Helge Ask - rekonstruktion af Skuldelev 5
1990 - 1991
Egetræet var hårdt og stærkt og havde holdt sig så godt, at man mange steder kunne se øksesporene fra tømmerets finhugning. Hvert stykke var et lille eventyr af skibsteknisk snilde og håndværksmæssig kvalitet.
Olaf Olsen og Ole Crumlin-Pedersen, 1969
Det lille krigsskib, Skuldelev 5, er ideelt til sejlads i indre, danske farvande. I modsætning til de øvrige Skuldelevskibe er dette skib fra begyndelsen af bygget af både nyt træ og genbrugstømmer. Få år før skibet sænkes i sejlspærringen, bliver det desuden repareret med nyt og genbrugt træ. Vi ved ikke, hvorfor skibet er bygget på denne måde, men byggeriet og reparationerne er udført af dygtige bådebyggere.
Kølen til museets rekonstruktion Helge Ask lægges i 1990. Men ét spørgsmål trænger sig på. Hvilket skib skal vi bygge? Det oprindelige eller der reparerede? Da kølen er lagt og de nederste planker er klinket på, er beslutningen taget. Helge Ask rekonstrueres som Skuldelev 5 oprindeligt så ud. Nogle af bådebyggerne fra Roar Ege projektet hyres igen for at bygge videre på de dyrebare erfaringer.
Før byggeriet af Helge Ask drømte museet om at kunne vise yderpunkterne i vikingernes maritime kultur, den fredelige handel og den blodige kamp. Efter byggeriet voksede drømmen om at rekonstruere alle fem Skuldelevskibe.
