Besætningen

Vikingerne var eventyrere med en umættelig appetit på at opdage og erobre nyt land, drevet af omstændigheder de ikke altid selv var herrer over. I dag drager et lille, frivilligt bådelaug på forsøgsrejse i vikingernes kølvand, drevet af historisk interesse samt lysten til at udfordre sig selv, indgå i et tæt socialt samvær og møde grønlænderne i en snak om vores fælles fortid.

Vikingerne var eventyrere med en umættelig appetit på at opdage og erobre nyt land, drevet af omstændigheder de ikke altid selv var herrer over. I dag drager et lille, frivilligt bådelaug på forsøgsrejse i vikingernes kølvand, drevet af historisk interesse samt lysten til at udfordre sig selv, indgå i et tæt socialt samvær og møde grønlænderne i en snak om vores fælles fortid.

Skjoldungens besætning består af otte engageret mennesker, med forskellig baggrund, alder og sejlerfaring. De har trænet og planlagt rejsen i flere år. Nogle har godt kendskab til de kyster, som skal udfordre deres kunnen, mod og sammenhold. Andre er sprunget til af nysgerrighed. Fælles er drømmen og higen efter eventyret.

Ole Sand, 58 år
Daglig beskæftigelse: Grafiker
Familie: Gift og har to børn ’på gule plader’ og seks børnebørn
Jeg er med fordi: Det har i mange år været en drøm for mig at sejle for sejl i Grønland. Jeg er kommet en del på Grønland og har været ude at se mange nordboruiner og har altid synes, at det kunne være fantastisk spændende at sejle mellem nordbobebyggelserne i en mindre båd.  
Jeg glæder mig til: At sejle en agten for tværs i fint solskinsvejr op langs kysten nord for Napulitok på vej mod Nuuk. Bare sejle derudaf! 
Sejlerfaring: Sejlede forskellige joller som knægt, og senere som voksen almindelig bermudarig. Som ung var jeg ansat i tre måneder som geologassistent i Grønland, hvor jeg sejlede gummibåd og i kutter. Har sejlet med råsejl på Vikingeskibsmuseet i 20 år og blandt andet deltaget i togter til Norge, Skotland, Hedeby, Gdansk, og som skipper på en tur til Visby på Gottland. 
Teoretiske grader: Y3
Særlige opgaver på togtet: Skipper 

Ingeborg Nielsen, 41 år
- Født i Sydafrika, opvokset i Hørsholm og bor på Østerbro

Familie: To børn på 7 og 11 år

Jeg er med fordi: Jeg har altid haft hang til eventyr og en svaghed for Grønland, så jeg var helt med, da Ole Sand begyndte at tale om et togt rundt til nordbobosættelserne  

Jeg glæder mig til: Jeg glæder mig helt vildt til at slippe fortøjningerne i Nanortalik og komme ud på den ydmyge rejse, det er at sejle i en lille båd som Skjoldungen. Vi har et fantastisk hold af slidere. Folk, der kan tage det seje bundtræk. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen om projektet, og nu glæder jeg mig til at være afsted med dem.

Sejlerfaring: Jeg fik min ækvatordåb som spæd, da mine forældre sejlede hjem fra Sydafrika til Danmark, og har sejlet hele mit liv. Mest i Bermudarig, men de senere år også råsejl. Har bl.a. sejlet vikingeskibet Ottar hjem fra Gottland og fra Roskilde til Tønsberg. Har erfaring med naturnavigation. 

Teoretiske grader: Y3

Særlige opgaver på togtet: Holdansvarlig og assisterende skipper

Anders Christian Thing Japsen, 25 år
- Født og opvokset på Nørrebro, bor i Roskilde

Daglig beskæftigelse: Tømrerelev

Familie: En kæreste

Jeg er med fordi: Det har længe været en drøm for mig. Jeg har været fascineret af Grønland helt fra barn, hvor min faster i lange perioder arbejdede deroppe og bragte tupilakker og andre spændende ting med hjem til min søster og jeg. Det er superfedt på én gang at få muligheden for at komme til Grønland og sejle med et vikingeskib.
Jeg glæder mig til: Det bliver en kæmpe naturoplevelse, at se Grønland fra vandsiden, og så giver det turen et større formål, at vi skal bidrage til forskningen, mens vi er afsted. 

Sejlerfaring: Tre års erfaring med råsejl. Jeg har ikke mange års erfaring, men jeg har sejlet rigtig meget i de år, jeg har sejlet. Har sejlet med vikingeskibene Sif Ege, Havhingsten fra Glendalough og Skjoldungen.

