Slaget på Reden i kunst og litteratur
Slaget på Reden har sat varige spor i dansk kunst og litteratur. Slaget er blevet skildret i samtidige og senere malerier, digte og fortællinger, hvor både kampens brutalitet og den nationale betydning står centralt.
Forfatteren Steen Steensen Blicher har givet slaget en menneskelig dimension i fortællingen Mads fra Vranum, som følger en almindelig soldats skæbne efter kampene.
Også digtet Jeg ser de bøge lyse øer knytter sig til tiden omkring Englandskrigene og blev senere et centralt værk i den nationale erindring om tab, tilknytning og dansk landskab efter nederlaget.
Jeg ser de bøgelyse øer
Melodi: Thorvald Aagaard
Tekst: L.C. Nielsen, 1901
Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt,
så skært og skønt i solen, som aldrig jeg har set.
Jeg ved det, som de ligger dér, så er der kun så kort
fra grænse og til grænse. Men dette land er vort.
Jeg ser de slægter, som gik hen, mens hundredåret skred,
som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led;
de elsked ungt, de drømte langt de så kun alt for kort,
men frem af dem stod folket. Og dette folk er vort.
Og derfor bøje vi vort sind, hvor vi i verden går,
med længsel mod de strømme, som disse kyster når;
og derfor samle vi hvert navn, som steg af folkets jord,
i dem vor fortid leved, af dem vor fremtid gror.
Sangen kan høres fremført i Morgensang på DR med Kaya Brüel og Ole Kibsgaard på YouTube (link)
E Bindstouw - Mads af Vranums vise
Fortællingen om Mads Vranum kan læses i E Bindstouw, skrevet af Steen Steensen Blicher i 1842. Værket er skrevet på jysk dialekt og bygger på Blichers egne erindringer om de vinteraftener, hvor folk i landsbyen samledes i bindestuen for at fortælle historier, synge viser og dele lokale skæbner.
I visen fortæller Mads af Vranum om dengang, han deltag i Slaget på Reden i 1801, og om hvordan krigen førte til, at han fik sin hustru Kirsten. Fortællingen er her oversat til nutidsdansk.
Mads af Vranum sagde:
”Når det kommer til det, så har jeg jo også været i krig, og det kunne være gået mig meget værre, end det gjorde. Men til sidst endte det faktisk med, at jeg fik en god kone ud af det. Ja, nu er hun død, stakkels Kirsten, men hun var god mod mig, så længe hun levede. Det kan jeg ikke sige noget dårligt om.
Så derfor har jeg skrevet den her vise om krigen, og om hvordan jeg kom til at holde af – og få – Kirsten.”
Det var dengang englænderne under admiral Nelson kæmpede ved København. Det var en klar Skærtorsdag, og hele dagen gik med kamp. Kampen begyndte allerede ved kirketid, da klokkerne ringede til gudstjeneste, og først ved tretiden om eftermiddagen holdt Nelson op – ”sagde amen”, som man sagde.
Jeg, Jens og Per – vi tre fra samme landsby – var om bord på skibet Prøvestenen.
Da klokken var otte, og vi havde spist morgenmad, råbte kaptajnen:
”Karle! Lad mig se, I ikke står og sover!”
Alle de engelske skibe, der sejlede forbi, sendte kanonkugler mod os. Til sidst kom tre af deres skibe helt tæt på og lagde sig lige ved siden af os. De skød, og vi skød tilbage. Vores kaptajn, Peder Lassen, råbte hver gang en kugle ramte:
”Den skal vi have betalt tilbage!”
Kuglerne kom så tæt som savsmuld, der flyver i luften, og de peb som hjejler. De slog folk omkuld, som når man vælter kegler i et keglespil.
Og omkring middagstid faldt både Jens og Per om. Jeg sukkede og tænkte:
”Nu ses vi aldrig mere.”
Men kampen fortsatte. Vi blev ved med at blive beskudt, og det var virkelig hårdt. Klokken blev fire, og vi havde stadig ikke fået middagsmad. Til sidst blev englænderne trætte af at skyde, og vores løjtnant tørrede sveden af panden og sagde:
”Hold op med at lade kanonerne!”
Jeg kom i land i en båd og fik mig noget at spise. Jeg gik rundt og gumlede, for der var ingen steder at sidde. Så mødte jeg en, jeg kendte, som spurgte:
”Har du været i knibe?”
”Ja, lidt.”
”De andre er på hospitalet.”
”Hvem?”
”Per og Jens – dine kammerater.”
Jeg havde jo set dem falde, så jeg troede, de var døde. Men jeg gik derhen. Der var fyldt til bristepunktet, ikke en eneste plads var ledig. I forstuen lå de begge to, og folk stod omkring og så på dem og gav dem penge – fine folk, frøkener og fruer.
”Hvordan går det med jer?” spurgte jeg.
”Skidt!” sagde Jens. ”Jeg har mistet begge fødder.”
”Og jeg min arm,” sagde Per. ”Velkommen Mads! Er det dig?”
Jens lå og tog imod sølvmønter i alle størrelser. Han sorterede dem og gav halvdelen til Per, mens han selv tog resten. Så sukkede han dybt:
”Det bliver nok ikke til noget med mig. Jeg tror ikke, jeg lever længe. Per – hvis du dør før mig, så hils min far og mor … og Kirsten. Og hvis du lever, så gift dig med hende.”
”Det sker nok ikke,” sagde Per, ”for jeg skal vist følge efter dig.”
Jens sagde:
”Mads, vil du tage vores penge med hjem? Giv Kirsten alle mine – dem skal hun have. Og Per, hvis du dør før mig, må jeg så arve dine? Så får hun endnu mere.”
Per svarede: ”Ja ja.”
Det var det sidste, han sagde.
Først døde han. Så døde Jens.
Og sådan fik Kirsten det hele.
Jeg drog hjem med beskeden og nåede Ørum sent. Jeg ville ikke gå til Kirsten samme aften. Næste morgen sagde min mor:
”Du skal vel hen til Øvli nu? Jeg går med.”
Da Kirsten så mig, begyndte hun straks at græde.
”Hvad hjælper det!” sagde hendes far.
”Åh!” sagde hun, ”det er for hårdt. Jens, Jens! Du var min ven – hvorfor skulle jeg miste dig?”
Jeg tog pengene frem:
”Her er din arvepart. Kan det ikke trøste dig lidt?”
Vi talte lidt om det ene og det andet. Min far kom også til og sagde til Øvli:
”Nu hvor Jens er død – hvad tænker du så? Du kan jo ikke sidde alene. Du og Kirsten er næsten lige gamle. Hvem skulle det ellers være?”
Øvli sagde:
”Jeg ved ikke … hvis Kirsten kunne finde en karl med lidt penge, så var det måske bedst.”
Min far sagde:
”Du behøver ikke lede langt.”
Kirsten blev vred og protesterede. Men efterhånden – når vi mødtes til gilder og sammenkomster – blev hun mildere. Nogle gange ville hun ikke høre tale om det, andre gange syntes hun, det var helt i orden.
Til sidst blev vi mand og kone.
Og ingen af os har fortrudt det.