Roskilde

I løbet af 1000-tallets første halvdel voksede Roskilde frem af ingenting, og blev på få år rigets mægtigste by; hjemsted for Konge og Biskop.

Roskilde menes grundlagt, som en magtdemonstration fra den nye kristne kongemagt og dens nye allierede: Kirken. Roskilde Museum har gennemført over 130 arkæologiske undersøgelser, i byen, gennem de seneste 30 år. Undersøgelserne viser at byen tidligst er dannet omkring år 1000.

Flere forskellige skriftlige kilder fra 1000-fortæller at Roskilde, senest i 1020'erne, var hjemsted for både biskop og konge. Ca. 1070 skrev den tyske kirkemand Adam af Bremen, at ”den største by er Roskilde – Danmarks kongesæde”.

Fakta: Området omkring Roskilde var allerede fra 400-tallet hjemsted for en høvdingeslægt, der gennem 600 år holdt til i Lejre, ca. 10 km sydvest for Roskilde.

I de gamle sagn er Lejre beskrevet som kongesæde og hedensk offersted, og arkæologiske undersøgelser har vist, at området gennem yngre germanertid og vikingetid var beboet af den absolutte overklasse. Med kristendommen og samlingen af Danmark mod slutningen af 900-tallet mistede Lejre øjensynlig sin magtposition og status til fordel for Roskilde.

Byen Roskilde

Roskilde hører til en særlig form for byer, der opstod i Danmark i årtierne omkring år 1000. I forhold til vikingetidens handelspladser som Hedeby og Birka var Roskilde anlagt som en ubefæstet og betydeligt mere åben bebyggelse.

Bymidten lå højt hævet over fjorden, og med domkirken på en fremtrædende plads. Nedenfor bakken, lå byens anløbsplads, Vindeboder, fra 1000-1100-tallet, og en bebyggelse, der var knyttet til Skt. Clemenskirken (nu Skt. Jørgensbjerg) i den vestlige side af bugten.

Den første konge, som med sikkerhed kan knyttes til Roskilde, var Knud den Store, som slog mønt i byen. Roskilde var hjemsted for kongens jarl, Ulf, der var gift med kongens søster, Estrid. Ulf og Estrid var samtidig fosterforældre for Knuds søn, Hardeknud. En strid mellem kongen og jarlen endte med, at Ulf Jarl blev dræbt af kongens mænd ca. 1026. Ulfs egen søn, Svend Estridsen, blev derimod Danmarks konge fra 1047 til 1074.

Arkæologiske undersøgelser har vist bosættelsesspor indenfor et område på 800 x 1100 m, dels i form af kulturlag, affaldsgruber, grøfter, hegn, stolpehuller og en enkelt hustomt, dels som kirker. Roskildes overordnede gadenet synes allerede at være udstukket fra byens begyndelse. Der var færdselsårer mellem bymidten og havnen, og middelalderbyens hovedstrøg, der forløb øst-vest, omfattede bl.a. byens 400 m lange torvegade, der strakte sig fra Skt. Laurentii Kirke i vest til Skt. Mikkels kirkegård mod øst.

Arkæologiske udgravninger omkring Skt. Laurentii Kirke har antydet, at der før stenkirkens opførelse i begyndelsen af 1100-tallet, dels har stået en mindre trækirke, dels har været torveplads. Man fandt et hegn, der tolkes som adskillelse mellem torv og kirkegård, ligesom en kraftig stolpe, omgivet af et 1,75 x 1,50 m stort plankehegn, der var ældre end frådstenskirken, menes at være resten af et torvekors.

Anløbspladsen var anlagt på en strandvold, og foran har ligget en bred og ubeboelig strandeng. Udgravninger i dette område har vist, at der er fremstillet kamme af ben og tak, der har været bronze- og jernsmed, ligesom fiskere har haft deres redskaber på stedet. Der er ikke mange tegn på handel, men forbindelser til Norge eller Vestsverige, samt de slaviske områder i Nordøsttyskland og Polen har der dog været. Der er ikke fundet brygger eller andre konstruktioner til skibene, der lå opankrede på reden.

Udgravninger i havneområdet har afdækket ni skibsvrag, hvoraf et krigsskib er dateret til efter 1025, mens et lastskib er dateret til omkring 1060. Fire andre vrag er dateret til 12. årh., mens yderligere tre vrag er fra 13. og 14. årh.


Roskilde beholdt gennem en stor del af middelalderen sin plads blandt Danmarks betydeligste byer på grund af kongsgård, udmøntning, et overordentlig velhavende bispesæde og sine mange kirkelige institutioner. I begyndelsen af 1400-tallet indvarsledes imidlertid nye og dårligere tider. Kongen tvang i 1416 roskildebispen til at afstå den rige handelsby København, der snart skulle blive landets vigtigste by som residensstad for kongen og hans hof.

Ved reformationen i 1536 svandt en stor del af Roskildes økonomiske fundament, da de gejstlige institutioner med deres rigdomme og efterspørgsel af varer og tjenesteydelser ophørte. Kun domkirken, Vor Frue Kirke, Skt. Ibs Kirke og Skt. Jørgensbjerg Kirke undgik nedrivning, mens de øvrige sognekirker og klostre forfaldt og blev nedrevet senest i 15-1600-tallet.

Samtidig var byens havn ikke længere attraktiv for tidens dybtstikkende handelsskibe, og Roskildes købmænd og håndværkere blev hårdt ramt. Hele kvarterer blev opgivet, og udlagt som haver, vænger og græsningsarealer for borgernes husdyr.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden

I en ny udstilling formidler museet Roskildes kulturhistorie og præsenterer fund og genstande fra den rige Roskildeegn fra stenalder til i dag.

► Læs mere om Roskilde Museum her

Ifølge de skriftlige kilder skulle den første kirke af sten i Roskilde være blevet bygget af Estrid efter 1026, men der er ikke fundet arkæologiske beviser på den under Domkirken, så der kan reelt være tale om Skt. Jørgensbjerg Kirke. Domkirken fungerer som kongelig gravkirke med mere end 35 konge- og dronningegrave.

► Læs mere om Roskilde Domkirke her

Gerdrupgraven er en gådefuld grav. Hvem er manden? En slave som ufrivilligt måtte gå i graven med sin herskerinde?

► Læs mere om Gerdrupgraven her

Ude foran kirken står en runesten. Den har en historie, som rækker flere tusind år længere tilbage, end da den blev ristet med runer i vikingetiden.

► Læs mere om Runestenen udenfor Ansgar Kirke her

På Lejre Museum kan man se en udstilling om Skjoldungerne, hvor man kan se de mange fund fra udgravningerne i Gl. Lejre.

► Læs mere om Lejre Museum her