Lindholm Høje. Men ofte lå vikingernes gravpladser lidt væk fra byen og adskilt af vand; for eksempel vandløb som adskilte byen og gravpladsen. Måske har man begravet sine borgere på den anden side af Limfjorden - på Lindholm Høje.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Odense er en af de danske byer, der først omtales i de skriftlige kilder. Den har en fortid som hedensk helligsted, men byen nød også godt af kristendommen kom til Danmark og af at betjene den voksende centralmagt.
Fakta: Byens navn peger på en hedensk fortid; Odense er en sammenstilling af ”Odin” og ”vi” og har oprindeligt betydet ”Odins helligsted.” Det tyder altså på, at guden Odin har været dyrket på stedet før kristendommen. Men om der har været en egentlig bebyggelse på dette tidspunkt, ved man ikke.
Første gang byen nævnes i de skriftlige kilder er i et tysk brev fra 988. Her udpeges Odense som bispesæde sammen med Slesvig, Ribe og Århus, og fritages dermed for skat. Brevet understreger byens betydning på dette tidlige tidspunkt.
Det tyske dokument kaldes for Odenses ”dåbsattest,” fordi det er det tidligste skriftlige fund om byen, men Odense har sandsynligvis en længere historie. Nonnebakken, der ligger midt i det nuværende Odense, var en af de særlige danske ringborge, og er nok bygget omkring 980.
I 1086 blev kong Knud den Hellige myrdet i St. Albani Kirke. Han blev senere kåret til helgen. Dette gjorde at kristne langvejs fra rejste til Albani Kirke.
Opgaver
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Ribe er den første danske by, som nævnes i de skriftlige kilder fra Vikingetiden. Allerede i 855 nævnes byen, da den danske konge Horik II giver den kristne missionær Ansgar lov til at bygge en kirke i byen. 100 år senere i år 948, får byen en biskop og bliver dermed bispesæde. Herefter omtales Ribe derfor ofte i de skriftlige kilder. De arkæologiske fund viser, at Ribe var en vigtig by for handelen mellem Vesteuropa og Skandinavien.
Fakta: Datering af årringe fra et stykke egetræ, der sad i en brønd, daterer grundlæggelsen af Ribe til omkring 705.
I begyndelsen af vikingetiden var området omkrin Ribe en markedsplads, hvor der var marked om sommeren. Markedspladsen var nøje planlagt og ikke blot et resultat af en langsomt opblomstrende handel.
Hvem grundlagde byen?
I samme periode som Ribe bliver til en rigtig by, bygges der også to store forsvarsværker. Kanhavekanalen på Samsø (726) og Danevirke (737). Så store bygningsværker og grundlæggelsen af byen Ribe, tyder på at, der har været en magtfuld konge i 700-tallet.
Kongens tilknytning til området understreges igennem hele perioden af en række fund af mønter. Der er fundet ca. 150 Sølvmønter, de såkaldte Sceattas, i byenfra tidlig vikingetid.
I 1000-tallet slog disse konger mønt i Ribe og brugte byens navn på en del af deres mønter:
- Knud den Store (1018-1035)
- Hardeknud (1040-1042)
- Svend Estridsen (1047-1074)
- Niels (1104-1134)
Strategisk har byen været godt placeret, således at kongen har kunnet kontrollere handelen fra både indland og udland. Byen har viderehandlet importerede varer fra Vesteuropa til resten af Skandinavien. Det kan man se på de utallige fund af blandt andet glas, keramik og kværnsten mm, der alle er fremstillet i udlandet. Ribe har uden tvivl været en by, hvor mange fremmede har været på besøg; deriblandt også folk med et andet sprog, andre varer, andre skikke og andre religioner.
De handlende mødtes på den permanent anlagte markedsplads, som var omgivet af en grøft eller et hegn, så kongens repræsentant bedre kunne styre opkrævningen af afgifter af de udenlandske handelsmænd.