Teoretiske grader: Duelighedsbevis

Særopgaver på togtet: Bådsmand og samarit. Har det overordnede ansvar for materiellet. Båd, rig og sejl 

Sissel Kondrup, 37 år
- Født og opvokset i Ribe, bor på Nørrebro
Beskæftigelse:
Beskæftigelsespolitisk konsulent i en fagforening
Familie:
single
Jeg er med fordi:
Fordi jeg kan! Det er længe siden, jeg har været på en længere tur, så jeg trængte til at komme afsted. Jeg har været grønlandsfarer som turist og synes, at der er vanvittig smukt. Og det at få lov at sejle deroppe er bare helt perfekt.
Jeg glæder mig til:
Naturoplevelsen. Jeg glæder mig vildt meget til at ligge på det lille skib i den storslåede natur, og så håber jeg da, at vi kommer til at se nogle hvaler. Derudover glæder jeg mig til at møde grønlænderne. Når man sejler i en lille båd som Skjoldungen, møder man folk på en anden måde, end man ellers gør. Vi har noget med som, vi kan vise frem, og jeg håber det vil give en anden indgangsvinkel og åbne nogle døre for os. 
Sejlerfaring:
Har været sejladsinstruktør på Vikingeskibsmuseet i fem år, og skipper på vikingeskibet Imme Sejr i 15 år. Sejlet til Skotland som holdansvarlig på vikingeskibet Ottar og krydset Atlanten som gast på en moderne bermudarigget sejlbåd.
Teoretisk grader:
Y3 og Y1.
Særlige opgaver på togtet:
Holdansvarlig. Dvs. har kommandoen på det ene af vagtholdene ombord

Jørn-Ove Johannsen, 44 år

Beskæftigelse: Ventilations- og valideringsingeniør hos NNE pharmaplan

Familie: Gift gennem 20 år og har to børn på 13 og 11 år

Jeg er med fordi: Det er en personlig udfordring og helt fantastisk at få lov at sejle i seks uger langs den grønlandske kyst. Jeg sejlede turen sidste år for motor og nu glæder jeg mig til at gøre det på den rigtige måde.

Jeg glæder mig til: At kaste los i Nanortalik, når alle forberedelser er slut, og vi kan gå i gang med det, vi har arbejdet for.

Sejlerfaring: Før jeg blev ingeniør, sejlede jeg som styrmand, og har de seneste 15 år sejlet som vagtchef i marinehjemmeværnet. Har sejlet med råsejl på Vikingeskibsmuseet i fire år. 

Teoretiske grader: Duelighedsbevis til erhvervssejlads, Y3, ROC-certifikat

Særlige opgaver på togtet: Samarit samt ansvarlig for kommunikation og sikkerhed ombord. Har sammen med Skipper udarbejdet en krise- og beredskabsplan for turen, deltaget i møder med søfartsstyrelsen og museet og været til møde med Arktisk Kommando i Nuuk. Derudover står jeg for det tekniske udstyr ombord. 

Torben Okkels, 60 år
- født i Køge og bor i Egedal Kommune

Beskæftigelse: Underviser på pædagogisk assistentuddannelsen

Familie: To børn på 19 og 21 år

Jeg er med fordi: Det er en chance for at prøve sig selv af. Vi skal ud på en lille båd, og man kan sammenligne det med, at otte voksne mennesker skulle bo sammen på et børneværelse i halvanden måned og få det til at fungere. Det bliver fantastisk. 

Jeg glæder mig til: Det hele! Når man som jeg går meget op i sejlads, historie og natur og holder af socialt samvær, så er det den perfekte tur.

Sejlerfaring: Har haft egen sejlbåd, siden jeg var 25 og sejlet verden rundt som dæksmand i handelsflåden. De seneste mange år har jeg desuden sejlet med råsejl i Vikingeskibsmuseets bådelaug og blandt andet krydset Østersøen to gange og været på togt fra Roskilde til Hedeby i vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough.

Teoretiske grader: Duelighed 

Særlige opgaver på togtet: Proviantansvarlig

Hauke Griffel, 18 år
- Født og opvokset på Sydsjælland mellem Slagelse og Næstved

Beskæftigelse: 1. g på Slagelse Gymnasium

Familie: Mor, far og tre brødre 

Jeg er med fordi: Jeg vil se så meget som muligt af verden. Jeg hørte, at der var gang i et projekt, og da der kom en åbning, sprang jeg til. Grønland skulle være vildt smuk, og det er fedt at sejle vikingeskib, så det kunne ikke blive meget bedre. 

Jeg glæder mig til: At kaste los i Nanortalik og sige: ’Vi ses om seks uger!’. Jeg glæder mig til at opleve at sejle alene på vandet. Det oplever man utrolig sjældent i Danmark, men deroppe kan vi komme ud på lange stræk, hvor det bare er os og naturen.

Sejlerfaring: Har sejlet både for motor og sejl, siden jeg var helt lille. Både min far og mine bedstefædre har sejlet, så det kom helt naturligt. Da jeg var fjorten kontaktede jeg vikingeskibsmuseet og kom til at sejle med vikingeskibet Ottar, og det har jeg gjort siden. 

Teoretiske grader: Duelighed og i gang med Y3

Særlige opgaver på togtet: Indkøber af proviant

Jørgen Dan Gregers, 55 år
- Opvokset og bor på Midtsjælland ved Borup
Beskæftigelse: Vurderingsspecialist i en kreditforening
Familie: To børn og en kæreste
Jeg er med fordi: Jeg er historisk interesseret og kunne godt tænke mig at komme op og se de steder Nordboerne levede, og så kan jeg godt lide at komme ud i naturen og væk fra civilisationen. 
Jeg glæder mig til: At opleve naturen og møde menneskene på Grønland. 
Sejlerfaring: Har sejlet med råsejl på Vikingeskibsmuseet i 10 år. Har bl.a. været i Norge og Irland og retur med vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough
Teoretiske grader: Duelighedsbevis
Særlige opgaver på togtet: alm. gast