Himmel og hav var i ét og Ottar var i midten

Ottar rider på de vilde bølger.
Ottar rider på de vilde bølger.
Udgivet 21/07-2011

Vi har oplevet at naturen slipper sine vældige kræfter løs og vi måtte bare følge med. Pludselig mærker man at man bare er en lille bitte brik i naturens store spil og for min del føles det helt rigtigt.

Afrejsen fra Burgsviken, på det sydlige Gotland var smuk som bare pokker, vinden læns med 5-6 m/s fra øst kunne bare ikke gøres smukkere. Ankeret blev trukket op efter 24 timers svej, sejlet blev hejst og af sted gik det, Hold to var nu endelig på søen for sejl.

Ikke et minut at spilde hvis vi skulle nå frem til Bornholm inden det vanskelige vejr ville ankomme til Østersøen. Vingen struttede mod den dybblå himmel og glæden ved at sejle føles umiskendelig. Intetanende sejlede vi ud mod noget, vi troede ville blive en behagelig og sikker tur mod Bornholm. Planen var efter atter at have konsulteret samtlige vejrsites hver 6. time, at vinden når vi kom ud ville dreje til NØ og senere gå i N, 5-14 m/s hvilket ville give læns sejlads og med en gennemsnitsfart på 6 kn hele vejen.

Da vi slipper land kl 16, dvs. går ud i Østersøen fra den trygge vig, drejer vinden ganske rigtigt op i nord og vi lægger ud med en virkelig ubehagelig sejlads med 1 meter dønning fra nord og en sejladshastighed på 4 kn. Sejlet slår om sig og ter sig som om det er totalt hysterisk, ikke pga. vinden men pga. al den gamle dønning, der tager til og sine steder når op på 2,5 meters højde.

Det er udmattende sejlads, der tærer på besætningen og derudover er vi også blevet invaderet af myriader af fluer, store fluer, små fluer, tigerstribede fluer, zebrastribede fluer, almindelige staldfluer. Det er til at blive vandvittig af, de er alle vegne og det bider og kribler og krabler og man får ingen fred. Det er lummert og diset. Alligevel er humøret højt for vi er endelig under sejl.

Hvad vi ikke ved er at fluerne er første tegn på at noget er galt, for de er der pga. det uvejr vi senere hen vil løbe ind i. De er blevet fanget af ustabile vinde dannet i forbindelse med opbygningen af den tordenstorm vi senere skal løbe ind i.

Klokken er 20.00 og vi går omkring 6,6 kn vi hører torden i det fjerne men tænker at det ligger trygt bag os på Gotland, hvilket det rent faktisk også gør. Mit vagthold har netop fået tilladelse til at gå i teltet og sove frem til vores vagt klokken 24. Dønningerne har nu en højde på 2 til 2,5 meters højde og skipper beslutter, at vi skal tage nederste reb da vinden også begynder at øge, så i underbukser og t-shirt farer vi ud af teltet ud af teltet og op på forskibet for at tage nederste reb. Godt i gang med det nederste reb øger vinden yderligere og skipper råber nede fra rederipladserne at vi nu også skal tage andet reb. At rebe er altid en smule nervøst, dels fordi det markerer en undtagelsestilstand, dels fordi det er særdeles fysisk hårdt, dels fordi at sejlet har stor risiko for at flænge/revne og endelig fordi hurtigrebningsrebene ofte kommer i bekneb i rebeøjerne. Men en halv time senere er sejlet rebet ned til et badehåndklæde og ser virkelig ynkeligt ud.

Tordenen kommer tættere på og mit vagthold hopper tilbage i soveposerne med adrenalinet pumpende rundt i kroppen. Vi kan høre det vi tror er regn piske på teltet men da vi kigger ud gennem teltåbningen kan vi se hagl med en diameter på knap 10 mm. Haglende bliver afløst af piskende regn og pludselig lyder der et øredøvende tordenbrag, tordenen har nu nået os. Min mavefornemmelse siger mig at det her ikke er godt og i samme øjeblik som jeg siger det til de andre, stikker skipper hovedet ind i teltet og beder os om at rykke væk fra masteenden. Jeg kan ikke ligge inde i teltet mere selvom jeg har sovepligt, alle sanser er vakt og jeg er høj. Min natur tvinger mig ud, jeg må ud og se og mærke og opleve og være en del af det, der sker lige nu og her med mig og Ottar.

Jeg kommer ud til lyn og torden og piskende regn. Ottar formelig surfer op og ned af 2,5 m høje dønninger og vi skyder en fart på 8-9 kn, mens himmel og hav står i ét. Det føles som om tordenvejret har besluttet sig for at cirkle rundt om os indtil flere gange. I 2 timer strøede uvejret det ene voldsomme, knitrende lyn efter os efter det andet og jeg blev i tanken trukket tilbage til min folkeskole og fysiklære Luffes forsøg med brændende magnesium. Alt hvad vi kunne gøre var at ride med på uvejret og håbe og vente for vi kunne ikke gøre andet, pludselig ser man meget tydeligt hvor ganske lille bitte en brik i naturens store spil man er.

Efter to timer på dækket sammen med det andet vagthold vente jeg tilbage til min sovepligt men for os alle var det kropumuligt at sove inde i teltet, ej heller hvile så vi var godt trætte da vi kom på vagt klokken 24 for vi havde været lige så meget på vagt inde i teltet som de havde været ude på dækket. Uvejret tog af og vi sejlede videre  i vejr der mindede om det vi havde haft om formiddagen, altså dønninger og tungen lige i munden. Med en gennemsnitsfart på 5 kn satte vi kursen mod Karlskrona for en kort telefonsamtale afslørede at vi snarligt vil få vestenvind og vi må i havn og gemme os.

Vel ankommet til Karlskrona ser jeg en spiseseddel foran en kiosk, der siger 'Kaos Vädret slog till i nat'. Hold da op tænker man og efter at have kigget i avisen kan vi så konstatere, at vi har siddet lige midt i uvejret. Det har bevæget sig fra Gotland til Øland og man har registreret 10.000 lyn på omkring 3 timer.

Lige nu er vi trætte og der skal soves :-)


Oprettet af Helene Bjerregaard Andreasen

Det er ikke længere muligt at skrive kommentarer