Grundene i Ribe er oprettet efter et fast mønster, som vi også ser i andre byer fra perioden 700-1100. De er aflange og har husene placeret med gavlen ud mod vej eller å, således at det har været nemt for den enkelte at komme til sin egen jordlod.
Byens forsvar
I begyndelsen af 800-tallet lå der en 2-3 meter bred grøft omkring byen. Dette kan næppe kaldes en befæstning, men må snarere betegnes som en afgrænsning af byområdet, indenfor hvilken man skulle overholde byens regler og pligter. Her var markedsfreden kongens ansvar, og de handlende betalte en afgift som modydelse. Senere fik byen en egentlig befæstning, da bygrøften blev erstattet af en 8 meter bred voldgrav med vold på indersiden.
I 1100-årene fik Ribe et nyt stort forsvarsværk mod øst: En 12 meter bred og 2 meter dyb voldgrav med en 8 meter bred vold på indersiden. Oven på volden var øjensynlig opbygget en palisade af træpæle, således at man fra bunden af voldgraven skulle 7-9 m op for at trænge over volden og ind i byen.
Kristendommen kommer til Ribe
Omkring 855 tillod kong Horik II, at missionæren Ansgar byggede en kirke i Ribe, og han gav tilladelse til, at en præst måtte bosætte sig i byen. I 948 omtales den første biskop af Ribe, som deltager ved et kirkemøde i Tyskland. Hans navn Leofdag viser, at han ikke var dansk og man ved ikke om han nogensinde satte sine ben i Ribe. Af senere skriftlige kilder fremgår det dog, at bispesædet i Ribe var meget magtfuldt og allerede omkring 1000 e. Kr. kontrollerede store dele af Jylland. I anden halvdel af 1100-tallet lægges de første sten til Domkirken, der endnu står som Ribes vartegn.
Opgaver
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
I løbet af 1000-tallets første halvdel voksede Roskilde frem af ingenting, og blev på få år rigets mægtigste by; hjemsted for Konge og Biskop.
Roskilde menes grundlagt, som en magtdemonstration fra den nye kristne kongemagt og dens nye allierede: Kirken. Roskilde Museum har gennemført over 130 arkæologiske undersøgelser, i byen, gennem de seneste 30 år. Undersøgelserne viser at byen tidligst er dannet omkring år 1000.
Flere forskellige skriftlige kilder fra 1000-fortæller at Roskilde, senest i 1020'erne, var hjemsted for både biskop og konge. Ca. 1070 skrev den tyske kirkemand Adam af Bremen, at ”den største by er Roskilde – Danmarks kongesæde”.
Fakta: Området omkring Roskilde var allerede fra 400-tallet hjemsted for en høvdingeslægt, der gennem 600 år holdt til i Lejre, ca. 10 km sydvest for Roskilde.
I de gamle sagn er Lejre beskrevet som kongesæde og hedensk offersted, og arkæologiske undersøgelser har vist, at området gennem yngre germanertid og vikingetid var beboet af den absolutte overklasse. Med kristendommen og samlingen af Danmark mod slutningen af 900-tallet mistede Lejre øjensynlig sin magtposition og status til fordel for Roskilde.
Byen Roskilde
Roskilde hører til en særlig form for byer, der opstod i Danmark i årtierne omkring år 1000. I forhold til vikingetidens handelspladser som Hedeby og Birka var Roskilde anlagt som en ubefæstet og betydeligt mere åben bebyggelse.
Bymidten lå højt hævet over fjorden, og med domkirken på en fremtrædende plads. Nedenfor bakken, lå byens anløbsplads, Vindeboder, fra 1000-1100-tallet, og en bebyggelse, der var knyttet til Skt. Clemenskirken (nu Skt. Jørgensbjerg) i den vestlige side af bugten.
Den første konge, som med sikkerhed kan knyttes til Roskilde, var Knud den Store, som slog mønt i byen. Roskilde var hjemsted for kongens jarl, Ulf, der var gift med kongens søster, Estrid. Ulf og Estrid var samtidig fosterforældre for Knuds søn, Hardeknud. En strid mellem kongen og jarlen endte med, at Ulf Jarl blev dræbt af kongens mænd ca. 1026. Ulfs egen søn, Svend Estridsen, blev derimod Danmarks konge fra 1047 til 1074.
