Det regner i Visby og det regner i mit hjerte

Kalles caviar, kom an Esben.
Kalles caviar, kom an Esben.
Udgivet 14/07-2011

Det er blevet tid til at komme videre og ud på vandet. Jeg orker ikke en dag mere i Visby, ikke at det ikke er en smuk og hyggelig by med masser af muligheder for at have det sjovt - men når det nu er på vandet jeg vil være …

Erik er taget hjem med færgen i dag kl. 11.30. Han besluttede med sig selv, at Ottar ikke var skibet for ham og det er en ærlig sag, når man ikke ved hvad det er man går ind til. Selvom Erik er en habil sejler har han ikke sejlet Ottar før og persontyperne på et handelsskib som Ottar er meget forskellige fra dem der kræves på et krigsskib som Havhingsten. Erik har før sejlet med Havhingsten. Forskellene er affødt af vilkårene, forløbet og kravene omkring håndteringen af skibet og endnu mere specifikt omkring den funktion forskib, agterskib, skødegast, udkig, rorsmand … man nu måtte have. Denne forskellighed vil komme til udtryk i besætningens sammensætning og i sammensætningen af persontyper.

Jeg er rigtig ked af, at Erik er taget hjem, han er en fin og hyggelig fyr og jeg måtte da også gå lidt for mig selv og knibe en tåre da jeg hørte hans beslutning. Jeg havde glædet mig til at præsentere ham for den nye besætning. Som jeg har fortalt jer før kan man ikke undgå at knytte sig til dem man sejler sammen med hvad enten man vil det eller ej og når man bor så tæt bliver det også vigtigt for en, at alle har det godt og fungerer. Jeg har sagt til Erik at jeg er rigtig ked af det og han svarede at det er han også. Men nu er han rejst og jeg må videre ... allerhelst ud på vandet så hurtigt som muligt.

MEN jeg kommer jo ikke ud før den nye besætning kommer for jeg kan jo ikke sejle Ottar alene – selv om det kunne være rocker fedt. Den nye besætning kommer ind med færgen søndag morgen kl. 00.15 og jeg vil være den eneste til at tage imod dem. Inden da skal jeg have helt styr på håndteringen af motoren både i forhold til at sætte den i og tage den op samt køre med den, for ingen i den nye besætning har prøvet det før og det er mig, der skal lære de nye op. Heldigvis har jeg styr på navikassen, højalteret, for også den skal jeg give videre.

Vejrudsigten er bestemt ikke den bedste for den kommende tid, hvilket jo også har betydning for hvornår vi kommer af sted men nu må vi se. På turen herop oplevede vi at man ikke altid helt kan regne med prognoserne, hvad jeg dog kan regne med er at det regner i Visby lige nu, for jeg kan høre regnen tromme hyggeligt på forskibsteltet mens jeg skriver til jer. Når det regner er det godt at man kan gå på museum og se deres udstilling af billedsten, desværre havde de ikke en fortolkning af de sten vi så i Ångre men der var masser af sten med skibe på som vi kunne kloge rundt i. Det er også godt man kan gå på café og sidde og varme sig med en latte og en kanelbulla og lytte til det charmerende svenske sprog. Og det er godt man kan gå i ICA og se på deres enorme udvalg af forskellige slags Kalles Kaviar på tube (tror jeg talte 16 slags) og ditto ost, med forskellig smag, på tube :-).

I aften skal vi have kartoffel ommelet uhmn, men faktisk er det også en del af at få ryddet ud i de ferske og gamle varer inden de andre kommer. Jeg skal i gang med oprydning og rengøring af vores madkister og køkkenkister så de er klar til at blive fyldt op på ny, klar til nye eventyr.

Regnen tager til og vi er blevet advaret mod en klasse 1 kuling, 15 m/s fra SV og i forhold til hvor vi ligger kan det give problemer i løbet af natten. Ole er lige nu ude og lede efter et andet sted vi kan ligge men er der ikke noget sted må vi frem med alle fenderne og skiftes til at holde vagt i nat

Vi har nu pakket Ottar ind i alle de fendere vi kunne finde under dørk og vi har forstærket fortøjningerne for der var ikke rum på herberget og vi må blive hvor vi er. Mens vi har løbet rundt i vores orange regntøj har svenskerne skruet op for musikken og festen og alkoholindtagelsen på deres gigantiske motorbåde, det er som en protest mod vejret. Ole mener de er enormt ukuelige jeg mener de er enormt uudholdelige og orker ikke en dag og nat med dunkende reggae rytmer mere - men det har jeg jo ikke noget at skulle have sagt på.

Regnen tager også til i mit hjerte og sejlersjælen længes mod havet og ingen, ingen latte i verden vil kunne slukke den tørst.


Oprettet af Helene Bjerregaard Andreasen

Det er ikke længere muligt at skrive kommentarer