Om bådsmandsdagbogen

Bådsmandsdagbogen på nettet indeholder uddrag af projektets mere detaljerede Bådsmandsdagbog. Den føres af bådebyggerne Søren Nielsen og Tom Nicolaisen fra Vikingeskibsmuseets bådeværft.

De har begge deltaget i museets arbejde med bygning af rekonstruktioner af arkæologiske skibsfund i fuld skala siden 1982, og har i øvrigt en bred erfaring i bygning af og sejlads med traditionelle, klinkbyggede både. Søren Nielsen har været byggeleder under byggeriet af Havhingsten fra Glendalough. Tom Nicolaisen har det daglige ansvar for skibets vedligeholdelse.

Bådsmandsdagbogen vil bl.a. ligge til grund for analysen af rekonstruktionens troværdighed. I forskningsmæssig sammenhæng må rekonstruktionen betragtes som en hypotese om det originale skib (Skuldelev 2); en forsøgsopstilling, der afspejler vores tolkning af skibet og dets manglende dele. Det er derfor væsentligt for den videre analyse af det originale skib at evaluere hypotesen, ligesom det er afgørende for den troværdighed, der kan tillægges de øvrige forsøgsresultater.

For at evaluere hypotesen, afprøves Havhingsten fra Glendalough under realistiske forhold i de farvandsområder, det originale skib er bygget til at besejle. Under rejsen vurderes skibet som en fungerende helhed. Hvis vi har indsat dele, der ikke fungerer i helheden, vil de slå fra ved at gå i stykker, foranledige skader andre steder i skibet, eller ved ikke at fungere efter hensigten. Hvis skibet ikke fungerer som helhed, eller hvis enkeltdele slår fra, må vi revurdere rekonstruktionen. Hvis helheden og de mange enkeltdele fungerer, sandsynliggøres vores tolkninger, og rekonstruktionen kan betragtes som repræsentativ for det originale skib.

Vurderingen foregår i praksis ved, at skibets bådsmand (en af de to ovennævnte bådebyggere) dagligt gennemgår skibet systematisk. Gennemgangen vil omfatte 43 punkter vedrørende skibets skrog, rig, sejl og rorsystem. Alle dele undersøges med hensyn til funktionsdygtighed, slitage, styrke, brud, reparationer og ændringer i dimensioner. Iagttagelser dokumenteres i Bådsmandsdagbogen til brug for den efterfølgende analyse.

» Hent forskningsplanen...
Stig om bord er et sted med historier. Her kan du gå på opdagelse i vikingeskibet gennem filmklip, billeder og 3-D modeller.