Lærervejledning ekstra elevopgaver

Du kan bruge opgaverne til forberedelse eller bearbejdning af dit besøg ved Vikingeskibsmuseet. Opgaverne kan bruges som de foreligger eller som inspirationsmateriale til dit eget forløb.

Forestil dig… 

Opgaven har til hensigt at forberede eleverne på deres besøg på Vikingeskibsmuseet. I den forbindelse får eleverne mulighed for at sætte ord på de ting, som de allerede ved om fjordens natur, vikingetiden, og om den kommende oplevelse ved besøget.

Historiedetektiv i naturen

Efter besøget ved Roskilde Fjord kan der arbejdes med den natur, som er tæt ved skolen. Opgaven giver således eleverne mulighed for at sammenligne naturen ved fjorden med den, som de omgiver sig med hver dag. Man kan vælge at besøge levn fra historien tæt ved skolen. Det kunne være en gravhøj eller en stendysse. Formålet med øvelsen er, at introducere eleverne til naturen og historien i deres eget lokalområde.

Undersøg dit vandløb

Efter besøget ved Roskilde Fjord kan man arbejde videre med tematikker som vand og vandløb hjemme i klassen. Øvelsen tager udgangspunkt i elevernes observation ved Roskilde Fjord og danner således grundlag for at kunne tale om vandforhold ved eksempelvis søer, vandløb og det åbne hav. Opgaven lægger op til, at der kan tales om, hvad der påvirker naturen i lokalområdet, hvor eleverne bor. 

Biodigt

I et biodigt sættes der ord på en persons inderste tanker og følelser, og giver eleverne rum for at forholde sig til de historiske personer på billederne. Ved at skabe personens tankeunivers identificerer eleverne sig med personerne, deres levevilkår og det samfund, som de var en del af.

Således kan et biodigt anvendes til at gøre historiske forhold nærværende og levende.

Man kan selv bestemme, hvilken struktur, at eleverne skal følge i opbygningen af biodigtet.

Historieroulette

Opgaven kan bruges i et forløb, hvor eleverne skal arbejde med fiktion. Ud fra historierouletten skal eleverne digte deres egen historie med afsæt i det, som de ved om vikingetiden. I den forbindelse kan man tale med eleverne om historisk fiktion i henholdsvis dansk- og historiefaget.

Eleverne skal trække et stykke papir, hvor oplysninger som navnet på hovedpersonen, hvad han/hun laver, og hvor han/hun befinder sig, er angivet. Eleverne skal ud fra disse informationer strukturere deres fortælling og bruge den viden de allerede har om vikingetiden.     

Fjorddetektiver

1. maj 2014 - 1. oktober 2014

Det selvkørende undervisningsforløb Fjorddetektiver har et tværfagligt sigte, hvor Roskilde Fjord er omdrejningspunktet i fagene historie og natur/teknik. Du kan også lade forløbet indgå et bredere tema om vikingerne og deres verden i forbindelse med kanonpunktet Jellingestenen.

Formålet med forløbet er at sætte fokus på fjorden som et naturområde mennesket igennem tusinder af år har været afhængig af, men igennem tiden ligeledes har sat sine spor på. Eleverne får igennem en række øvelser  mulighed for at arbejde praktisk med faget natur/teknik, hvor særligt observations- og beskrivelsesøvelser er i centrum.

Når forløbet bestilles, bookes automatisk en fjordkasse, som indeholder remedier til brug ved de naturfaglige øvelser.

Når du bestiller forløbet Fjorddetektiver får du tilsendt hæftet Stine og Jens på opdagelse ved Roskilde Fjord.  Hæftet sætter  fokus på fjorden som et stykke naturområde, der er særlig kendt for de arkæologiske fund af de fem vikingeskibe ud for landsbyen Skuldelev. Hæftet indeholder to arbejdsark der er tiltænkt som øvelsesark til brug af remedierne i fjordkassen.

Fakta:

Målgruppe: 4-6.klasse

Pris: gratis + porto ved forsendelse af undervisningshæfter

Varighed: 2 timer

Max. deltagere: 32 elever

Fag: historie, natur/teknik

Praktisk:
Fjordkassen udleveres ved billetsalget på Museumsøen. Her får I også udleveret et kort som angiver, hvor på museets område I kan arbejde med fjordkassen.

Når I er færdige pakkes tingene ned, og de afleveres, hvor de blev udleveret. Foruden de forskellige remedier indeholder kassen også nøglekort over de dyr og planter, som I kan finde ved fjorden.

Det er en god ide, at have godt med varmt tøj på samt gummistøvler med, når I skal være ved fjorden. Det strandområde, hvor eleverne skal være er lavvandet. Vandet har en cirka dybde på 35 cm. Tag dog altid forholdsregler, og lad ikke eleverne gå for langt ud. Det er markeret med en sort pæl, hvor langt eleverne må gå ud. 

