Stilhed før storm

Udgivet 20/07-2013

Solen kaster sine sidste stråler over Vikingeskibsmuseets havn. På naboskibet Aslak spænder de hængekøjer ud og Havhingstens besætning er roet ud, for at tage en aftendukkert i fjordens stille vand.

Til tonerne af Jokeren, der rappede Saxos Danmarkskrønike pakkede Havhingsten i dag  proviant, telte, uldtæpper, oksetalg, vand, værktøj og vandtætte sække med alt fra regntøj til solcreme.

700 kg ris, pasta, dåsetomat, havregryn m.m. er stuvet under dæk i kabyssen. Hertil kommer de store madkasser og tønder, fordelt ud i skibets rum; agter-, midt- og forskib indeholdende alt godt til morgenmad, frokost, kaffen og den lille sult.             

Hele dagen har broen ved Havhingsten været et struktureret virvar af 'gamle' søulke, der har videregivet pakketips og erfaringer til nye, entusiastiske og spørgelystne besætningsmedlemmer.  

I morgen kaster vi fortøjningerne og sætter kursen mod Orø. Vejrudsigten svinger noget og det kan blive en 1. etape med både lange rostræk og natsejlads. 
Afgang kl. 11.00

    


Oprettet af Louise Kæmpe Henriksen

Det er ikke længere muligt at skrive kommentarer