Fra vrag til rekonstruktion

Vi betragter et skibsfund som kilde til en omfattende og kompleks, kulturhistorisk viden.
Søren Nielsen, chef for maritime håndværk, rekonstruktion og publikumsaktiviteter, 2008

De fem Skuldelevskibe er bygget og brugt af mennesker,der har efterladt sig utallige spor i skibene: Skibenes form vidner om deres funktion, hvilke farvande de var bygget til at besejle, og hvilke ønsker ejeren og bådebyggeren havde til sejlegenskaberne. Træets fiberforløb viser, hvordan bestemte dele af træet blev brugt til bestemte skibe. Og værktøjssporene fortæller om bådebyggerens brug af økser, høvle og bor.

Vikingeskibsmuseets bådebyggere bygger et skib med kopier af vikingernes værktøj, og de bruger tilsvarende materialer og teknikker. Skrogets form rekonstrueres ud fra det originale skibs bevarede dele. De manglende dele genskabes ved hjælp af andre skibsfund og skibsmotiver fra vikingetiden samt nutidens traditionelle, nordiske og klinkbyggede både, der viser tilbage til vikingetidens skibsdesign. Processen kaldes eksperimentalarkæologi.

Metoden kræver samarbejde mellem mennesker med forskellige baggrund. Arkæologer, historikere, skibsarkitekter og ingeniører, bådebyggere og sejlere bridrager hver især med viden og erfaring og stiller derfor forskellige spørgsmål.

Arbejdet giver os en ide om de omfattende ressourcer, det krævede at bygge skibe i vikingetiden. Studiet af skibene leder os stadig på sporet af overraskende detaljer, og for hver ny rekonstruktion lærer vi mere om skibenes betydning for datidens samfund.

Det handler ikke om at finde ét svar. De færdige rekonstruktioner er ikke endegyldige sandheder, men hypoteser. De er et bud på, hvordan skibene kan have set ud for 1000 år siden.