Der er masser af opgaver for de to sygeplejersker ombord på Havhingsten. Dog bliver der ordineret mere sæbevand mod infektioner end egentlig medicin fra kassen. Ind til nu har togtet nemlig været forskånet for alvorlige sygdomstilfælde og ulykker. Både Susanne Malmstrøm og Anna Kiørboe har lige som skipper Carsten Hvid været på specialkursus på Center for det Maritime Sundhedsvæsen under Søfartsstyrelsen på Fanø, for at lære om de specielle forhold, der gælder for sygepleje og behandling til søs. Tilsammen har de to sygeplejersker meget vidtrækkende kompetencer.
Hvilke tanker gjorde I jer på forhånd om de opgaver, I ville blive stillet over for på Havhingsten?
Susanne Malmstrøm: ”Jeg lavede simpelthen en liste over alt, hvad der kunne ske: Hedeslag, afkøling, hjernerystelse, omgangsyge i besætningen osv. Det gik op for mig, at jeg stort set kunne føre alle sygdomme og ulykker på min liste. Jeg havde også en del materiale fra Søfartsstyrelsen som inspiration. Men det gik op for mig, at der ikke eksisterede et ”sygdomskatalog” for et åbent vikingeskib. Heldigvis har jeg erfaring fra både det første togt til Norge for to år siden og turen Roskilde – Dublin sidste år. De erfaringer viste, at det ér en rigtig god ide at have en sygeplejerske ombord. For der er mange små ting, vi kan hjælpe besætningen med i det daglige. Vabler, visdomstænder, infektioner, søsyge, masser af skader og sygdomme i småtingsafdelingen”.
Hvad har der foreløbig været af sygdom og ulykker blandt besætningen på dette års togt?
Anna Kiørboe: ”Jeg har haft masser at lave siden Dublin. Mest med råd og vejledning og jeg har ordineret masser af sæbevand til infektioner. Så har jeg repeteret hygiejnereglerne ofte, fordi vi lever så tæt. Der er ikke meget adskillelse medlem toilet og opholds- og spisesteder, så alle skal huske at spritte hænder og toiletsædet. Der er de faktisk rigtig gode til i forhold til omstændighederne. Så har jeg skyllet en del ører og lignende.
”Jeg holder på medicinen så længe som muligt og prøver først de gode gamle husråd. Men besætningen stiller mange spørgsmål. Så får de vejledning og klarer mange ting selv”.
”Ud over nogle få lette slag i hovedet, nogle klemte fingre, en forstrakt muskel i ryggen og et tilfælde af nedkøling er der ikke sket noget alvorligt på denne tur. Ingen snitsår på trods af, at knivene bruges meget hele dagen”.
Nu er der vist ikke nogen, der er døde af søsyge endnu, men skibet har jo været hårdt ramt af dette onde til tider?
Susanne Malmstrøm: ”Ja, vi har faktisk et projekt, hvor vi registrerer søsygen. Vi prøver at finde ud af, hvem det egentlig er, der bliver ramt af søsyge. Vi vil registrere på hvilke strækninger, de ramte har været søsyge, og i hvilken grad de har været søsyge. Sidste år lavede vi en statistik, som viste, at det var de yngre kvinder, det gik mest udover. De ældre mænd blev ramt i mindre grad. Det kan have noget at gøre med vores balancecenter i ørene. Jo ældre vi er, jo mere sløvt fungerer det. Det er formentlig forklaringen. Vi skal så formidle alle resultaterne i en rapport efter togtet”.
Anna Kiørboe: ”Almindelig omsorg er vigtig for de søsyge. Du skal være opmærksom på dem hele tiden. De skal have opmuntring og tilbydes noget at spise og især at drikke. Søsygetabletter, hvis de kan holde dem i sig. Få dem i gang igen, få dem til at bevæge sig. Når først de giver helt op, så bliver de rigtig dårlige. Det psykologiske element er helt afgørende”.
Susanne Malmstrøm: ”Ja, og så skal de, der nemt bliver søsyge naturligvis huske, at få et søsygeplaster på i god tid”.
Anna Kiørboe: ”Ingefær og saltpastiller kan også gøre en hel del”.
Susanne Malmstrøm: ”Ja, og hurra for placeboeffekten”.
Hvad frygter en sygeplejerske på Havhingsten mest ?
Susanne Malmstrøm: ”Det er blandt andet et åbent kraniebrud. Vi har tunge taljer og blokke i luften. Brækkede arme og åbne benbrud er også meget svære at håndtere ombord i en åben båd, hvor det måske blæser og vandet står ind over. Det er ekstreme forhold. Hjertetilfælde er også en meget alvorlig sag. Det er en risiko, for vi har også nogle lidt ældre gutter ombord”
Anna Kiørboe: ”Ja, men jeg føler, vi er godt udrustet med vores medicinkasser. Den ene er en akuttaske og den anden indeholder medicin og bandager. I den akutte taske har vi det mobile genoplivningsudstyr – hjertestarter, halskrave, ilt, tungeholder, drop, alt i forhold til akut livreddende førstehjælp”.
