Et tvillingerige i stormagtspolitikkens skygge

I begyndelsen af 1800‑tallet befinder tvillingeriget Danmark‑Norge sig under voksende pres fra Europas dominerende stormagter: Storbritannien, Frankrig og Rusland. Siden 1720 har kongeriget holdt sig uden for Europas mange krige, og den lange fred har skabt velstand og en stærk handelsflåde, der bygger på princippet om neutralitet og retten til fri sejlads.

Den lange fredsperiode har skabt vækst og velstand i kongeriget. Danmark‑Norge har opbygget en stærk handelsflåde, der er beskyttet af en sikkerhedspolitik, der bygger på neutralitet og retten til fri sejlads.

Men i slutningen af 1700‑tallet ændrer spillet sig dramatisk. Den franske revolution ryster magtbalancen, Napoleon rejser sig, og Storbritannien forsøger at kvæle Frankrig gennem hårde blokader og inspektion af neutrale skibe. Danmark‑Norge fastholder, at et neutralt skib også bærer neutral last, og de dansk‑norske handelsskibe bliver ved med at sejle til både britiske og franske havne.

Det bringer kongeriget på direkte kollisionskurs med Storbritannien. I briternes øjne støtter enhver handel med franske havne fjenden. I takt med at presset vokser, skærper kronprinsen tonen. Danske orlogsskibe sendes ud som eskorter for at forsvare retten til fri sejlads, og flere gange afviser dansknorske skibe de britiske forsøg på visitation.

Det er et risikabelt spil mod verdens stærkeste sømagt – og snart trækker det tvillingeriget ind i et stormagtsspil, der kulminerer ved Københavns Red.

Neutralitetsforbundet og stormagternes reaktion

I december 1800 slutter Danmark‑Norge sig til Det Væbnede Neutralitetsforbund sammen med Rusland, Sverige og Preussen. For kongeriget er alliancen tænkt som et værn om retten til fri handel, men briterne ser noget helt andet: en nordeuropæisk blok, der kan true adgangen til tømmer, sejl, master og andre vigtige sømilitære ressourcer fra Østersøområdet.

Selv om forbundet på papiret er stærkt, er det i virkeligheden skrøbeligt. Parterne har vidt forskellige ambitioner: Sverige drømmer om Norge, Preussen kigger mod Nordtyskland og Rusland nærmer sig Frankrig. I briternes øjne ligner Danmark dermed en fransk allieret, uanset intentionerne.

I begyndelsen af 1801 beslutter Storbritannien, at neutralitetsforbundet skal brydes, før Rusland og Sverige får deres flåder i søen efter vinteren. Danmark ligger først for – og bliver dermed presset ind i en geopolitisk fælde: Bryd forbundet og risikér at miste Norge og Hertugdømmerne – eller stå fast og kæmp mod Storbritannien.

Kort efter ankommer den enorme britiske flåde til København. Ikke for at forhandle, men for at tvinge Danmark til at vælge side.

Fakta: Europas stormagter i 1801

Storbritannien er verdens førende sømagt i 1801, og deres flåde kontrollerer handelsruterne på verdenshavene. Landet bruger sin maritime styrke til at gennemføre en økonomisk blokade mod Frankrig og kræver retten til at visitere neutrale skibe. Storbritannien opfatter enhver handel, der gavner Frankrig, som en trussel mod sin sikkerhed. 

Frankrig er efter den franske revolution og Napoleons magtovertagelse i 1799 blevet Europas mest aggressive landmagt. Frankrig søger at dominere kontinentet militært og økonomisk, og landet er i konflikt med næsten alle nabolande. Netop derfor er Frankrig dybt afhængigt af handel til søs – handel, der ofte foregår på danske skibe under neutralt flag. 

Rusland vokser i styrke og søger større indflydelse i Østersøområdet. Rusland er samtidig hovedarkitekten bag Det Væbnede Neutralitetsforbund, som Danmark‑Norge indgår i – et forbund, der udfordrer britiske interesser direkte. Drabet på zar Paul 1. i marts 1801 ændrer pludselig Ruslands politik og skaber usikkerhed i forbundet, netop mens britiske styrker allerede er på vej mod København. 

Preussen spiller en vigtig regional rolle i Nordtyskland og indgår i Neutralitetsforbundet, men det er ikke en af de store aktører, der definerer Europas overordnede magtbalance. Preussen forsøger at udvide sin indflydelse i de nordtyske områder som Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Zarens død og den politiske forskydning

Mens den britiske flåde forbereder sin ekspedition mod København i marts 1801, udspiller der sig et dramatisk magtskifte i Sankt Petersborg. Den russiske zar Paul 1., der havde været hovedkraften bag Det Væbnede Neutralitetsforbund, bliver myrdet den 23. marts. Nyheden sender chokbølger gennem Europas diplomatiske netværk, men ingen af de involverede flåder kender endnu til begivenheden.