 

 

 

 

Lærervejledning til hæftet

Hæftet har til formål at forberede eleverne til deres besøg ved fjorden. Hæftet danner rammen om et naturfagligt forløb i en historisk kontekst, og kobler således faget natur/teknik sammen med faget historie. Fortællingen tager således afsæt i fjorden som et rigt område, hvor mennesket igennem tiden har ernæret sig ved fjordens forskellige fødekilder, men ligeledes har afsat sit aftryk igennem fiskeri, bosættelser og sejlads.

Rettelse til hæftet: Billedet s. 2 er venligst udlånt af Sagnlandet Lejre. Fotograf: Jesper Weng. 

Natur

Naturen om Roskilde er et typisk fjordlandskab, der opstod efter den sidste istid. Siden stenalderen har landskabet hævet sig 2-3 meter, og fjordens udstrækning er med tiden blevet mindre.

I tiden efter 2.verdenskrig og frem til 1970'erne skete der en forurening af Roskilde Fjord. Fokus på vandmiljøplaner og en udbygning af rensningsanlæggende har betydet at vandmiljøet er blevet forbedret. Hertil har bestanden af alger reguleret niveauet af fosfor og kvælstof.

Fjordens mange små øer  og lave vandstand har vanskeliggjort sejlads, men har betydet at området har været et rigt fiskerimiljø. Området er særlig kendt for sit ålebundtsfiskeri, men også arter som laks og fladfisk har været fisket i området i århundrede. Selv om fiskeriet er aftagende, der stadig mange fritidsfiskere, hvilket kendetegner Roskilde Havn.

Roskilde Fjord er et af landets vigtigste yngleområder for vandfugle. De mest almindelige er hættemåger, storm- og sølvmåger, knopsvaner og fjordterner.

Historie

Arkæologiske fund af flere oversøiske og undersøiske bopladser ved fjorden kan spores tilbage til stenalderen (ca. 6.000. f.Kr.) og frem til bronzealderen (ca. 500 f.Kr.).

Møddingerne, som er vigtige kilder i arkæologernes arbejde, giver et indblik i menneskets spise- og jagtvaner. Fundene viser, at menneskene ved Roskilde Fjord har levet af, hvad fjorden har kunnet forsyne dem med. Blandt møddingens indhold har man blandt andet fundet makrel, pighvar, torsk, ørred og ål.

Det er først fra jernalderen (ca. 500-800 e.Kr.) at man har fundet egentlige skibe. Særligt fundene af de fem Skuldelevskibe fra vikingetiden (800-1050 e.Kr.) har givet historikerne og arkæologierne indsigt i vikingetidens skibstyper, der i forlængelse af den viden vi allerede har om perioden, vidner om et højt specialiseret og rigt samfund. 

Som navnet på skibene antyder, er de fem skibe blevet fundet ud for landsbyen Skuldelev. De blev sænket omkring i perioden 1060-1080 på det smalleste sted i fjorden angiveligt for at modvirke fjendtlige skibe i at nå Roskilde. Således har skibene på det lettest tilgængelige indsejlingssted haft en spærringsfunktion. På den måde vanskeliggjorde spærringen en indtrængning i fjorden og fremmede skib, måtte søge efter de andre sejlrender, som var svære at passere. Dette har givet folk inde i Roskilde by tid nok til at forberede sig på det forestående angreb.

De forskellige skibstyper har været anvendt til forskellige formål som fiskeri, handel og krigsførelse.

De fem fund vidner om et samfund, hvor skibe har haft en central betydning, hvad enten det har drejet som om krigsfærd, handel eller fiskeri. Alle har de fungeret som transportmiddel når vikingerne rejse til fjerntliggende dele af det nuværende geografiske Danmark eller  områder som Norge, Frankrig eller England.

Metoder og arbejdsformer

Foruden at eleverne stifter bekendtskab med fjordens natur og historie kan man med fordel bruge hæftet til at sætte fokus på arbejdsmetoderne i fagene natur/teknik og historie.

Brugen af remedierne i fjordkassen sætter fokus på elevernes evne til at observere og registrere naturen og menneskets spor i samme område.

Eleverne får ligeledes et indblik i historikernes og arkæologernes arbejdsmetode. Hvor arkæologerne  observerer og registrerer ud fra genstande som findes ved udgravninger, tager historikerne blandt andet afsæt i de skriftlige kilder og fortolker fortiden ud fra dem.

På Vikingeskibsmuseet arbejder arkæologer, historikere og en række håndværksfag tæt sammen for at rekonstruere vikingernes skibe, og herved give et indblik i vikingernes samfund.  

Elevopgaver i hæftet

Opgaverne danner rammen om lånet af fjordkassen. Du kan også bruge remedierne til dine egne øvelser.

Det er en god ide at inddele eleverne i grupper, så de løser opgaverne sammen. Samtidig findes der et uligt antal af remedierne, som må gå på tur imellem grupperne.

Øvelse 1: Observationsøvelse. Hvordan oplever du fjorden og livet ved Roskilde Havn?

