Köpingsvik
I løbet af 900-tallet får havnen og markedspladsen ved Köpingsvik større betydning, da Ølands beliggenhed er central, i forhold til handelsruterne fra Skandinavien til landene syd og øst for Østersøen. Pladsen lå i en beskyttet vig med lavt vand og en flad strand; yderst velegnet som anløbsplads for vikingeskibene, der ikke stak særlig dybt. Landevejene fra syd og nord mødtes ved havnen i Köpingsvik, hvor arkæologiske udgravninger har konstateret omfattende handels og håndværksaktiviteter, især i tidsrummet ca. 1050-1150 e. Kr. Foruden jern- og smykkesmedning, bronzestøbning samt ben- og hornmagerarbejde er der fundet spor efter Sveriges hidtil ældste stenindustri i form af brydning af kalksten. I middelalderen fungerede Köpingsvik som tingsted og byens middelalderlige kirke var den største af Ølands kirker.
Kort efter 1200 e. Kr. synes aktiviteterne på pladsen at være ophørt. Dette var sandsynligvis forårsaget af, at de nye og større lastskibe, der dukkede op i løbet af middelalderen, krævede langt mere vand under kølen end vikingetidens fragtskibe. Handelen flyttede dog ikke langt væk; i begyndelsen af 1200-tallet overtog Kalmar, der ligger på fastlandet umiddelbart overfor Øland, rollen som Sveriges førende handelsby ved Østersøen.