Den nye zar, Alexander 1., indtager straks en mere forsonlig linje over for Storbritannien. Han ønsker at lægge afstand til sin forgængers konfrontatoriske politik og søge et bedre forhold til London. I praksis betyder det, at det politiske grundlag for neutralitetsforbundet forsvinder i samme øjeblik, Paul 1. falder.

Men nyheden rejser langsomt. Ingen kurér, ingen diplomatisk udsending og ingen kaptajn i Østersøen når at levere den i tide. De britiske skibe er allerede på vej mod København; de danske skibe er allerede lagt i forsvarslinje. Begge sider går i kamp uden at vide, at den alliance, som hele konflikten hvilede på, i mellemtiden er brudt sammen. Nyheden om Zarens død kunne i teorien have forhindret Slaget på Reden.

Slaget på Reden

Den 2. april 1801 om formiddagen indleder Horatio Nelson angrebet. De dansk‑norske skibe ligger fast forankret i lavvandet farvand og kan ikke manøvrere. Briterne derimod bevæger sig frit og har både bedre artilleri og mere krigsvant mandskab efter årtiers søkrige.

Kampene bliver intense og brutale. Midt i linjen ligger skibet Dannebrog, som hurtigt bliver mål for massiv beskydning. Når de britiske kugler rammer skibssiden af egetræ, flækker træet i lange, skarpe splinter, der skaber kaos og store tab blandt mandskabet. Sortkrudtsrøgen gør sigtet uklart og lægger et tæt slør over skibsdækkene.

På flådebatteri nr. 1 kæmper den kun 17‑årige Peter Willemoes utrætteligt. Hans indsats bliver et af slagets mest berømte øjeblikke og senere et nationalt symbol.

Trods hårdnakket modstand er briternes overmagt tydelig. Mange af de danske skibe bliver skudt i stykker eller overgiver sig, og omkring klokken 15 har briterne opnået position til at kunne bombardere København selv.

Forhandlinger og våbenhvile

København er tæt befolket, og et bombardement vil få katastrofale konsekvenser. Den danske ledelse vælger derfor at indlede forhandlinger. Resultatet bliver en våbenhvile, hvor Danmark‑Norge suspenderer sin deltagelse i neutralitetsforbundet og stopper sin flådeoprustning.

Slaget afsluttes uden bombardement af byen, men uden militær sejr.

Selvom nederlaget knuste en stor del af flåden og tvang Danmark‑Norge til at opgive sin ellers lukrative neutralitet under Revolutionskrigene, blev udfaldet af slaget alligevel opfattet af de dansk-norske som en sejr over englænderne. 
Der er talrige eksempler på, at slaget beskrives som “sejren i Kongedybet”. 
I sangen ‘Jeg ser de bøgelyse øer’ af L.C. Nielsen fra 1901, synger vi blandt andet:

Jeg ser de slægter, som gik hen, mens hundredåret skred, 
som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led; 
de elsked ungt, de drømte langt de så kun alt for kort, 
men frem af dem stod folket. Og dette folk er vort.

Efterspillet

Selv om kampene er forbi, er krigen ikke det. Britiske blokader rammer handel, skibsfart og forsyninger hårdt. Både i de sydlige hertugdømmer og i Norge mærker befolkningen konsekvenserne i form af mangel på varer, tab af skibe og fortsatte sammenstød til søs.

Udmatningen bliver fatal. I 1807 vender briterne tilbage, denne gang for at bombardere København direkte og beslaglægge hele den dansk‑norske flåde. Uden flåden mister riget sit vigtigste strategiske værn.

I 1814 bryder tvillingeriget endeligt sammen, da Danmark må afstå Norge som følge af Napoleonskrigenes fredsforhandlinger.

En varig ændring i Danmarks politiske kurs

Englandskrigene ændrer Danmarks selvforståelse. Uden flåde, uden stormagtsambitioner og uden mulighed for at påvirke europæiske magtforhold militært orienterer landet sig i de følgende årtier mod en ny strategi, hvor sikkerhed gennem internationale regler, og bliver fortaler for diplomati og traktater frem for militær styrke.

Kilder og forslag til videre læsning

  • Bundesen, P. C. 1901. Mindeskrift i anledning af hundredaarsdagen for slaget paa Reden den 2. april 1801. Tidsskrift for Søvæsen, nr. 72
  • Feldbæk, O. 2001: Slaget på Reden
  • Feldbæk, O. 1981. Løjtnant Bille på Prøvestenen. En nyfunden kilde til Slaget på Reden.
  • Seerup, J. 2001: En pensioneret søofficers øjenvidneskildring af Slaget på Reden. Tidsskrift for Søvæsen, årg. 172, nr. 2.
  • Wessel-Tolvig, P. 2000:  Mindehøjen for 2. april 1801.