Opgaven har til hensigt at lade eleverne observere det område, som de befinder sig i. Lad eleverne sætte sig på stranden eller gå ud i vandet, hvor de beskriver eller tegner det, som de umiddelbart ser.

Observationsøvelsen giver mulighed for at tale om sammenspillet mellem mennesket og naturen. Eleverne vil opleve naturen i form af planter og dyr samtidig med at havnen med skibene og menneskene er en central del af området. Eleverne vil formentlig lægge mærke  til rekonstruktionerne af vikingeskibene som ligger i havnen. I forlængelse heraf kan man komme ind på sammenspillet mellem mennesket og naturen i historisk perspektiv, og hvordan vi i dag kender til menneskets liv som det udfoldede sig for mere end 1000 år siden.

Eftersom eleverne vil kunne observere skrald i vandet, kan man også tale om  forurening af vandet og konsekvensen for området som spisekammer for både dyr og mennesker.

Øvelse 2: Dyr på stranden og i vandet.

Øvelsen har til hensigt at lade eleverne arbejde med fjorden og remedierne i fjordkassen.

Efter eleverne har prøvet kræfter med de forskellige remedier kan man tale om hvad der påvirker dyre- og plantelivet i området.  Hvilke dyr vil man eksempelvis kunne finde i søer og åer og havet i forhold til fjordområdet.

Man kan også komme ind på, hvilke dyr man ved, at man spiste ved fjorden i stenalderen og vikingetiden.

Øvelse 3. Hvordan ser dyrene ud indvendig?

Øvelsen har til hensigt at lade eleverne få fingre i dyrene og vise dem, hvordan dyrene ser ud, når man åbner dem.

Alt afhængig af, hvilket dyr det drejer sig om  kan man gå i detalje med dyrets levevis.

Hvis ikke alle elever har været så heldig at fange nogle dyr selv, eller det føles utrygt at lade eleverne arbejde selv med dissekeringssættet og knivene, kan man som lærer dissekere det fangne dyr selv, og lade eleverne røre dyret efter tur.

Øvelse 4. Hvordan er niveauet af salt ved Roskilde Havn

Alt afhængig af klassetrinet kan du lade eleverne måle saltindholdet selv eller gøre det det i fællesskab med dem. Tal med dem om saltvandets niveau. Hvilken betydning har det for dyre- og plantelivet i fjorden? Illustrér det med de vandprøver der ligger i fjordkassen fra Det Døde Hav og Utterslev Mose.

Du kan som supplement til øvelsen lade eleverne gå hen til det lille vandløb, foran museet, og lade dem sammenligne saltvandsindholdet fra fjorden og vandløbet.

» <media>Hent hele hæftet som pdf her (335 KB) ...</media>

Ekstra elevopgaver

Du kan bruge opgaverne til forberedelse eller bearbejdning af dit besøg ved Vikingeskibsmuseet. Opgaverne kan bruges som de foreligger eller som inspirationsmateriale til dit eget forløb.

Forestil dig…

Skriveøvelse inden besøget
Du har nu læst om Stine og Jens ved Roskilde Fjord. Du skal nu forestille dig, hvad du vil opleve, når du skal besøge stedet?

Du får 5 minutter til øvelsen. Når du er færdig, kan du diskutere dit svar med din sidemand.

1.  Hvad glæder du dig mest til ved dit besøg ved Roskilde Fjord?  

2.  Er der forskel på, hvad I har svaret? Hvis ja, hvad?

 

Historiedetektiv i naturen

Tag med din klasse ud i naturen.

1.   Hvordan vil du beskrive naturen? Er den forskellig fra den du oplevede ved Roskilde Fjord? Hvis ja, hvordan?

2.   Kan du finde spor fra fortiden tæt på, hvor du bor? Er der eksempelvis gamle huse eller gravhøje?

3.  Hvordan ser sporene ud? Hvornår tror du, at de er fra?

 

Undersøg dit vandløb

Tag med klassen hen til det lokale vandløb. Du skal nu undersøge, hvilke planter og dyr som findes ved det. Du kan sammenligne dine resultater med dem fra dit besøg ved Roskilde Fjord.

1. Ligner områderne hinanden.        

2. Findes der de samme dyr i fjorden som i vandløbet?
– Hvis ja, har du så et bud på hvorfor?
– Hvis nej, har du så et bud på hvorfor?

 

Historieroulette - et spil

Et spil, hvor eleverne digte deres egen historie med afsæt i det, som de ved om vikingetiden.

» Hent spillet her (pdf, 12 kb, åbner i nyt vindue)...

 

Biodigt

Vælg et af de to billeder og opdigt en historie om et eller flere af personerne på billedet. Brug det du ved om vikingetiden fra hæftet ’Stine og Jens på opdagelse ved Roskilde Fjord’ til at skrive din historie. Hvis du har brug for flere informationer om vikingetiden, så spør din lærer, hvor du skal kigge.

1. Du skal forestille dig, hvordan det var at leve i vikingetiden. Hvordan lugtede det? Hvordan så det ud? Hvad lavede vikingerne?