Om sygedagbogen

Sygedagbogen på nettet indeholder redigerede uddrag af den officielle sygedagbog. Sygedagbogen føres af skibets sygeplejerske Susanne Malmstrøm, der har deltaget som frivilligt besætningsmedlem og sygeplejerske ombord på Havhingsten fra Glendalough siden 2005.

Skibets officielle sygedagbog føres som en journal over besætningens sundhed og sygdom, og fungerer som et redskab i sygeplejerskens væsentligste opgave ombord: At identificere, helbrede og lindre sygdom samt at hindre smittespredning i besætningen. Den officielle sygedagbog er fortrolig. Personoplysninger må ikke viderebringes, og vil ikke være til rådighed for forskningen.

Sundhedstilstanden ombord har imidlertid interesse for forskningen, idet en væsentlig del af de sygdomme, der optræder blandt besætningen, skyldes livsvilkårene og arbejdsforholdene ombord. Dermed kan en anonymiseret registrering af sygebilledet bidrage til forståelsen af livsvilkårene i det minisamfund, et skib og en besætning udgjorde.

Samtidig er sundhedsbilledet væsentligt for tolkningen af skibets præstationer; hvis halvdelen af besætningen er inaktiv på grund af sygdom, må skipper tage hensyn, som kan påvirke de dokumenterede sejlegenskaber.

Skibets sygeplejerske videreformidler i anonymiseret form de sundhedsinformationer, der er interessante for forskningen, i sygedagbogen på nettet.

» Hent forskningsplanen...