Arkæologiske undersøgelser har vist bosættelsesspor indenfor et område på 800 x 1100 m, dels i form af kulturlag, affaldsgruber, grøfter, hegn, stolpehuller og en enkelt hustomt, dels som kirker. Roskildes overordnede gadenet synes allerede at være udstukket fra byens begyndelse. Der var færdselsårer mellem bymidten og havnen, og middelalderbyens hovedstrøg, der forløb øst-vest, omfattede bl.a. byens 400 m lange torvegade, der strakte sig fra Skt. Laurentii Kirke i vest til Skt. Mikkels kirkegård mod øst.
Arkæologiske udgravninger omkring Skt. Laurentii Kirke har antydet, at der før stenkirkens opførelse i begyndelsen af 1100-tallet, dels har stået en mindre trækirke, dels har været torveplads. Man fandt et hegn, der tolkes som adskillelse mellem torv og kirkegård, ligesom en kraftig stolpe, omgivet af et 1,75 x 1,50 m stort plankehegn, der var ældre end frådstenskirken, menes at være resten af et torvekors.
Anløbspladsen var anlagt på en strandvold, og foran har ligget en bred og ubeboelig strandeng. Udgravninger i dette område har vist, at der er fremstillet kamme af ben og tak, der har været bronze- og jernsmed, ligesom fiskere har haft deres redskaber på stedet. Der er ikke mange tegn på handel, men forbindelser til Norge eller Vestsverige, samt de slaviske områder i Nordøsttyskland og Polen har der dog været. Der er ikke fundet brygger eller andre konstruktioner til skibene, der lå opankrede på reden.
Udgravninger i havneområdet har afdækket ni skibsvrag, hvoraf et krigsskib er dateret til efter 1025, mens et lastskib er dateret til omkring 1060. Fire andre vrag er dateret til 12. årh., mens yderligere tre vrag er fra 13. og 14. årh.
Roskilde beholdt gennem en stor del af middelalderen sin plads blandt Danmarks betydeligste byer på grund af kongsgård, udmøntning, et overordentlig velhavende bispesæde og sine mange kirkelige institutioner. I begyndelsen af 1400-tallet indvarsledes imidlertid nye og dårligere tider. Kongen tvang i 1416 roskildebispen til at afstå den rige handelsby København, der snart skulle blive landets vigtigste by som residensstad for kongen og hans hof.
Ved reformationen i 1536 svandt en stor del af Roskildes økonomiske fundament, da de gejstlige institutioner med deres rigdomme og efterspørgsel af varer og tjenesteydelser ophørte. Kun domkirken, Vor Frue Kirke, Skt. Ibs Kirke og Skt. Jørgensbjerg Kirke undgik nedrivning, mens de øvrige sognekirker og klostre forfaldt og blev nedrevet senest i 15-1600-tallet.
Samtidig var byens havn ikke længere attraktiv for tidens dybtstikkende handelsskibe, og Roskildes købmænd og håndværkere blev hårdt ramt. Hele kvarterer blev opgivet, og udlagt som haver, vænger og græsningsarealer for borgernes husdyr.
Opgaver
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Ved stedet hvor Nibe og Halkær Bredning mødes, knap 30 km sydvest for Aalborg, var der i vikingetiden stor aktivitet. Handlende fra nær og fjern mødtes på en handelsplads her i perioden 700-1100. Håndværkere arbejdede med at forarbejde jern fra Norge og forvandle bronze, sølv og guld til smykker.
Fundene
Man har bl.a. fundet esseslagger, som er affald fra smedenes arbejde med at rense jernet, inden det kunne forarbejdes til blandt andet redskaber og våben. Håndværkerne arbejdede i grubehuse, som er små nedgravede huse, hvor gulvet er under jordniveau. To af denne type huse er rekonstrueret på stedet. Ved foden af det 36 m høje Skt. Nikolaj Bjerg har arkæologerne fundet spor efter to trækirker fra vikingetiden, og over 1000 mennesker er blevet begravet på kristen vis på gravpladsen.