Susanne Malmstrøm : ”Men det ér et rigtigt dårligt sted, at få fx en blodprop i hjertet midt på havet. Vi kan hjælpe på kort sigt. Der er lang vej til den afgørende hjælp på et hospital”.
Anna Kiørboe: ”Heldigvis har vi Radio Medical, hvor vi kan få en læge i røret døgnet rundt. Jeg har ringet en enkelt gang, fordi jeg havde så mange besætningsmedlemmer med insektbid og et besætningsmedlem, der havde fået en slem infektion via et bid. Lægen på Radio Medical gav mig en fantastisk rådgivning. Det er også meget nøje planlagt, hvad vi kan ordinere fra medicinkassen. Lægen på Radio Medical har absolut det afgørende ord”.
Susanne Malmstrøm: ”Næsten al medicinordination foregår i tæt samarbejde med Radio Medical”.
Bliver I som sygeplejersker stillet over for helt nye udfordringer ombord på Havhingsten?
Anna Kiørboe: ”Ja, absolut. Du er nødt til at værre meget kreativ. Jeg har ikke noget leje at undersøge patienten på. Jeg mangler ro og lys og udvalget af instrumenter er trods alt begrænset. Jeg kan ikke lave en fuldstændig steril procedure, så jeg prøver hele tiden at improvisere. Det er faktisk meget rørende, hvor meget besætningen stoler på os og bruger os. Nogle er nogen hårde hunde, dem ser vi sjældent. Andre er mere opmærksomme på småting. Dét skal vi også tage alvorligt, selv om det ikke altid er noget egentligt problem, de kommer med. Men vi er jo lige ved siden af dem, så det er meget nærliggende at komme til os”.
Susanne Malmstrøm: ”Ja, sidste år målte jeg sørme mange blodtryk, fordi jeg havde udstyret fremme. De gik så meget op i det, at de begyndte at måle på hinanden og det var helt ok. Men det var også hårdt sidste år, hvor jeg var alene som sygeplejerske. Jeg havde aldrig fri og var på døgnet rundt. Jeg er glad for, at vi et to sygeplejersker i år. For der er generelt meget at lave”.
Anna Kiørboe: ”Vi har selvfølgelig sørget for, at vi er på hver sin vagt. Men jeg synes, at det er vigtigt at slå fast, at Havhingstens besætningsmedlemmer grundlæggende er særdeles sunde og raske. Måden vi lever og arbejder på giver bare nogle skrammer og nogle infektioner. Det kan nok ikke være anderledes”.
Hvad er jeres personlige motiver for at sejle med Havhingsten og i øvrigt påtage jer et stort ansvar?
Anna Kiørboe: ”Jeg var bestemt betænkelig og måtte lige tænke over det, for jeg ville bare have været med som almindeligt besætningsmedlem. Men de manglede jo en sygeplejerske på turens første del, fordi Susanne først stod på i Lowestoft. Så jeg sagde ja. Men grundliggende er jeg her for at opleve det eventyr, som også er en del af det seriøse forskningsprojekt”.
Susanne Malmstrøm: ”Jeg har fulgt tilblivelsen af Havhingsten fra starten. Og jeg var som sagt med på det første lange togt til Norge. Jeg er simpelthen dybt fascineret af dette projekt, som er så stort tænkt. Jeg vil bare være med”.
Fakta:
Blå bog for sygeplejerske Susanne Malmstrøm
Udannet apotekerassistent i 70’erne, derefter en sygeplejerskeuddannelse. Først ansat på forskellige hospitalsafdelinger, blandt andet en medicinsk og kirurgisk afdeling. Derefter konsulent i sårpleje for et medicinalfirma. Derefter ansættelse på en hjerteafdeling og en intensiv afdeling i adskillige år. Rutineret akutsygeplejerske. Med på et af de første privathospitaler, som intensiv sygeplejerske. Derefter ansættelse hos akupunkturlæge med forebyggelse af hjerte- karsygdomme. Nu ansat i lægepraksis i Roskilde, hvor hun behandler 20 patienter om dagen.
Blå bog for sygeplejerske Anna Kiørboe
Udannet sygeplejerske i januar 2007. Der efter et år på Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet. Fra 1. marts Vestre Fængsel som sygeplejerske. Frivillig medarbejder som sygeplejerske i projekt ”Udenfor”. Et gadeprojekt for hjemløse i København.
