Dokumentation af fund på Arkæologisk værksted
Fundene ankommer
Efter endt udgravning ankommer skibsdele og andre genstande af vanddrukkent træ til Arkæologisk værksted på Vikingeskibsmuseet for at blive registreret.
Opbevaring
Fundene opbevares i et stort kar med rent vand, indtil de transporteres til Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede. I Arkæologisk værksted bliver skibsdelene afrenset, undersøgt, fotograferet, opmålt og beskrevet.
Afrensning
Først skal træet forsigtigt afrenses for sand og tjære med rent vand og en fin børste. Det kan undertiden være nødvendigt at bruge sulfo for at få træet helt rent for tjære. Afrensningen, der er et meget snavset arbejde, foregår ved det store vaskebord.
Undersøgelse
Den enkelte skibsdel bliver derefter omhyggeligt undersøgt på opmålingsbordet. Alle sider af genstanden fotograferes digitalt med næroptagelser af nagler, naglehuller, kalfatring og værktøjsspor.
Opmåling
Til opmålingen anvendes et avanceret, bevægeligt måleinstrument, en "FaroArm". Den elektroniske pen for enden af FaroArmen føres langs former og kanter på den skibsdel, der skal måles op. De registrerede tredimensionelle data indlæses direkte i computeren. Skibsdelen beskrives samtidig i en database.
Rekonstruktion
Når alle skibsdele er målt op og beskrevet, kan oplysningerne samles til en rekonstruktion i computeren. Denne danner grundlag for den videre rekonstruktion af skibet, f.eks. i form af en papmodel i målestok 1:10.
Udtagning af prøver
I Arkæologisk værksted udtages der prøver til dendrokronologisk datering, det vil sige datering ud fra årringene i træet og dermed ud fra hvornår og hvor træet har vokset.
Der udtages også prøver til vedbestemmelse samt prøver af tjære, maling og kalfatringsmateriale. På værkstedet er der desuden mulighed for at få opmålt andre museumsgenstande fra såvel gamle som nye fund.