En kvindegrav skilte sig tydeligt ud: kløvede stykker af granit dannede en kiste med låg. I gravens vestende var kvindens hoved placeret i en udhugget niche i en kalksten. Gravens placering under tagdryppet på kirken er ganske særlig, så arkæologer har en teori om, at hun var kirkens grundlægger. Graven er udstillet på Lindholm Høje Museet.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Arkæologer mener, at Sjørring var et magtcentrum i vikingetiden og den tidlige middelalder, hvorfra den vigtige hovedfærdselsåre gennem Thy kunne kontrolleres fra et befæstet anlæg. I dag kan man stadig se den knap 8 meter høje borgbanke med volde, som dengang lå ved de nu afvandede Sjørring og Sperring Søer. Arkæologiske udgravninger har frembragt forskellige fund fra vikingetiden, blandt andet sværd. Der er opstillet informationstavler, som fortæller om stedet.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Tissø, Tyrs sø, er Sjællands fjerdestørste sø, og den danner det naturlige midtpunkt i Danmarks første naturpark, Åmosen. Der er forbindelse mellem søen og Storebælt via Halleby Å. Tissøs vikingefortid blev først opdaget i 1977, da en lokale bonde hev Tissø-ringen op af mulden – en guldring på 1,8 kg rent guld, til dato Danmarks største enkeltguldfund fra vikingetiden. Den er dateret til midt i 900-tallet og kan nu ses på Nationalmuseet.
Fra midt i 1990’erne gik arkæologer i gang med større udgravninger på stedet, og langsom tegnede der sig et billede af en imponerende stormandsgård. Her holdt en lokal konge til fra omkring år 600 til begyndelse af 1000-tallet. Noget helt særligt ved Tissø er fundet af et kulthus, hvor folk har dyrket de gamle nordiske guder, sikkert først og fremmest krigsguden Tyr, som søen har navn efter. På bunden af søen er fundet mange sværd ofret til ham.
Oplev stedet
De forskellige bygninger er markeret med sten, og deres anvendelse er formidlet på plancher. Fra fugletårnet kan man få et godt overblik over området. Helt nede ved søen kan man ubemærket observere det rige fugleliv fra den lukkede observationsplatform og forestille sig de mange offerfund til guden Tyr, som er fundet på bunden af søen.
Har man lyst til at bevæge sig ud i Danmarks første naturpark og opleve mere af det smukke landskab, så kan vandreruten I Vikingernes fodspor anbefales. Ruten er 3,5 km lang
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Man kender ikke meget til Viborg før slutningen af vikingetiden. Men der har mindst været en landsby på stedet i 900-tallet, og senest omkring år 1000 må byen have været betydningsfuld.
Hærvejen, eller Oksevejen, gik herfra og ned gennem Jylland og gennem Dannevirke. På denne måde var Jylland forbundet med Centraleuropa, hvilket gjorde det til en vigtig vikingeby.
Knuds mønter
Ca. 1018 får Knud den Store slået mønt i byen og i 1027 hyldedes kong Hardeknud (1035-42) på Viborg Landsting (et råd der samles og udsteder love). Det er den første kongehyldning vi kender til. Kongerne skulle hyldes på Tinge og blev kåret til konger i:
- Jylland (Viborg)
- Sjælland (Ringsted)
- Sverige/Skåne (Lund).
Byen må derfor have været en ganske betydningsfuld vikingeby i Jylland; sikkert på grund af den centrale beliggenhed.
Byen må have bevaret sin betydning for i år 1060 bliver byen bispesæde, og byen nævnes i Adam af Bremens store værk om de hamburgske ærkebispers historie ca. 1070. Ca. 1130 påbegyndtes byggeriet af Viborg Domkirke. Den oprindelige kirke fra 1130 findes desværre ikke længere. Kun krypten er bevaret.
Fakta: Navnet Viborg antyder, at stedet muligvis også har været et religiøst centrum i hedensk tid. Et ”vi” er et gammelt ord for et hedensk helligsted. ”Borg” var en befæstning eller bakke. Altså har Viborg betydet noget i retning af ”det hellige sted på bakken”.
Opgaver
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
4 km fra centrum af Aarhus ligger Viby, det hellige sted. Det var med al sandsynlighed her, at vikingerne i Aros tog hen for at dyrke de gamle guder – krigsguden Tyr, som lokaliteten Tyrseng har navn efter, eller Odin, som stadig gemmer sig i navnet Onsholt, der betyder Odins skov. Tæt på Viby i Snekkeeng blev der i 2002 fundet rester af et ledingsværft med store mængder af affaldstræ og skibsdele. Stedet var i brug 797-1266 – og det passer med at Saxo netop nævner Aarhus som samlingssted for ledingsflåden.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
De typiske små fynske landsbyer som Viby og Salby ca. 5,5 km nord for Kerteminde, emmer af idyllisk landsbystemning, og det er ikke svært at forestille sig, at deres historie går helt tilbage til vikingetiden. Stednavneforskere ved at byer, der ender på -by fik deres navne i vikingetiden. Viby kunne betyde landsbyen med viet – et vi var et helligt sted – og Salby betyder landsbyen med salen, så her lå med al sandsynlighed et særligt stort hus. Detektorfolk har de seneste år gjort mange fine metalfund af både bronze og forgyldt sølv fra markerne omkring de nuværende landsbyer, bl.a. stumper fra en sjælden mankestol, der er en del af udstyr til heste. Det bekræfter, at folk har boet her kontinuerligt i mindst 1000 år.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
I udkanten af landsbyen Risby, 5 km nord for Albertslund, ligger en lille vikingelandsby omgivet af skov mod øst og med udsigt over Store Vejleådalen i vest. Her er man velkommen til at gøre stop og besøge det farverige Salshus, et rekonstrueret langhus fra sen vikingetid, såvel som de små værkstedshuse, også kaldet grubehuse, som alle er rekonstruktioner af vikingetidshuse. I stalden er der vikingedyrehold med grise, får, geder og kat, og der arbejdes på at rejse en lade. Vikingelandsbyen er et arbejdende historisk værksted drevet af Albertslund Kommune i samarbejde med 130 frivillige, og her formidles vikingetiden til især børn, som er på tur med skole eller institution. Bemærk stævningsskoven rundt om landsbyen, hvor egetræerne stævnes som i vikingetiden – en tilskæring, som sikrede lange, lige stammer, der skulle bruges til bl.a hegn og husbyggeri.
Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden
Århus, eller Aros som byen hed i vikingetiden, er opstået omkring 900 tallet. Navnet betyder ”åens munding”, og byen lå også lige ved udmundingen af Århus Å. Beliggenheden ved Århus ådal gjorde byen til et nøglepunkt i Jylland. Adam af Bremen nævner byen i 1070erne, og omtaler den som en central søfartsby, hvorfra man kunne sejle til Fyn, Sjælland, Skåne og Norge.
Ådalen ved Århus har historisk set haft stor betydning for vikingebyen. Både trafik over land og til vands har kunnet komme igennem her, så det var let at få varer til byen.
I nutidens Århus by ligger gaden Immervad stadig. Navnet betyder vadested. Gaden ligger dér, hvor vikingerne gik over åen. Vadestedet skabte en naturlig færdsel gennem området, da ådalen var besværligere, at komme over længere inde i landet.
Byens placering og udseende
Vikingebyen blev allerede i 900-tallet omringet af en stor vold. Volden er så vidt muligt lagt op ad naturlige vandløb, der fungerede som voldgrave. Volden er udvidet to gange: Sikkert en gang i 1000-tallet og en gang i 1100-tallet. I sin endelige udformning har den været 20 meter bred og omkring 4 meter høj.
Vikingebyen Århus var en vigtig handelsplads i vikingetiden. Man kunne let komme rundt til de mange øer og over Kattegat til Fyn og Sjælland. Århus var en god handelsby og et godt sted at lægge en flåde.
Der har nok været en magtfuld mand i byen. Byggeriet af byvolden har krævet mange folk og materialer. Måske er den blevet udført på ordre fra kongen.
Inden for volden dækkede vikingebyen et areal på ca. 6 hektar. Det er svært at sige noget præcist om bebyggelsens karakter og byplan, fordi de fleste rester af huse for længst er rådnet bort eller ødelagt af senere tiders byggerier. På indersiden af byvolden har man fundet rester af en vej belagt med træplanker, som menes anlagt i 1000-tallet.
Placeringen af Århus midt på Jyllands østkyst, vendt mod øerne og området om Kattegat, er strategisk velvalgt. Som handelsby var det selvfølgelig en god placering, men måske har byen også været vigtig som tilholdssted for flåden. Man har kun få arkæologiske fund fra byens søfart, men i de skriftlige kilder kan man finde beskrivelser af krigshandlinger i og omkring Århus. I 1100-årene er Århus også krigshavn for Magnus i slaget mod Erik Emune, og Århus er mål for en del overfald fra vendernes side og udvidelserne af volden skal sikkert ses i denne sammenhæng.
Århus har ikke, som Ribe og Hedeby, været et stort internationalt handelscentrum, men har primært været baseret på den lokale handel og har haft sine udadrettede handelsinteresser i områderne langs Kattegat og evt. Østersøen, sådan som Adam af Bremen nævner det i 1070. Dette understøttes af, at fund fra Vesteuropa er forholdsvis fåtallige i Århus.
Kirken
Skriftlige kilder nævner flere gange Århus i forbindelse med kirkelige affærer. Første gang i 948, hvor Århus’ biskop deltog i et stort kirkemøde i Ingelheim i Tyskland sammen med bisper fra Ribe og Slesvig. Det er dog tvivlsomt, om disse bisper reelt sad som bisper i Danmark. I Århus er der tegn på tidligt kirkebyggeri; måske en trækirke anlagt vest for byvolden - der hvor Vor Frue Kirke ligger i dag. Denne trækirke har sikkert været udskiftet gentagne gange. For eksempel ved vi, at Harald Hårderåde under et overfald på byen i 1050 nedbrændte kirken. Omkring 1060 blev byen igen bispesæde under Sven Estridsen. Biskoppen hed på det tidspunkt Kristian, og han deltog i angrebet på England i 1069. Kirkens mænd var også magtfulde mænd udenfor kirken og deltog som regel i kongens felttog.
Fakta: I slutningen af 1000-tallet byggede man en stor og prægtig domkirke i marksten og frådsten viet til de søfarendes værnehelgen St. Nikolai, ca. 45 meter lang og 12 meter bred. Rester af kirkens mure står stadig som en del af Vor Frue Kirke i dag, og kirkens krypt fandt man næsten intakt, da man i 1955 gennemførte en udgravning under Vor Frue kirkes kor.
Runesten
Der er fundet ikke mindre end 6 runesten i Århus og omegn, hvoraf de fem er bevaret. Teksterne på stenene minder om andre runetekster: Et eller flere personnavne nævnes som dem der rejste stenen, og den rejstes til minde om en far, bror eller en frænde (ven). Enkelte kommentarer om personens sindelag eller om årsagen til hans død forekommer også. På en af Århusstenene er forsiden dekoreret med en kæmpe ansigtsmaske med vrængende mund, strittende skæg og store runde øjne. Motivet er kendt fra andre fund og kan være et hedensk symbol, selvom stenen dateres til omkring år 1000. Stenen må have været rejst for en temmelig betydelig mand, idet teksten slutter med ”han fandt døden….da konger kæmpede”.
Opgaver
» Runer
» Spil